I dag for fem år siden underskrev den da- værende ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, en aftale med oppositionen, der blandt andet skulle føre til et hurtigt nyvalg til præsidentembedet og eta-blering af en overgangsregering. Det skete i overværelse af de tyske, franske og polske udenrigsministre samt en befuldmægtiget fra det russiske udenrigsministerium, der natten over havde medieret aftalen. Men allerede den næste dag flygtede Janukovitj med russisk hjælp ud af landet. Det ukrainske statssammenbrud var en realitet. Den såkaldte Euro-Maidan-revolution havde sejret.
Den blev indledt med protester på Kijevs uafhængighedsplads, Maidan, i november 2013, hvor Janukovitj i sidste øjeblik undlod at underskrive en længe forberedt associeringsaftale med EU på et topmøde i Vilnius. De folkelige protester til fordel for en tættere tilknytning til EU kulminerede med massakren på Maidan-pladsen, hvor flere end 100 mennesker mistede livet og over 2500 blev såret på 48 timer den 19. og 20. februar.
Derfor EU-trojkaens indsats natten mellem den 20. og 21. februar 2014. Herefter udspillede EU sin rolle i den videre proces. I kampen om den politiske magt i Kijev stod USA og Rusland pludselig over for hinanden, som var vi tilbage i den kolde krig.
EU-lederne havde med den mislykkede associeringsaftale og efterfølgende fejlslåede mægling mellem de ukrainske pro-europæere og pro-russere i amerikanske øjne spillet fallit. Eksemplificeret i en lækket telefonsamtale om sammensætningen af overgangsregeringen, hvor den amerikanske chefforhandler, daværende viceudenrigsminister Victoria Nuland, brugte lidet flatterende ord om EU, der resolut blev sendt uden for døren og indflydelse.
De næste stik tog Rusland med annekteringen af Krim og krigen i Østukraine, der tog Vesten og den nye regering i Kijev totalt på sengen.
Ukraines statssammenbrud i 2014 følger opløsningen af Sovjetunionen og Warszawa-pagten, hvor to forskellige udviklingsspor har vist sig.
Øst- og Centraleuropa så – og fik tilbudt – EU- og Nato-medlemskab som så stor en gulerod, at de underlagde sig de hårde demokratiske, retslige og økonomiske reformer, der var en forudsætning for medlemskab. De tidligere sovjetlande på den anden side efterlignede den demokratiske model i sine formelle strukturer, men satte en helt anden politisk kultur ind i rammen.
Polen og Ukraine er i den sammenhæng interessante, da de ved Berlinmurens fald i 1989 havde stort set lige store økonomier. I dag er Polens bruttonationalprodukt omtrent fire gange så stort som Ukraines. Den tidligere sovjetrepublik har som Rusland imiteret det liberale demokratis institutioner, men disse har været en kulisse, hvor magtkampe mellem økonomiske og politiske klaner har etableret den reelle orden, og retssystemet oftere har tjent magthaverne fremfor at agere efter en retsstats principper.
Status efter fem år? Chokoladefabrikanten Petro Porosjenko, som vandt præsidentvalget i maj 2014, har været en marginalt bedre præsident end sine to forgængere, Viktor Jusjtjenko, der kom til efter den orange revolution i 2004, og Viktor Janukovitj, som for nylig blev idømt 13 års fængsel in absentia for forræderi i 2014. Men som Jusjtjenko, der tabte den orange revolutions krav om mere demokrati på gulvet, er Porosjenko i stor risiko for at gøre det samme med Euro-Maidan.
Porosjenko er selv oligark og har tjent som minister under begge sine forgængere. Revolutionens håb er ikke indfriet. Blandt andet kunne Amnesty International i denne uge offentliggøre, at retssagerne fra Maidan-massakren endnu er ikke ført til ende.
Paradokset er, at Ukraine i dag har en langt bredere og mere engageret politisk offentlighed. Den politiske klasse lever ikke længere i sit eget vakuum, men den sidder fortsat tungt på magten og beskytter sig mod et opgør med fortiden. Den mulige nøgle er Ukraines entydige afhængighed af vestlig støtte.
Porosjenko har op til præsidentvalget den 31. marts i år lovet ansøgninger om fuldt medlemskab af Nato og EU i 2024, men han kan ikke lede denne proces, og hans konkurrent til præsidentposten og øjeblikkets favorit, tidligere premierminister Julia Timosjenko, kan ej heller. Til trods for, at EU’s præsident, Donald Tusk, i forgårs i parlamentet i Kijev nok engang har understreget, at der ikke er et Europa uden Ukraine, har EU kraftigt kritiseret Ukraines politiske ledelse for, at reformtempoet er alt for langsomt. Det vil sige, at ukrainerne skal gøre mere for at hjælpe sig selv.
Uden yderligere reformer, ingen ekstra hjælp fra Vesten. Men spørgsmålet er, om EU primært skal forholde sig til Ukraines næste præsident eller til solidariteten med det ukrainske folk. I sidste tilfælde er der fortsat grund til håb.