Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Nyhedsanalyse

Hvad er status fem år efter egypternes oprør?

Mange egyptere - måske især dem, der har varslet, at de vil markere femåret for Mubaraks afgang i dag - spørger sig selv, hvad de egentlig fik ud af at vælte ham af pinden. Bortset fra en periode med politisk tumult, usikkerhed, mord, bortførelser, fængslinger, fattigdom, bomber, svigtende turisme, terroranslag og stigende vold fra magtapparatet. Foto: Tomas Härenstam

Der er varslet demonstrationer i Egypten for at markere femåret for begyndelsen på de 18 dages protester, der fik Hosni Mubarak til at forlade præsidentpaladset. Men hvad har befolkningen egentlig fået ud af at sætte ham på porten?

I dag er det nøjagtig fem år siden, at almindelige egyptere begyndte at gå på gaden med krav om politiske forandringer.

10 dage forinden var Tunesiens mangeårige diktator blevet tvunget ud af landet, og egypternes håb om, at noget lignende kunne ske for dem, eliminerede frygten for, hvordan militæret ville reagere. Væk var tunesiske Ben Ali, og væk skulle også egypternes præsident, Hosni Mubarak.

I 30 år havde han stået først i køen ved de pri-vilegeredes tag selv-bord og styret et gældsplaget, korrupt Egypten i permanent undtagelsestilstand. Politisk opposition var så godt som forbudt. Til gengæld var der masser af fattigdom, korruption og grum tortur mod de titusinder, som fyldte fængslerne.

Det tog 18 dage, før den magtfuldkomne despot endelig forstod, at det var slut, men til sidst forlod han som bekendt præsidentpaladset og overlod magten til militæret.

Mange egyptere - måske især dem, der har varslet, at de vil markere femåret for Mubaraks afgang i dag - spørger sig selv, hvad de egentlig fik ud af at vælte ham af pinden. Bortset fra en periode med politisk tumult, usikkerhed, mord, bortførelser, fængslinger, fattigdom, bomber, svigtende turisme, terroranslag og stigende vold fra magtapparatet.

Mange så skeptisk til, da den første militære overgangsregering blev afløst af den demokratisk valgte islamist Mohamed Mursi, som var for meget ismamist og for lidt præsident og derfor blev afsat igen. De var skræmte, da militæret igen regerede med hård hånd, mens det kørte en ny landsfader i stilling. Den 8. juni 2014 blev den tidligere hærchef, Abdel Fatah al-Sisi, taget i ed som den ”første patriotisk valgte præsident”.

En del rystede på hovedet, men den brede befolkning troede på Sisi, når han lovede guld og grønne skove, hvis blot egypterne ville ofre sig og arbejde lige så hårdt som ham. Problemet er bare, at han aldrig fik skabt jobs med de ting, han satte i værk.

Med hjælp fra de rige Golf-lande fik han bedre styr på elektriciteten, som i boligkvartererne var væk 5, 7 eller 10 timer hver dag. Og i hvert fald på overfladen fik Sisi effektiviseret de sociale støtteordninger, som hindrer, at mange familier går sultne i seng.

Men sundhedsvæsenet og skolerne er dårlige, renovationen er en katastrofe, almindelige lejligheder er uhumske, forureningen enorm og trafikken et stort kaos. Livet er hårdt, bortset fra, forstås, hvis man tilhører magtapparatet, som stadig sørger godt for sig selv.

Sisi lancerede hurtigt ”Det Nye Egypten”, sikrede investeringer til at udvide Suezkanalen og andre megaprojekter. På tegnebrættet flot, men ikke nok til at sikre en stabil økonomi for de 100 millioner indbyggere. Det meste af det manuelle arbejde for eksempel ved Suez blev og bliver udført af hærens menige soldater og giver altså ikke folk uden for militæret brød på bordet.

Statistikkerne siger, at en fjerdedel af de unge var arbejdsløse ved udgangen af 2015, og at en fjerdedel af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen i 2014. En fjerdedel af Egyptens unge mænd er desuden parate til søge væk - magtesløshed og marginalisering nærer drømmen om at starte forfra i et andet land.

Men Sisi var ikke i tvivl om egne evner, først efter halvandet år indfriede han sit løfte om valg til parlamentet. Det var skuffende, at kun en tredjedel af Egyptens vælgere gjorde sig den ulejlighed at stemme.

Egyptens veluddannede, kreative og driftige lag vidste, at Sisi alligevel ikke tolererede at blive sagt imod. Med kampen mod terror som dække er et kæmpe netværk af velgørenheds- og menneskerettighedsorganisationer blevet truet til at ændre eller stoppe aktiviteter, medarbejdere får frataget pas og bliver overvåget.

Flere tusinde, som ofte beskyldes for at støtte Mursis forbudte parti med rødder i Det Muslimske Broderskab, er forsvundet, de bliver tilbageholdt uden anklageskrift eller dom. Internationale organisationer forlader landet, senest den liberale tyske tænketank Friedrich Naumann Stiftung. Som for mange andre er det for de tyske forskere ikke længere muligt at arbejde, fordi aktiviteterne bliver ”misforstået som en mulig trussel mod Egyptens sikkerhed”.

Om fejringen af Mubaraks afgang også bliver opfattet som en trussel og stoppet, må dagen vise. Om der reelt er noget at fejre, eller om rejsen fra Mubarak til Sisi mest er et skridt frem og to tilbage, er stadig spørgsmålet.