Finland, Norge og Sverige går forrest for fred. Men hvad med Danmark?

Der er en overflod af verdensmålsnåle, pindemadder og deltagere fra alverdens lande, som får mulighed for en selfie med den tidligere topdiplomat Jan Eliasson. På den stort anlagte konference i Stockholm er fredens forhandlere superstjerner.

Arrangøren er Stockholm International Peace Research Institute, Sipri. Mens krigen raser i Ukraine, skal førende fredsforskere og andet godtfolk diskutere, hvordan man skaber ”et miljø, hvor freden kan eksistere”.

I foyeren står Stefan Löfven og tripper. Indtil november sidste år var han Sveriges statsminister, nu er han nyudnævnt bestyrelsesformand for fredsforskningsinstituttet Sipri. Inden han skal på scenen, kan han lige nå et enkelt spørgsmål: Hvorfor er svenskerne så optaget af fred og diplomati?

”Svaret skal nok findes i vores historie,” indleder den 64-årige Löfven.

”Siden nederlaget i krigen i 1809 (hvor Sverige måtte afstå Finland til det russiske kejserrige, red.) har Sverige været neutralt, siden alliancefri. På sin vis begyndte man allerede dengang at forstå, at vi kunne opnå meget mere ved at agere for fred frem for det modsatte.”

Stefan Löfven nævner en række centrale skikkelser i svensk politik og diplomati, som satte internationale aftryk. Hjalmar Branting, Olof Palme, Dag Hammarskjöld og Alva Myrdal.

”Det var alle mennesker, som på en eller anden måde ihukom sig Martin Luther Kings berømte ord om at dem, der elsker fred, må arbejde mindst lige så hårdt for freden som dem, der elsker krig. Og den kamp skal kæmpes i skolerne, i hverdagslivet, i politikken og i resten af samfundet. Særligt nu, hvor freden synes sjældent langt væk, er det vigtigt. Vi må tænke fred, snakke fred, agere for fred. Når alt handler om krig, er det ekstra vigtigt at fremhæve freden.”

Forskel på forskning

Et af de områder, hvor Sverige – sammen med blandt andre Norge og Finland – adskiller sig fra Danmark, er fredsforskning. I hvert fald på papiret.

I Stockholm har de Sipri. I Oslo Prio. Og i finske Tampere har de Tapri. Fredsforskningsinstitutter. Men i Danmark blev Copri – Copenhagen Peace Research Institute – sløjfet i 2003. Sammen med en række andre institutioner, herunder Dansk Udenrigspolitisk Institut, blev Copri i stedet til Diis, Dansk Institut for Internationale Studier.

Ifølge fredsforsker Jan Øberg var udviklingen et led i daværende Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussens ”store kulturkamp” i 2000’erne, hvor afviklingen af Copri betød, at Danmark blev ”en hvid plet på fredsforskningens verdenskort”.

Anderledes ser det ud i Norge, hvor mægling og diplomati har spillet en fremtrædende rolle i årtier, og fredsforskningsinstituttet i Oslo stadig findes.

”I Norge har fredsperspektivet historisk spillet en ganske fremtrædende rolle, og forskningen på området har i mange år haft en stærk position i det akademiske miljø,” fortæller Henrik Urdal, direktør for Prio, Peace Research Institute Oslo.

Politiske prioriteringer påvirker den offentlige debat, understreger han. Og da Copri blev til Diis i Danmark, holdt Norge fast i et selvstændigt fredsforskningsinstitut. Noget, som ifølge Prio-direktøren har påvirket, ”i hvilken grad den offentlige debat accepterer fredsperspektivet”.

”Mit indtryk er, at fred og fredsforskning har andre politiske konnotationer i Norge og sandsynligvis også i Sverige end i for eksempel Danmark. Det hænger delvist sammen med den rolle, som fredsprocesser har haft i norsk udenrigspolitik. Norge har satset ganske tungt på mægling som en central del af sin udenrigspolitik de senere årtier,” siger han og nævner arbejdet med at mægle mellem palæstinenserne og Israel under den såkaldte Oslo-proces i 1990’erne.

Ifølge Henrik Urdal findes der ”en folkelig forståelse" af, at fredsarbejde, diplomati, konfliktforebyggelse er vigtige prioriteter for Norge.

”Det skaber en national stolthed og identitet; det her er Norges bidrag til verden. Og vi ser jo også, at der er meget høj folkelig opbakning til bistandsområdet og ideen om, at Norge skal gå forrest i arbejdet for fred og mægling i konflikter,” siger han og peger samtidig på, at fredsforskning i Norge ikke ses som politisk betændt:

”Hvis man ikke kender akademia og Norge, ville en typisk indskydelse sikkert være, at fredsforskning kommer med en politisk agenda. At det er knyttet til en venstrefløjstradition. Og sådan var det også delvist i 1970’erne for Prios vedkommende, men sådan er det ikke længere. På Prio har det været vigtigt, at vi synliggør, at vi er noget andet end fredsbevægelsen; at vi er vidensleverandører."

Sverige er duks

Trods diplomatiske landvindinger og Nobels Fredspris er det dog ikke Norge, men Sverige, som skiller sig ud i et skandinavisk perspektiv. Det mener i hvert fald den danske fredsforsker Jan Øberg, som fra 1983 til 1989 stod i spidsen for fredsforskningsinstituttet på Lunds Universitet i Sverige, og som siden har været chef for Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF.

”Sverige har traditionelt set tænkt selv, stået uden for alliancer, og var indtil for 20-25 år siden neutralt. I hvert fald på papiret. Således kunne man være en mæglernation. Et af de bedste eksempler er statsminister Olof Palme, der sammen med statssekretær Jan Eliasson rejste til krigen mellem Iran og Irak. De risikerede deres liv for freden. Sverige bidrog i vidt omfang til FN’s fredsbevarende styrker, havde diplomater i FN samt en statsminister, som var intellektuel drivkraft,” siger Jan Øberg.

”Sverige var i den grad et land, der var anderledes. Man stod op for principper, for folkeretten og FN. For en verden med færre våben og uden atomvåben. I den henseende har Sverige været lysår foran Danmark,” mener han.

Helt så firkantet kan man dog ikke stille det op, lyder det fra Per Stig Møller, konservativ dansk udenrigsminister mellem 2001 til 2010 og i den tid som EU-formand medforfatter til den såkaldte køreplan for fred i Mellemøsten.

”Det er klart, at svenskerne med deres humanistiske og feministiske udenrigspolitik har følt, at de var lidt bedre end os andre. De har haft en selvforståelse som både fredeligere og finere end naboerne. De har troet på freden, men samtidig har de jo haft en enorm våbeneksport, så det klinger lidt hult,” siger han.

”I virkeligheden er den største forskel i Norden nok, at Danmark har øvet indflydelse gennem EU, som Norge står udenfor, og gennem Nato, som Sverige - endnu - står udenfor. Og derfor syner vores indsats for fred måske af mindre. Men jeg vil bare minde om, at Danmark spillede en hovedrolle i udformningen af Ilulissat-erklæringen fra 2008, som har skabt orden i Arktis mellem blandt andre USA og Rusland. Det kan vi godt være stolte af.”

Mindre Martin Luther King

Til trods for, at både Sverige såvel som Norge og Finland har en stolt historie, hvad angår mægling og fredsforskning, så mener Jan Øberg ikke, at der er videre grund til optimisme. Fredsforskningen i traditionen fra den norske sociolog og fredsforsker Johan Galtung, som grundlagde Prio i 1959, handler nemlig om at være en forskningsdisciplin, hvis mål er at reducere volden i verden, fortæller han.

”Altså diskutere voldens forskellige dimensioner og så spørge, hvorfor den sker, hvad der forklarer den, og hvad kan vi gøre for at få den reduceret. Men hos Prio handler det i dag om internationale relationer, udenrigspolitik, globale studier. Formålet er ikke at reducere volden i verden,” siger Jan Øberg, som har brugt en stor del af sit liv i det nordiske fredsforskningsmiljø. 

”Det samme er i og for sig tilfældet hos Sipri i Stockholm. De er gode til at holde styr på, hvor mange missiler der eksporteres rundt omkring, men man taler ikke om Gandhi eller Martin Luther King længere. Ikke-vold og nedrustning er ikke på radaren. På den måde afspejler udviklingen inden for forskning og uddannelse meget godt, hvad der er sket på det politiske område.”

Selv har Øberg rådgivet den socialdemokratiske minister Lise Østergaard, som arbejdede med nedrustning i Anker Jørgensens regering i slutningen af 1970'erne. Og sammen med kollegerne i Lund lavede Øberg desuden en række udredninger for det svenske udenrigsministerium på Olof Palmes tid.

”For 40 år siden insisterede man på intellektuelt input, man ville bygge politik på folk, som vidste noget om tingene. Sådan er det ikke længere. Slet ikke, hvis du er kritisk til oprustning og Nato. Freden er ude af forskning, medier og politik. Der er jo ikke nogen i danske medier, som spørger: statsminister, vil den og den beslutning føre til en fredeligere verden?” siger han.

”I det sekund, tænkningen og dialogen om fred forsvinder, får militaristerne frit spil. Når fredstænkningen presses ud, bliver krigen ophøjet til normaltilstand. Og det er livsfarligt. Jeg er meget mere bange for den intellektuelle nedrustning end den militære oprustning.”

Må gå på to ben

Ifølge Stefan Löfven, forhenværende svensk statsminister og nu bestyrelsesformand for Sipri, er der dog ingen modsætning mellem oprustning og fredsfokus.

”Fredsspørgsmålet må altid være øverst på dagsordenen. Jeg har selv som statsminister været med til at øge de svenske forsvarsudgifter med 80 procent fra 2014 til 2025. Men jeg har samtidig sagt, at vi hele tiden også må anstrenge os i den modsatte retning: Hvordan øger vi tilliden, mindsker spændingen, fremmer dialogen. Det er det, der giver langsigtet tryghed for borgerne. Det andet er falsk tryghed. Ja, oprustning kan være fint her og nu, men på den lange bane er det det andet ben, det handler om,” siger han.

”Efter den kolde krig troede vi, at vi var færdige med den slags. At afspændingen var vejen frem; at vi kunne lave aftaler med Rusland. Måske var det naivt, men omvendt havde det også været forkert ikke at forsøge. Men med krigen i Ukraine er forudsætningerne vendt på hovedet.”

Alt er anderledes, understreger Stefan Löfven. Og så alligevel ikke. For som den tidligere svenske topdiplomat og Löfvens forgænger hos Sipri Jan Eliasson konstaterer ved fredskonferencen i Stockholm:

”Jeg plejer at insistere på, at jeg er optimist. Men jeg må også indrømme, at jeg er en bekymret optimist. Og nu er det på høje tid at mobilisere de gode kræfter. Og håbet. Det er der mere brug for nu end meget, meget længe.”