Fem gange så mange børn flygter alene

Siden 2010 er antallet af mindre- årige, der flygter alene, steget til det femdobbelte. FN-rapport afslører et alarmerende højt antal mindreårige, der rejser alene

”Ét barn, der rejser alene, er et for mange, og alligevel er der i dag et voldsomt stort antal, der gør netop det, og vi voksne svigter dem,” siger vicedirektør i Unicef, Justin Forsyth.
”Ét barn, der rejser alene, er et for mange, og alligevel er der i dag et voldsomt stort antal, der gør netop det, og vi voksne svigter dem,” siger vicedirektør i Unicef, Justin Forsyth. . Foto: Jerome Delay/AP/Ritzau Foto.

De seneste fem-seks år er antallet af uledsagede flygtningebørn næsten femdoblet på verdensplan. Det siger FN’s børnefond, Unicef, i en omfattende rapport, der bliver offentliggjort i dag.

Ifølge rapporten var der i 2010-2011 66.000 mindreårige, der rejste alene i sammenlagt 80 lande. I 2015 og 2016 var der over 300.000 mindreårige, der var undervejs uden forældre eller andre voksne familiemedlemmer, enten på flugt eller i håb om et bedre liv. Sidste år kom de især fra Eritrea, Gambia, Nigeria, Egypten og Guinea.

Det er børn og teenagere, der på vejen ofte bliver udsat for grove overgreb som voldtægt og tortur, og udnyttet til prostitution og børnearbejde.

”Ét barn, der rejser alene, er et for mange, og alligevel er der i dag et voldsomt stort antal, der gør netop det, og vi voksne svigter dem,” siger vicedirektør i Unicef, Justin Forsyth.

”Brutale smuglere og menneskehandlere udnytter og tjener på børnenes sårbarhed. Hjælper dem med at krydse grænser for så at sælge dem som slaver eller til prostitution. Det er samvittighedsløst, at vi ikke beskytter børn godt nok mod disse forbrydere,” erklærer Unicef- direktøren i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten.

Omkring 200.000 uledsagede børn søgte om asyl i 2015-2016 i 80 lande, heraf 170.000 i Europa. De fleste af dem var 16-17 år, lidt færre 14-15 år, og et mindretal under 14 år. I 2015 var der dog over 10 procent under 14 år.

Unicef-rapporten understreger, at der er en bred vifte af årsager til, at mindreårige rejser alene. Mange teenagere tager afsted, fordi de tror, at det vil give dem mulighed for at få et job eller en uddannelse. Andre for at slippe for alverdens rædsler som genital skamfering, tvangsægteskaber og tvangs-rekruttering til militser.

Unicef skriver, at det ofte er familierne, der bestemmer, når piger forlader hjemmet, hvorimod drengene i højere grad selv træffer beslutningen, men familien spiller næsten altid en rolle. Nogle børn rejser, fordi forældrene dør, eller familien splittes, andre for at nå frem til familiemedlemmer, der er rejst tidligere. En stor del af de børn, der rejser alene nordpå fra Centralamerika, har for eksempel en forælder eller slægtning i USA.

Rapporten fortæller også, at der er børn, der bliver sendt afsted, fordi familien vurderer, at deres chancer for at klare sig i for eksempel Europa er større end for de ældre i familien. Ifølge Unicef har interviews i Afghanistan vist, at beslutningen om at sende et barn afsted blev truffet, blandt andet fordi familien vidste, at mindreårige nyder særlig beskyttelse både i Europa og Australien.

Jo længere rejse, jo farligere er det for de uledsagede børn og teenagere. En af de farligste ruter er via Libyen over Middelhavet, og et stærkt stigende antal børn rejser den vej alene. I 2015 var det 75 procent af alle de børn, der kom til Italien. Sidste år var det 92 procent. På verdensplan mener Unesco, at omkring 28 procent af menneskesmuglernes ofre er børn.

Unicef understreger i rapporten, at alle lande er forpligtet til at beskytte mindreårige ifølge FN’s Børnekonvention, men at det alt for ofte ikke sker.

”Børnene har brug for, at verdens regeringer forpligter sig til at hjælpe og garantere deres sikkerhed,” siger Forsyth.

Han opfordrer lederne fra G7-landene, der mødes i næste uge på Sicilien, til at begynde ved at vedtage en plan for, hvordan det kan ske.