Fem år efter Rana Plaza: Det er blevet en smule bedre at være syerske

Tirsdag er det fem år siden, at 1134 syersker døde, da den otte etager høje Rana Plaza-bygning kollapsede i Bangladesh. Mange af de overlevende har psykiske og fysiske men. For syerskerne er arbejdsforholdene generelt blevet bedre, men det har kostet dem dyrt

18-årige Shilpi Rani Das slap ud i live, da Rana Plaza-bygningen med sine fem tekstilfabrikker kollapsede for fem år siden. Hun havde siddet og arbejdet ved sin symaskine, da hele bygningen begyndte at ryste, og alt blev mørkt. Hun mistede sin venstre arm og har i dag kroniske smerter.
18-årige Shilpi Rani Das slap ud i live, da Rana Plaza-bygningen med sine fem tekstilfabrikker kollapsede for fem år siden. Hun havde siddet og arbejdet ved sin symaskine, da hele bygningen begyndte at ryste, og alt blev mørkt. Hun mistede sin venstre arm og har i dag kroniske smerter. . Foto: Bengt Sigvardsson.

Om eftermiddagen den 24. april 2013 sad 13-årige Shilpi Rani Das som sædvanlig og arbejdede ved sin symaskine på en tøjfabrik i Savar i udkanten af den bangladeshiske hovedstad, Dhaka. Arbejdspladsen var en af fem tekstilfabrikker i den otte etager høje Rana Plaza-bygning.

”Pludselig rystede bygningen som ved et lille jordskælv, men jeg var dybt koncentreret om mit arbejde, så jeg tænkte ikke nærmere over det,” siger Shilpi Rani Das.

Få sekunder senere styrtede hendes kolleger mod udgangen.

”Jeg indså, at der var noget galt, og rejste mig. Samtidig faldt taget ned over mig, og alt blev mørkt,” siger hun.

Den værste katastrofe på en arbejdsplads i Bangladeshs tekstilindustri var en kendsgerning. 1134 mennesker blev dræbt. Cirka 2500 andre blev såret. Shilpi lå fanget i murbrokkerne i tre dage, før redningsfolkene fik hende ud. I dag er hun 18 år. Hun vil gerne tale om ulykken, men det skal ikke ske der, hvor Rana Plaza tidligere stod.

”Jeg ønsker ikke at se stedet. Det vækker for mange forfærdelige minder,” siger Shilpi Rani Das.

Hun mistede sin venstre arm, da bygningen kollapsede, og hun har kroniske smerter i venstre ben. Regeringen, internationale tøjfirmaer og forskellige organisationer oprettede en erstatningsfond for ofrene, men Shilpi Rani Das er ikke tilfreds.

”Er 10.000 taka (cirka 723 kroner) om måneden en god kompensation for at have mistet sin arm, for at være tvunget til at leve alene resten af livet med kroniske smerter og aldrig være i stand til at arbejde igen?”, spørger hun.

Erstatningens størrelse blev bestemt ud fra, hvor alvorlige ofrenes pådragne skader var, samt deres muligheder for at forsørge sig selv. Mange har svært ved at komme videre. Shilpi Rani Das får støtte og undervisning af organisationen Meena, der blev dannet efter katastrofen i 2013 med det formål at hjælpe ofrene.

I Meenas center tæt ved de tidligere tekstilfabrikker studerer cirka 100 andre børn og unge, som enten blev forældreløse som følge af katastrofen, eller som selv arbejdede på Rana Plaza. Desuden får omkring 40 kvindelige overlevende støtte og rehabilitering. Ifølge centrets bestyrer, Farhana von Mitzlaff, lider halvdelen af de cirka 3000 overlevende arbejdere af traumer. Det er også vanskeligt for dem at få arbejde.

”Mange arbejdsgivere tror, at de bringer uheld,” siger Farhana von Mitzlaff.

Kalpana Begun, en 35-årig mor til to, var afdelingsleder på en af fabrikkerne i Rana Plaza. Hun fik skadet sin arm, sin brystkasse og sine øjne i ulykken. Hendes mand blev dræbt. Hun har modtaget cirka 7400 kroner i erstatning.

”Men jeg tror ikke, jeg vil komme mig over det psykiske chok,” siger hun.

Kalpana Begun fik nyt job fire måneder efter ulykken, men måtte opgive det igen.

”Min nye arbejdsgiver gav mig en masse støtte, men jeg havde det så dårligt, at jeg ikke magtede at arbejde. Så jeg sagde mit job op,” siger hun.

Den 35-årige mor til to Kalpana Begun var afdelingsleder på en af tekstilfabrikkerne i Rana Plaza-bygningen og mistede sin mand i ulykken. Selv fik hun skader på sine øjne, den ene arm og brystkassen. Hun har siden fået udbetalt erstatning fra den særlige fond, som Bangladeshs regering og udenlandske tøjproducenter har oprettet. Men hun døjer med psykiske mén og kan fortsat ikke arbejde på fuld tid. –
Den 35-årige mor til to Kalpana Begun var afdelingsleder på en af tekstilfabrikkerne i Rana Plaza-bygningen og mistede sin mand i ulykken. Selv fik hun skader på sine øjne, den ene arm og brystkassen. Hun har siden fået udbetalt erstatning fra den særlige fond, som Bangladeshs regering og udenlandske tøjproducenter har oprettet. Men hun døjer med psykiske mén og kan fortsat ikke arbejde på fuld tid. – Foto: Bengt Sigvardsson

Ejeren af Rana Plaza var klar over, at der var en stor revne i bygningen, men ignorerede det. Retssagen imod ham kører stadig.

”Selv jeg og ledelsen kendte til revnen, men det var et tabu at tage det op med ejeren,” siger Kalpana Begun.

Rana Plaza-katastrofen gjorde omverdenen opmærksom på de bangladeshiske tekstilarbejderes arbejdsvilkår, ikke mindst fordi de fremstiller tøj til mange internationale tøjgiganter såsom H&M, Bestseller og Lindex. Det internationale pres medvirkede til, at der efterfølgende blev indgået en aftale med branchen om et mere effektivt tilsyn med tekstilfabrikkerne. Den forpligter blandt andet de internationale tøjfirmaer til at kontrollere, at deres leverandører lever op til sikkerhedsbestemmelserne. Også beskæftigelseslovgivningen blev ændret. Siden april 2013 er der blevet registreret omkring 380 nye fagforbund inden for tekstilsektoren.

29-årige Abdul Mannan og 29-årige Rabeya Stern er medlemmer af fagforeningsforbundet BGIWF, sammenslutningen af tekstil- og industriarbejdere i Bangladesh. De har arbejdet i tekstilindustrien i henholdsvis 6 og 16 år.

”Der var sikkerhedsforskrifter på fabrikken før, men de blev ikke fulgt fuldstændigt. Efter 2013 er sikkerheden blevet bedre,” siger Rabeya Stern, som sidder sammen med Abdul Mannan i BGIWF’s hovedkvarter i Dhaka.

Der er ikke længere børnearbejde på deres arbejdspladser, fortæller de. De fleste arbejdere har også sluttet sig til fagforeningen. Tidligere var det ikke ualmindeligt at have 14-timers arbejdsdage eller mere.

”Kravene til, hvor meget vi skulle arbejde, var urimelige og svære at leve op til. Nu er arbejdsbyrden lettet,” siger Rabeya Stern.

Efter katastrofen blev mindstelønnen hævet til 5500 taka (398 kroner) om måneden, men det er stadig en af de laveste i verden, og den giver igen og igen anledning til strejker og protester. Efter 16 år i faget tjener Rabeya Stern cirka 600 kroner om måneden.

”Det er svært at leve af lønnen. Den skal hæves, men arbejdsgiverne henviser til regeringens direktiver,” siger hun.

I december 2016 udbrød der strejker og demonstrationer for en højere mindsteløn på flere tekstilfabrikker i Dhaka.

”På min arbejdsplads var der ingen, der deltog, men ledelsen lukkede fabrikken i fire dage og fyrede flere ansatte, som blev set som besværlige,” siger Abdul Mannan.

Der blev afskediget omkring 1600 arbejdere på forskellige fabrikker. Først efter pres fra fagforeninger og internationale tøjkæder var der nogle, der fik erstatning eller fik deres job tilbage.

De efterladte mindes deres døde ved Raza Plaza-katastrofen i Bangladesh ved dette monument, som blev rejst på stedet 100 dage efter tragedien af en gruppe studerende. Mindesmærket er cirka tre meter højt og symboliserer ifølge kunstneren bag, Antu Modak, arbejderklassen med både bønder og fabriksarbejdere. –
De efterladte mindes deres døde ved Raza Plaza-katastrofen i Bangladesh ved dette monument, som blev rejst på stedet 100 dage efter tragedien af en gruppe studerende. Mindesmærket er cirka tre meter højt og symboliserer ifølge kunstneren bag, Antu Modak, arbejderklassen med både bønder og fabriksarbejdere. – Foto: Mohammad P. Hossain/Reuters/Ritzau Scanpix

”Men jeg kender nogle af de afskedigede arbejdere, som ikke har modtaget fuld erstatning,” siger Abdul Mannan.

Han mener, at mange arbejdere ikke klager over problemer af frygt for at blive fyret.

”Det er nemt at fyre folk. Mange arbejdere kender ikke deres rettigheder,” siger han.

Trods fremgangen for fagbevægelsen er det stadig kun fem procent af landets 3,5 millioner tekstilarbejdere, der er organiserede. Lederen af BGIWF, Babul Akhter, siger, at det ikke er ualmindeligt, at arbejdsgivere forsøger at forhindre medarbejderne i at organisere sig.

”Nogle gange igennem trusler og vold. Nogle gange ansætter de tæskehold, der generer arbejderne. Generelt opnår arbejderne aldrig retfærdighed, medmindre de internationale tøjfirmaer presser på,” siger han.

På de fabrikker, der er underleverandører til de internationale tøjkæder, er sikkerheden på arbejdspladsen generelt god. Der bliver ført tilsyn med dem regelmæssigt, og de respekterer for det meste de arbejdsretlige regler. Problemet er først og fremmest de mange småfabrikker, der producerer tekstiler til det lokale marked eller til virksomheder i lande som Tyrkiet, Indien og Malaysia, siger Babul Akhter fra BGIWF:

”De følger ikke reglerne lige så nøje, og der er færre tilsyn der.”

I juli 2017 blev 10 arbejdere dræbt og omkring 30 såret, da en oliekedel eksploderede på en beklædningsfabrik uden for Dhaka.

”Bygningerne opfylder sikkerhedskravene nu, men der er andre ting, der ikke gør. For eksempel elektricitet og oliekedler,” siger Babul Akhter.

De internationale tøjfirmaer er blevet en slags skyts- engle for tekstilarbejderne, men Babul påpeger, at de naturligvis også er forretningsfolk.

”De forsøger altid at presse indkøbspriserne på tekstiler. Det er et stort problem for os. I 2018 vil mindstelønnen sandsynligvis stige, hvilket betyder højere omkostninger for fabrikkens ejere. Hvis priserne på produkterne samtidig falder, bliver det problematisk,” siger han.

Tekstilindustrien er Bangladeshs økonomiske malkeko. Der er risiko for, at øgede produktionsomkostninger vil få internationale tøjfirmaer til at se sig om efter nye lande med endnu lavere lønninger.

”Og mange parlamentarikere ejer selv tekstilfabrikker eller er forretningsfolk,” siger Babul Akhter.

De psykiske sår sidder dybt blandt mange af de tekstilarbejdere, som overlevede Rana Plaza-katastrofen. En række af de overlevende sidder her og syr som del af rehabiliteringsprocessen hos organisationen Meena i Savar. –
De psykiske sår sidder dybt blandt mange af de tekstilarbejdere, som overlevede Rana Plaza-katastrofen. En række af de overlevende sidder her og syr som del af rehabiliteringsprocessen hos organisationen Meena i Savar. – Foto: Bengt Sigvardsson

Srinivas B. Reddy er landechef i den internationale arbejdsorganisation ILO i Bangladesh. Han siger, at der er sket mange forbedringer på de store fabrikker, der er underleverandører til internationale tøjkæder. De er blevet mere sikre, grønnere, mere moderne, har øget deres kapacitet og har ekspanderet. Men omkring 1500 fabrikker er ikke omfattet af aftalen med de internationale tøjkæder.

”De små og mellemstore fabrikker, som er en del af Bangladeshs økonomi, får færre og færre arbejdspladser. Det gør mig urolig. I 2013 arbejdede der over fire millioner bangladeshere i tekstil-industrien. Nu er det kun omkring 3,5 millioner,” siger han.

Børnearbejde er stadig udbredt, især i den uformelle sektor, som tegner sig for omkring 87 procent af jobbene i Bangladesh.

”Men i eksport-tekstilindustrien er det helt forsvundet, selvom det kan forekomme hos underleverandører. Nu skal det også stoppes i andre sektorer, og vi støtter regeringen i Bangladesh i dens mål om, at børnearbejde skal være stoppet i 2025,” siger Srinivas B. Reddy.

Før april 2013 var der kun 57 arbejdsinspektører i landet.

”I dag er der i alt 318 arbejdsinspektører, der er uddannet af ILO. De besøger også mindre fabrikker,” siger Srinivas B. Reddy.

Oversat af Translated by Us