Fem vigtige temaer ved det svenske valg

Udlændingespørgsmålet er løbet med det meste af opmærksomheden under valgkampen i Sverige, men også klimaet og velfærden har betydning for, hvor svenskerne sætter deres kryds på søndag. Få et overblik over, hvilke emner vælgerne ellers er optaget af

Fem vigtige temaer ved det svenske valg
Foto: Jonathan Nachstrand/Ritzau Scanpix.

Siden valgkampen begyndte for omkring fire måneder siden, har konsekvenserne af indvandringen sat sig på størstedelen af den politiske debat. Men for rigtigt mange svenskere er nære spørgsmål som sundhed, skole og tryghed mindst lige så vigtige. Her følger fem temaer, der også har præget valgkampen og kan have indflydelse på, hvilket parti svenskerne stemmer på.

Udkantssverige

Postkontorerne er lukket, politistationen er lagt sammen med nabobyens, og de veluddannede forlader hjemstavnen, når chancen byder sig. Sådan ser virkeligheden ud i flere udkantsområder i det nordlige Sverige, men også i Småland og det cen-trale Sverige oplever mindre byer, at sammenhængskraften er udfordret.

På samme måde som i Danmark har debatten om centraliseringens konsekvenser rejst sig under valgkampen, og den rød-grønne regering har bebudet at flytte 500 statslige arbejdspladser ud til de små samfund. Et af de voksende spørgsmål i debatten om forholdet mellem hovedstaden og resten af Sverige er forholdet til EU, hvor mange svenskere i dag er lokket af Sverigedemokraternes forslag om en folkeafstemning om medlemskabet.

”Der er ingen fremtid for de tyndt befolkede områder. Folk vil ikke have børn her. Og det er tungt for os,” sagde Sollefteå-indbyggeren Anna Marica Ek for nylig til Aftonbladet.

Velfærd, sundhed og skole

I mange undersøgelser over vælgernes vigtigste temaer ligger velfærden helt i top. Særligt er det svenske sundhedssystem, hvor køerne til behandling vokser flere steder, skaber bekymring. Statsminister Stefan Löfven (S) lovede før valget i 2014, at han ville nedbringe køerne til kræftbehandling, men ifølge Svenska Dagbladet har de aldrig været længere end nu. Også spørgsmålet om vilkårene på landets skoler har præget debatten. Stefan Löfven kalder rigsdagsvalget for en folkeafstemning om velfærden som modsvar til Sverigedemokraternes snak om en folkeafstemning om indvandring. Men trods de mange løfter er statsministeren i modvind, blandt andet fordi der er stor mangel på hænder i sundhedssystemet.

”Der er i lang tid ikke blevet investeret nok. Man kan ikke dramatisk sænke skatterne, som den forrige (borgerlige) regering gjorde, og tro, at det ikke påvirker velfærden,” sagde statsministeren for nylig i et interview med Svenska Dagbladet.

Samarbejdet med Sverigedemokraterne

For mange svenskere er de største spørgsmål ved søndagens valg, hvor mange mandater Sverigedemokraterne får i det nye parlament, og hvordan de andre partier vil reagere på det indvandringskritiske partis forventede store fremgang. I den forgangne valgperiode er partiet blevet holdt ude af formelle forhandlinger, og det er kun det borgerlige Kristendemokraterne, der – som det ser ud nu – forventes at være fristet til at lukke Jimmie Åkessons parti ind i forhandlingerne efter valget.

”(…) Vi kommer aldrig til at forhandle med partier, som ikke støtter op om alle menneskers lige rettigheder og værdier. Vi vil aldrig forhandle med Sverigedemokraterne,” sagde Centerpartiets leder, Annie Lööf, i sin tale på den politiske festival Almedalsveckan i juli. Centerpartiet er en del af den borgerlige alliance.

Klima og miljø

Inden den usædvanligt varme sommer var der intet, der tydede på, at hensynet til miljøet og klimapolitikken ville få en betydning i valgkampen. Men efter flere omfattende skovbrande og perioder med rekordtemperatuer måtte selv Sverigedemokraterne pludseligt levere på det grønne område.

Centerpartiet og Miljøpartiet, der begge er grønne partier, klappede i hænderne, og i løbet af sommeren strøg spørgsmålet op på listen over vælgernes vigtigste temaer.

”Er Jorden ved at gå under? Nej, det tror jeg nu ikke,” sagde Sverigedemokraternes partileder, Jimmie Åkesson, i sin sommertale i Sölvesborg.

Tryghed

Bekymringen for fremtiden og de seneste års udvikling i det svenske samfund optager mange vælgere. Mange er utrygge over kriminaliteten, integrationsproblemerne og politiets voksende vanske-ligheder med at opklare forbrydelser. Frygten for Rusland, Brexit og den politiske udvikling i USA har også medvirket til at give panderynker i nabolandet. Og selvom tryghed dækker over mange politiske sager, er det en genganger i mange debatter, at politikerne vil genskabe trygheden.

”Vi moderater vil (…) give politiet til opgave at sikre, at der kommer mere politi i gadebilledet. Det er helt afgørende for at vende den tryghedskrise, Sverige befinder sig i øjeblikket,” sagde det borgerlige parti Moderaternes leder, Ulf Kristersson, til Svenska Dagbladet for nylig.