Nekrolog: Feministen, der begravede det konservative Frankrig

Gisèle Halimi var en af den franske kvindekamps sidste store skikkelser, der udkæmpede alle Frankrigs kulturkampe om abort, voldtægt og kolonialisme. Ved sin død i en alder af 93 år har hun modtaget enstemmig officiel hyldest, mens forskellige fraktioner af feminismen kæmper om hendes arv

Selv har Gisèle Halimi adskillige gange forklaret, hvordan hendes lidenskabelige kamp mod uretfærdighed udsprang af hendes opvækst i det krydsfelt af kolonialisme, racisme og patriarkalsk konservatisme, som var normen, da hun blev født af jødiske forældre i 1927 i det franske protektorat Tunesien. Arkivfoto.
Selv har Gisèle Halimi adskillige gange forklaret, hvordan hendes lidenskabelige kamp mod uretfærdighed udsprang af hendes opvækst i det krydsfelt af kolonialisme, racisme og patriarkalsk konservatisme, som var normen, da hun blev født af jødiske forældre i 1927 i det franske protektorat Tunesien. Arkivfoto. Foto: Jack Guez/AFP/Ritzau Scanpix.

I 1960’erne og 1970’erne var hendes navn i vide kredse synonymt med undergravelse af samfundets moralnormer. Som en rambuk hamrede den unge, jødiske advokat fra Tunis mod de patriarkalske grundpiller i det franske samfund. Efter sin død den 28. juli har hun modtaget hele det officielle Frankrigs hyldest. De love, Gisèle Halimis klienter forbrød sig mod, eksisterer ikke mere. Hverken forbuddet mod abort eller den juridiske sympati med voldtægtsforbrydere. Kolonialismen og dens tortur af frihedskæmpere er afskaffet.

Det franske parlament har hyldet hende med stående applaus, og en officiel æresbevisning fandt sted ved begravelsen i Paris i går.

”Frankrig mister en lidenskabelig demokrat, der både som advokat, aktivist og politiker var en af de store forkæmpere for kvindernes frigørelse,” skriver præsident Emmanuel Macron på Twitter.

Selv har Gisèle Halimi adskillige gange forklaret, hvordan hendes lidenskabelige kamp mod uretfærdighed udsprang af hendes opvækst i det krydsfelt af kolonialisme, racisme og patriarkalsk konservatisme, som var normen, da hun blev født af jødiske forældre i 1927 i det franske protektorat Tunesien.

”Som barn oplevede jeg kolonialismens foragt for ’de indfødte’, og denne foragt blandede sig med min personlige oplevelse af forkastelsen af kvinder,” fortalte hun i et interview i 2012.

Zeiza Gisèle Elise Taïebs forældre var så skuffede over at få en datter, at der gik flere uger, før de fortalte om hendes fødsel. Piger skulle bare giftes bort, og som 16-årig kæmpede – og vandt – Gisèle kampen mod forældrenes beslutning om at gifte hende væk til en rig, 35-årig bekendt. Inden da havde hun som 12-årig sultestrejket i en uge i protest mod at skulle betjene sine yngre brødre.

Hendes første kamp handlede derfor om at få en uddannelse, læse jura og blive advokat. Hun blev offentligt kendt, da hun under Algeriet-krigen i 1960 forvandlede retssagen mod et ungt, kvindeligt medlem af den algeriske befrielsesbevægelse FLN til en sag om den franske hærs brug af tortur og voldtægt.

I 1971 var hun sammen med forfatteren Simone de Beauvoir blandt de 343 franske kvinder, der stod offentligt frem og sagde, at de havde fået foretaget en illegal abort. Året efter blev hun forsvarer for en 16-årig pige, som var anklaget for at have fået en illegal abort efter en voldtægt, samt for de fem kvinder, deriblandt pigens mor, der var anklaget for at have medvirket ved aborten.

”Hvor mange af d’herrer dommere ville finde sig i at blive dømt af kvinder for at have bestemt over deres egen krop,” sagde hun blandt andet under retssagen, som blev en væsentlig etape på vejen mod legaliseringen af abort i 1974.

Og i 1978 gik hun til angreb på det franske samfunds overbærenhed med voldtægtsforbrydere. Hun førte sagen for to unge kvinder, som var blevet voldtaget i fem timer af tre mænd på en strand nær Marseille. De blev idømt henholdsvis seks og fire års fængsel for overfald, men ikke for voldtægt. Men sagen førte til, at strafferammen for voldtægt to år senere blev hævet.

”Jeg ved ikke, hvordan vi skulle have overlevet det hele uden Gisèle Halimi. Hun modtog dødstrusler både under og efter retssagen, man råbte og spyttede efter hende,” siger et af voldtægtsofrene, Anne Tonglet, til radiostationen Europe1.

For Pauline Baron fra bevægelsen Nous Toutes, der udspringer af den franske MeToo-bevægelse, står nutidens feminister på skuldrene af Gislèle Halimi i kampen mod seksuelle overgreb. I dagbladet Le Figaro peger journalist Sonia Mabrouk snarere på, at hun holdt sig på afstand af moderne feministers identitetskamp og smækkede med døren til foreningen SOS Racisme på grund af sin modstand imod det islamiske tørklæde.

Gisèle Halimi afviste, at kvindekamp er en kamp mod mænd. Men hun købte heller ikke påstandene om, at moderne kvinder ikke har mere at kæmpe for, og at kritikken af en maskulin voldskultur er et udtryk for offermentalitet.

”At hævde, at kvinder, der udsættes for sexchikane, bare skal give manden en lussing, er udtryk for uvidenhed om virkeligheden. Mænds voldelighed mod kvinder er en kulturel norm, som i nogle samfund er fuldt ud accepteret, og som mænd også selv er ofre for,” sagde Gisèle Halimi i 2003 i et interview med dagbladet Humanité.