I år markeres påsken bag pigtråd i Pakistan

Det er et år siden, at en selvmordsaktion forvandlede livet for de mange mennesker, der på en solbeskinnet påskesøndag i marts 2016 befandt sig i en forlystelsespark i Lahore. Pakistans biskop, Humphrey Peters, siger i dag, at dyre sikkerhedsforanstaltninger har forandret hans kirke til noget, der minder om et fængsel

En nonne holder et lys under en mindegudstjeneste for ofrene efter terrorangrebet påskesøndag sidste år i den pakistanske by Lahore. –
En nonne holder et lys under en mindegudstjeneste for ofrene efter terrorangrebet påskesøndag sidste år i den pakistanske by Lahore. – . Foto: K.M. Chaudary/AP/Ritzau Foto.

Sognet kaldes for verdens farligste sogn. Jeg er taget til St. Johns gamle kirke i byen Peshawar i provinsen Khyber Pakhtunwa, som ligger på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan.

Kirken, der blev bygget mellem 1851 og 1860, er omkranset af en høj mur. Her residerer biskop Humphrey Peters, leder af Church of Pakistan (Pakistans Kirke). Han kan gøre status over de kristnes situation på etårsdagen for terrorangrebet.

Sikkerhedsfolkene tager ingen chancer, da vores bil nærmer sig den store metalport. En hundefører tager en runde om bilen. En anden vagt tjekker bilens undervogn med et spejl på en lang stang. Yderligere fire mænd i uniform med maskingeværer over skulderen står langs vejen.

Mens chaufføren parkerer bilen, går porten op igen, og endnu en bil kører ind. Heri sidder fire unge mænd. De stopper ikke så langt fra os.

Et par præster og biskoppens sekretær står klar til at modtage mig. De er blevet nervøse ved synet af den anden bil. Mens jeg bliver vist ind på biskoppens kontor, begynder et par af mændene fra bilen at stille spørgsmål til en af præsterne. Jeg får at vide, at det er folk fra ISI – den pakistanske efterretningstjeneste. De er kommet for at forhøre sig om, hvad en journalist som mig vil med biskoppen.

Biskoppen ankommer – klædt i den traditionelle pakistanske lange tunika, ”kameez”, og de vide bukser, ”shalwar”. Den grå farve matcher hans gråsprængte hår. Om halsen har han en perlekrans med et stort trækors. Ud over dragten bærer han en sort habitjakke.

Det er sen eftermiddag, så lyset forsvinder hurtigt. Derfor går vi straks ned mod kirken, mens jeg spørger, hvorfor der er brug for så meget sikkerhed. På afstand følges vi både af kirkens egne bevæbnede vagter og de fire mænd fra den pakistanske efterretningstjeneste.

”Efter sidste års terrorangreb i Lahore har tingene ændret sig meget. Regeringen har krævet, at vi skal sørge for både sikkerhedstjek og bevæbnede vagter. Og så skulle muren være tykkere og ni meter høj med pigtrådsspiraler, som der sidder barberblade på. For kirkens egen regning. De penge kunne vi godt have brugt på de svage og fattige i vores menighed. Sådan har det aldrig været før. Når vi træder ind på området i dag, føles det nærmest som et fængsel og ikke et Guds hus længere,” siger biskoppen.

Den mere end 150 år gamle kirke står badet i den sene aftensol. Ved indgangen til kirken venter en ældre mand på biskoppen. Han kysser biskoppens hånd og lovpriser ham for hans venlighed.

Indenfor er der til forskel fra en dansk kirke ingen statuer eller billeder af Jesus, hans disciple eller Jomfru Maria. Alteret består af et enkelt langt bord, hvorpå der i hver ende står to vaser med friske hvide blomster. I midten ligger en åben bibel ved siden af en mikrofon.

St. Johns Kirke blev i sin tid bygget for de britiske soldater, der var udstationeret i North West Frontier Province (Den nordvestlige grænseprovins), som denne del af Pakistan blev kaldt under kolonitiden. Kirken var dengang samlingssted for soldaternes familier. I dag fungerer den som samlingspunkt for samfundets svageste.

”Det sociale hierarki har ikke ændret sig meget på de 70 år, Pakistan har eksisteret. De kristne udgør stadig den marginaliserede, svage og fattigste gruppe i Pakistan. Det politiske, sociale, religiøse og det juridiske system yder ikke meget støtte til de marginaliserede mindretal i dette samfund. Vores grundlov har sikret os en masse rettigheder som mindretal, men de overholdes ikke i praksis,” siger Humphrey Peters.

Dermed lægger regeringen hele linjen for, hvordan kristne og andre mindretal bliver behandlet i Pakistan.

”En ikke-muslim kan aldrig blive statsoverhoved i dette land. Eller blive chef for de militære styrker eller højesteretsdommer. Nummer to ja, men aldrig den øverstbefalende chef. Disse forhold bliver ikke revideret eller ændret af regeringen, som dermed lægger linjen for hele samfundet,” han.

Selvom de kristne har fem procent kvotepladser i det pakistanske parlament, kan de ikke opstille deres egne kandidater til valgene. De kristne kandidater bliver udpeget af de etablerede partier, og det er ikke nødvendigvis de bedst egnede, der bliver opstillet.

”Det er virkelig sørgeligt. Selvom vi har kristne repræsentanter i parlamentet, bliver vi ikke hørt i den lovgivende forsamling. Hvis deres partier siger nej til lovforslag, som omhandler de religiøse minoritetsgrupper, kan de kristne repræsenter ikke gøre ret meget. Og det er en skandale,” siger biskoppen.

På vej tilbage mod hans kontor kommer vi forbi skolen. Også den er omkranset af trådhegn og spiraler af pigtråd på toppen.

De ekstreme grupper i Pakistan har været i stand til at rekruttere blandt fattige, arbejdsløse mænd. Af og til ses nogle af disse mænd køre rundt i gaderne med et helt grønt flag med en måne og stjerne på. I det pakistanske flag er en tredjedel af bundfarven hvid, og det hvide symboliserer de mange religiøse minoriteter i landet. Jeg spørger biskoppen, hvordan det påvirker ham at se, at den hvide farve bevidst er udeladt.

”Det grønne flag symboliserer den religiøse ekstremisme. Og det er et stort problem, at vi pakistanere ikke bekæmper disse bevægelser. Som religiøs leder mener jeg, at det er de religiøse lederes ansvar at gå forrest i den kamp. Det gælder også de muslimske ledere – ikke de ”halvbagte”, men de lærde, som kender religionen. De burde lære disse unge mennesker, at ekstremismen ikke er det sande budskab fra religionen. Men personligt rører det mig ikke. Jeg er pakistaner, en kristen pakistaner, og jeg er stolt af det. Det ændrer heller ikke noget for mig, at Pakistan, der blev grundlagt som ”The Republic of Pakistan”, i dag kalder sig selv for ”The Islamic Republic of Pakistan,” siger Humphrey Peters.

Det pakistanske militær har det seneste år slået hårdt ned på ekstremister i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan. Hvordan påvirker det sikkerheden for de kristne i området?

”Vi er meget påpasselige og på vagt. Særligt fordi vi har fået meldinger om, at Isis/Daesh (også kaldet Islamisk Stat, red.) har slået pjalterne sammen med nogle fraktioner af Taleban i Afghanistan. Via de sociale medier har de meddelt, at de nu vil angribe offentlige bygninger, hospitaler, skoler og herunder også kirkelige institutioner. Også hinduer og sikher i Peshawar bliver truet og kommer og beder os om hjælp. Jeg kan ikke tilbyde dem sikkerhed, men vi kan tale om disse udfordringer med en fælles stemme. Vi er i alarmberedskab og på vagt,” siger biskoppen.

Hvad er Deres budskab for påsken her et år efter terrorangrebet mod kristne i Lahore?

”Mit budskab er, at vi hver især skal stræbe mod det bedste i hver vores religion. Hvis vi er muslimer, skal vi stræbe efter at blive de bedste muslimer. Det samme gør sig gældende for hinduer, sikher og selvklart også for kristne. I stedet for at bekrige og slå hinanden ihjel, kunne vi føre hellig krig og jihad mod an-alfabetisme, fattigdom, forurenet vand og miljøødelæggelser. Først når vi begynder at gøre det, kan vi alle opnå fred,” siger han.

Biskop Humphrey Peters rækker mig hånden og vi siger farvel. Jeg bliver kørt ud gennem metalporten igen. Bilen med de fire mænd fra det pakistanske efterretningstjeneste holder stadig på området og følger efter os på afstand.