Fem milliarder mobiltelefoner ventes at blive skrottet i år

Gamle mobiltelefoner indeholder værdifuldt materiale og bør i langt højere grad genbruges, lyder det.

Over fem milliarder mobiltelefoner ventes at blive skrottet i år. Hvis de blev stablet oven på hinanden, ville de nå en højde på over 50.000 kilometer. (Arkivfoto).
Over fem milliarder mobiltelefoner ventes at blive skrottet i år. Hvis de blev stablet oven på hinanden, ville de nå en højde på over 50.000 kilometer. (Arkivfoto). Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix.

Over fem milliarder mobiltelefoner ventes at blive skrottet i løbet af 2022.

Det fremgår af en ny rapport fra organisationen WEEE Forum.

Ifølge rapporten er der i alt omkring 16 milliarder mobiltelefoner på verdensplan. Og næsten en tredjedel af dem vil ifølge rapporten altså enten blive smidt væk eller gemt af vejen i løbet af i år.

De fem milliarder mobiltelefoner ville, hvis de blev stablet oven på hinanden, nå en højde på over 50.000 kilometer. Det er over 100 gange så højt som Den Internationale Rumstation, der ligger i cirka 400 kilometers højde.

WEEE Forum repræsenterer 46 forskellige organisationer, der har til formål at håndtere producentansvaret for udtjent elektronik.

Ifølge organisationens direktør er det et problem, at mobiltelefoner ofte bliver gemt væk i en skuffe i stedet for at blive genbrugt.

- Smartphones er et af de elektroniske produkter, der bekymrer os mest, siger Pascal Leroy, der er direktør før WEEE Forum.

Mange mobiltelefoner indeholder værdifuldt materiale som guld, sølv og kobber. Derfor giver det god mening at genbruge dem, lyder det.

- Hvis vi ikke genbruger de værdifulde materialer, som de indeholder, så skal vi finde materialerne i miner i lande som Kina eller Congo, siger Pascal Leroy.

Udtjente mobiltelefoner udgør blot en lille del af verdens samlede elektroniske affald. Ifølge en rapport fra 2020 er der årligt over 44 millioner ton elektroniske produkter, der ikke bliver genbrugt.

Ifølge rapporten fra WEEE Forum har den gennemsnitlige europæiske familie ophobet omkring fem kilo udtjente elektroniske produkter per person.

Cirka halvdelen af de adspurgte i forbindelse med rapporten forklarer, at de gemmer produkterne, hvis de en dag skulle få brug for dem igen.

- Folk har en tendens til at glemme, at disse umiddelbart ubetydelige produkter har stor værdi, og når det hele gøres op, så drejer det sig enorme mængder globalt, siger Pascal Leroy fra WEEE Forum.

/ritzau/AFP