Selvom kristne i Israel bor i det, der ofte betegnes som Det Hellige Land, har det ikke ligefrem føltes som et helligt sted de seneste år.
I et stadig stigende omfang er kristne steder i Israel og på Vestbredden blevet angrebet af det, der formodes at være jødiske ekstremister.
Der er uenighed om, hvor omfattende angrebene mod kristne er. Nogle organisationer mener, at kristne og muslimske steder tilsammen er blevet angrebet 43 gange siden 2009. Andre siger, at kristne steder alene er blevet ramt over 50 gange i løbet af tre år.
Angrebene veksler lige fra hærværk mod præsters biler og graffiti på kirker til stenkast mod pilgrimme og brandattentater. Fælles for dem alle er, at myndighederne ikke har været i stand til at opklare nogen af forbrydelserne.
Kristne ledere i Israel har gentagne gange de seneste år forsøgt at skabe opmærksomhed for de vanskelige vilkår for Israels kristne og offentligt kritiseret de israelske myndigheder for ikke at gøre nok ved problemerne. I forrige måned sendte den katolske kirke i Israel en rapport til Vatikanet om, hvor alvorlig situationen er for kristne i landet.
Noget tyder på, at de israelske myndigheder nu begynder at slå hårdere ned på jødisk ekstremisme, efter en mordbrand sidste uge kostede en 18 måneder gammel palæstinensisk baby livet. I løbet af de seneste uger er det lykkedes at få sigtet tre ekstremistiske jøder for et opsigtsvækkende brandattentat mod kirken for Jesu bespisningsunder.
Her er en række af de mest opsigtsvækkende angreb de seneste par år:
Latrun kloster

4. september 2012
Et kloster for katolske trappistmunke i Latrun mellem Jerusalem og Tel Aviv blev overmalet med anti-kristne ord. Gerningsmændene satte ild til en yderdør af træ, men ilden nåede ikke at sprede sig til større dele af klosteret.
Protestantisk kirkegård på Zionbjerget

7. oktober 2013
Grave på en af Jerusalems ældste og mest betydningsfulde kristne gravpladser, den protestantiske gravplads på Zionbjerget, blev smadret og overmalet med grafitti.
Skt. Jørgen Kirke i Jerusalem

9. maj 2014
Op til pavens besøg i Jerusalem i 2014 oplevede byens kirker og klostre en lang række tilfælde af hærværk. Det vakte især opsigt, da den ortodokse Skt. Jørgen Kirke ved Den Gamle By blev overmalet med antikristne slagord.
Dormitionsklosteret på Zionbjerget

26. maj 2014
En time efter paven havde besøgt Nadersalen i Jerusalem, blev der sat ild til det katolsk benediktinerklosters kirke, der ligger nabo til Nadversalen. Branden blev hurtigt opdaget og nåede ikke at sprede sig til større dele af kirken. Munkene i klosteret siger, de dagligt oplever at blive spyttet efter eller chikaneret på anden måde af jødiske ekstremister.
Kirken for Jesu bespisningsunder

18. juni 2015
Der blev sat ild til og malet graffiti på kirken og klosteret for Jesu bespisningsunder i Nordisrael. Branden blev slukket, inden den fik fat i selve kirkebygningen, men ødelæggelserne var de mest omfattende i rækken af angreb på kristne steder. To personer blev indlagt med røgforgiftning.