Favorit til formandspost i Labour får kritik for abortsyn

Udtalelser om Storbritanniens abortlove fra Labour-formandskandidaten Rebecca Long Bailey møder både kritik og opbakning

Rebecca Long Bailey (billedet) er praktiserende katolik, og hendes abortsyn vedrørende fostre med handicap er ikke forenelig med mange Labour-vælgeres opfattelse. Hurtigt fik en talsmand dog påpeget, at Long Bailey støtter kvinders ret til selv at vælge. Arkivfoto.
Rebecca Long Bailey (billedet) er praktiserende katolik, og hendes abortsyn vedrørende fostre med handicap er ikke forenelig med mange Labour-vælgeres opfattelse. Hurtigt fik en talsmand dog påpeget, at Long Bailey støtter kvinders ret til selv at vælge. Arkivfoto. Foto: Peter Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix.

En af favoritterne til at blive ny Labour-leder, Rebecca Long Bailey, bliver nu udfordret for sine kommentarer om abort.

Hun er praktiserende katolik, og selvom hun ikke støtter kirkens totale modstand mod abort, så har hun kritiseret den måde, hvorpå fostre med handicap og misdan-nelser bliver sorteret fra – og som tilmed kan blive aborteret efter den i forvejen sene britiske grænse på 24. svangerskabsuge.

”Personligt er jeg ikke enig i den tilgang, og jeg er enig med Disability Rights Commission (britisk handicaporganisation, red,) i, at forældre skal tage beslutningen om abort ud fra en kontekst, hvor handicappede og ikke-handicappede er set som ligeværdige,” sagde hun i et interview med hendes lokale katolske domkirke i Salford ved Manchester op til parlamentsvalget i december.

Hun forsvarede videre abortmodstanderes ret til at være folkevalgte, og hun understregede, at Labours partiprogram ikke har en tidsgrænse for aborter, men kun taler om kvinders ret til abort. Det interview er under kampen om at blive ny leder af Labour hevet frem af Labour-hjemmesiden The Red Roar (Det røde brøl), og gengivet med en overskrift, der lød, at hun støtter begrænsninger i adgangen til abort. Den artikel har flyttet fokus fra hendes lederskabskampagne til en debat om abort.

En talsmand for Rebecca Long Bailey var hurtigt ude for at begrænse skaden. Han understregede over for avisen The Guardian, at ”hun utvetydigt støtter kvinders ret til selv at vælge”.

John Arnold, den katolske biskop i Salford, forsvarer Rebecca Long Baileys ret til at have holdninger baseret på tro.

”Jeg mener, at et individ med en religiøs tro har ret til at følge den tro. Ikke ved at pådutte andre den tro, men som retten til at udtrykke de holdninger, for det er noget, der former deres liv,” siger John Arnold til BBC Radio.

Han ser sagen som en del af en tendens til, at offentlige personer ikke kan have holdninger baseret på deres tro.

”Min opfattelse er, at det er blevet mere vanskeligt at udtrykke konservative religiøse holdninger. Sekulariseringen af samfundet gør ikke meget godt. Den øger ikke menneskers respekt for hinanden, hvilket er et slag mod struktur, etik og moral i samfundet,” fortsætter biskoppen.

Avisen The Daily Telegraph, som er konservativt orienteret, skriver i en leder, at de normalt ikke har meget til overs for Rebecca Long Bailey.

”Men det er blevet så usædvanligt for en politiker at stå ved sin religiøse tro, at vi er nødt at beundre, hvad vi ser. Spørgsmålet er, om hendes politiske ambitioner kan overleve,” skriver Daily Telegraph.

Politisk redaktør Stephen Bush fra magasinet New Statesman, som politisk er tæt på Labour, medgiver, at debatten kan overskygge hendes kandidatur som ny leder.

”Men hendes holdninger er ikke usædvanlige blandt Labours parlamentarikere og kan tilmed være holdningen blandt flertallet af de religiøse medlemmer,” skriver han.

Det sker med tilføjelsen, at blandingen af tro og politik kan være svær. Den evangelikale kristne Tim Farron blev således presset til at gå som leder af De Liberale Demokrater, fordi hans private holdninger om homoseksuelle og abort overskyggede partiets politik.