Trump er en gave til USA's feminister

Donald Trump har med sin mandschauvinistiske adfærd utilsigtet pustet nyt liv i den amerikanske køns- og ligestillingsdebat

Trump afviser alle beskyldninger om sexchikane og truer med at sagsøge kvinderne bag anklagerne. Men sagerne og hans hypermaskuline adfærd er blevet katalysator for en national samtale om den verbale og fysiske seksuelle intimidering, som mange amerikanske piger og kvinder oplever.
Trump afviser alle beskyldninger om sexchikane og truer med at sagsøge kvinderne bag anklagerne. Men sagerne og hans hypermaskuline adfærd er blevet katalysator for en national samtale om den verbale og fysiske seksuelle intimidering, som mange amerikanske piger og kvinder oplever. . Foto: Evan Vucci/AP/Polfoto.

Køn, sexisme og definitionen af maskulinitet spiller almindeligvis ingen rolle i amerikanske valgkampe. Det har imidlertid ændret sig i år, efter at Donald Trumps præsidentkandidatur utilsigtet har bragt disse emner i forgrunden i valgkampens sidste uger.

Amerikanske feminister forventede, at den kendsgerning, at USA med demokraten Hillary Clinton kan få sin første kvindelige præsident, ville være drivkraft for en hidtil uset ligestillingsdebat i 2016-valgkampen. I stedet er det paradoksalt nok afsløringerne af en 11 år gammel optagelse, hvori Donald Trump praler med at udnytte sin stjernestatus til at begramse og tvangskysse kvinder, samt en række sexchikaneanklager mod den republikanske præsidentkandidat, der har fået en veritabel lavine til at rulle. Også Trumps opsigtsvækkende brug af kvindefjendske skældsord såsom ”ækel kvinde” om Clinton har bidraget til furoren.

Trump afviser alle beskyldninger om sexchikane og truer med at sagsøge kvinderne bag anklagerne. Men sagerne og hans hypermaskuline adfærd er blevet katalysator for en national samtale om den verbale og fysiske seksuelle intimidering, som mange amerikanske piger og kvinder oplever.

På de sociale medier Twitter og Facebook har titusinder af kendte og ukendte kvinder delt deres personlige historier om seksuel chikane og overgreb, og nyhedsmedierne er spækket med artikler om mandschauvinisme og ligestilling. I magasinet Foreign Policy skriver kønseksperterne Valerie Hudson og Christina Asquith, at Donald Trumps præsidentkampagne muligvis er ”det bedste, som er sket for den amerikanske feministiske bevægelse i årtier”.

”Det forekommer, at den amerikanske feministiske bevægelse, som længe har været defineret af det kontroversielle abortspørgsmål, endelig gør fælles front mod den hverdagssexchikane og endda overgreb, som de fleste amerikanske kvinder oplever på et tidspunkt i deres liv,” skriver de.

Feminister har i årtier forsøgt at vække amerikanernes harme over, hvordan kvinder begramses, underkendes og udskammes af mænd. Ikke desto mindre har Donald Trumps ord og praleri vist millioner af vælgere – heriblandt folk, der betragter feminisme som et skældsord – hvad kvinder udsættes for hver dag, skriver Susan Chira, der er redaktør for kønsstof på avisen The New York Times.

”Det var meningen, at dette skulle være et valg, hvor Hillary Clinton var nødt til at bevise over for vælgere, at en kvinde havde kvalifikationerne og temperamentet til at blive præsident. Men i stedet for at bekymre sig om, hvorvidt en kvinde er for følelsesladet, impulsiv og ukvalificeret til det højeste embede, har vælgere spurgt sig selv, om det samme gør sig gældende for den mandlige kandidat,” skriver Susan Chira, der kalder Trump ”en gave til feminister”.

Hun påpeger, at Trumps udtalelser også har åbnet amerikanske mænds øjne for de vilkår, som kvinderne i deres liv lever under.

”Han puster nyt liv i en bevægelse for at omdefinere, hvad en rigtig mand egentlig er og bør være,” skriver Susan Chira.

Kate Harding, der er forfatter til bogen ”Asking for It” (Hun bad om det) om seksuelle overgreb, roser i nyhedsmediet U.S. News & World Report Donald Trump for at have tvunget USA til at se sin kvindefjendske kultur i øjnene. I en artikel med overskriften ”En grund til at takke Trump” skriver hun:

”Jeg er oprigtigt taknemmelig for, at du har udstillet den racisme, det fremmedhad og den sexisme, der ligger dybt begravet i Amerikas sjæl, og at du har gjort det på en spektakulær ingen-vej-tilbage-måde. Generationer af aktivister for social retfærdighed har kæmpet for at opnå, hvad du har udrettet i en enkelt kampagne.”

Donald Trumps udtalelser koster ham tilsyneladende dyrt i kvindelige vælgeres stemmer. Ifølge en ny meningsmåling fra ABC News agter 55 procent af USA’s kvinder at stemme på Clinton, mens 35 procent bakker op om Trump.