FBI renser Clinton i e-mail-sag

Forbundspolitiet renser Hillary Clinton i e-mailsag mindre end 48 timer inden, at amerikanerne begynder at stemme

Forbundspolitiet FBI har for anden gang renset demokraten Hillary Clinton i forbindelse med hendes brug af en privat e-mail-server i hendes tid som amerikansk udenrigsminister.
Forbundspolitiet FBI har for anden gang renset demokraten Hillary Clinton i forbindelse med hendes brug af en privat e-mail-server i hendes tid som amerikansk udenrigsminister. . Foto: AP/Polfoto.

Forbundspolitiet FBI har for anden gang renset demokraten Hillary Clinton i forbindelse med hendes brug af en privat e-mail-server i hendes tid som amerikansk udenrigsminister.

Det sker, ni dage efter at chefen for FBI, James Comey, satte præsidentvalgkampen på den anden ende ved at bekendtgøre en ny granskning af den ellers lukkede såkaldte e-mailsag, og mindre end 48 timer inden, at amerikanerne begynder at stemme i dag.

Efterforskere fra FBI har ifølge Comey knoklet ”i døgndrift” for at gennemgå cirka 650.000 nyfundne e-mails fra Clintons server, men de fleste viste sig enten at være private beskeder eller kopier af allerede gransket korrespondance.

E-mail-sagen er en af Hillary Clintons største politiske svagheder og er medvirkende til, at republikaneren Donald Trump i løbet af valgkampens sidste dage for alvor er begyndt at hale ind på din demokratiske rival i meningsmålingerne både nationalt og i flere svingstater.

Det er umuligt at forudsige, hvilken indflydelse Comeys nye bekendtgørelse får på valgresultatet. Men selv hvis Clinton vinder i dag, så frygter Demokraterne, at det nye fokus på den kontroversielle sag har skadet deres chancer i flere tætte kongresvalg og kan koste partiet et flertal i Senatet.

Donald Trump antyder til gengæld, at FBI holder hånden over Clinton.

”Hillary Clinton er skyldig. Hun ved det. FBI ved det. Folket ved det. Og nu er det op til det amerikanske folk at lade retfærdigheden ske i stemmeboksene,” sagde han under et valgmøde i Michigan sent i søndags.

I juli konkluderede FBI ligeledes, at der ikke var grundlag for at rejse sigtelse mod Hillary Clinton i e-mail-sagen, hvor hun skødesløst havde handlet stik imod reglerne.

FBI stødte på den nye samling e-mails i forbindelse med efterforskningen af tid-ligere kongresmedlem Anthony Weiners seksuelle sms-beskeder til en 15-årig pige. Weiner er nyligt separeret fra Clintons nærmeste medarbejder, Huma Abedin, og de nyfundne e-mails fra Clintons udenrigsminister-dage blev fundet, da FBI undersøgte parrets computere i forbindelse med sexsagen.