I kølvandet på Brexit, flygtningekrisen og usikkerheden om USA’s internationale lederskab er vigtigheden af den nordiske alliance igen og igen blevet draget frem. Men mens der i Sverige, Danmark og Norge bliver drømt om et endnu tættere fællesskab, er det kulturelt isolerede Finland i gang med at nedtone samarbejdet og værdien af, at landene står sammen.
Sådan lyder det fra forskere, der tager temperaturen på udviklingen i det østligste nordiske land, som netop i dag fejrer 100 års uafhængighed fra Rusland.
”I omverdenens øjne er Norden en meget stærk union, men i virkeligheden oplever jeg, at Finland i større og større grad rykker den anden vej. At man selv vil forhandle med EU, Kina og Rusland, og at man ikke vægter fællesskabet på samme måde længere,” siger Jan Sundberg, professor i statskundskab ved Helsinki Universitet.
Som eksempel nævner han, at det svenske sprog er blevet foreslået fjernet fra skoleundervisningen, at mange unge finner ikke kan tale eller forstå svensk, og at man politisk, økonomisk og kulturelt vægter det engelsksprogede højere end det nordiske. Og det til trods for, at svensk er det andet officielle sprog i Finland, som i over 600 år var svensk.
”Det er bekymrende, og sprogkundskaben er blevet så dårlig, at den finske regering ikke kan følge med i, hvad der sker politisk i de øvrige nordiske lande. Man har simpelthen ikke prioriteret at have folk, der kan forstå, hvad der sker i Rigsdagen i Sverige eller Folketinget i Danmark, fordi det er engelsk og udsynet til Europa, der gælder. Men det har den konsekvens, at man mister kontakten til Norden,” siger han.
Professoren peger på, at der sågar er blevet foreslået valgfrihed i folkeskolen, så eleverne i stedet for svensk skulle kunne vælge russisk. Bevægelsen foregår ifølge Jan Sundberg på mange planer.
”Pointen er, at der samlet tegner sig et billede. På universiteterne, i staten og det private erhverv er interessen for Norden nedadgående, og det betyder, at det i stigende grad er op til de enkelte at holde relationerne i live, fordi de strukturer, der ellers har sikret kontakten, svækkes,” siger han.
Også Bernt Hagtvet, der er professor emeritus i statskundskab ved Universitetet i Oslo, ser med bekymring på, at de finske naboer lader til at have mistet noget af engagementet i det nordiske broderskab. Han fortæller, at Finland ud over øget samarbejde med Europa også i stigende grad handler med russerne, selvom der i forholdet til naboen mod øst altid vil være indbygget skepsis og frygt.
”Storbritanniens og USA’s politiske tilbagetog fra Europa er et argument for at styrke det nordiske fællesskab, der især i svære tider er helt afgørende. Men finnerne har taget et bevidst valg om, at de ser en større politisk og økonomisk fremtid i at stå på egne ben. Selvom det i nogle sammenhænge er positivt for især økonomien, er konsekvensen dog også, at man mister kontakten med den historiske arv, og det er et problem for enhver nation,” forklarer han.
På mange måder er forholdet mellem de øvrige nordiske lande og Finland præget af meget lidt viden om, hvad der foregår hos hinanden, og finsk kultur er ikke ret rodfæstet som en del af, hvad der forstås som nordisk. Det finske sprog adskiller sig ved at være en del af den uralske sprogfamilie, og vikingerne fra det øvrige Norden kom stort set blot forbi på røvertogt.
I Finland er tanken om det fælles Norden heller ikke en del af en nationalistisk opfattelse, fordi finnerne adskiller sig fra de andre lande, og det har betydning for, at man i dag går mod mindre Norden og mere mod EU, mener Bernt Hagtvet.
”Man arbejder på højeste niveau i EU, men hopper buk over Norden. Det skyldes, at Finland sprogligt og kulturelt er isoleret som en øde ø, og at især de unge ikke kan forstå skandinavisk, og det er alvorligt for den nordiske sammenhængskraft,” siger han.
Den norske professor fremhæver som Jan Sundberg den negative udvikling i sprogforståelsen som den væsentligste faktor og vurderer, at en del af forklaringen på, at finnerne nu forsøger sig med et mere direkte samarbejde med Centraleuropa, er et ambivalent forhold til det nordiske broderskab. Man har simpelthen ikke lige så meget selvforståelse på spil, som de øvrige nordiske lande har, mener han.
”Det handler især om relationen til Sverige, der er præget af både nærhed og distance. Det går blandt andet tilbage til, at finnerne er utilfredse med, at svenskerne ikke sendte soldater under Vinterkrigen med russerne mellem 1939 og 1940. Den finske nationalisme fik dengang også racistiske toner, og man havde et etnisk nationalitetsbegreb, hvor Finland skulle gøres frit fra det svenske. Den type syn på naboerne var til sammenligning utænkeligt i Norge, da båndene til svenskerne blev brudt i 1905. Og det viser, at nationalismen har dybere rødder i Finland,” siger han.
Selvom nordmanden ikke mener, at dagens finske politik kan sammenlignes med fortidens, peger han på, at historien er medvirkende til, at man måske ikke føler, at landet har det store at tabe ved at prøve at stå på egne ben.
Dagens Finland er ifølge professoren præget af både europæisme og nationalisme. På den ene side oplever mange en gevinst af at deltage i internationale sammenhænge, men i det nære er de nationale interesser, der i den moderne historie har fyldt mere end i de øvrige nordiske lande, det vigtigste.
Splittelsen viser sig i, at Finland er en del af euro-samarbejdet og det mest pro-europæiske af de nordiske lande, men samtidig lykkedes det i 2015 det nationalistiske De Sande Finner at komme i regering. Partiet blev tidligere i år delt op i to, hvoraf partiet Blå Fremtid sidder i regering.
”Kort sagt er de finske konfliktlinjer dybere, bitrere og varer længere end i det øvrige Norden. På den ene side har man de unge, kosmopolitiske finner, der ser stor værdi i det internationale, og på den anden side ser man den udvikling, som De Sande Finner er udtryk for: Et oprør mod det moderne og globale. Partiet er nu splittet, så det er lidt uvist, hvordan det udvikler sig, men der er ingen tvivl om, at der er en stærkere nationalisme end det øvrige Norden, fordi Finland ikke er en del af en sproglig eller kulturel enhed,” siger Bernt Hagtvet.
I den offentlige debat har De Sande Finner igen og igen stjålet overskrifterne de seneste år, men de nationalt orienterede udgør ifølge iagttagere en større del af det finske samfund end De Sande Finners vælgerkorps.
Andreas Häger, der er docent i religionssociologi med speciale i religionsdebat ved Åbo Akademi i Turku, vil nødigt sammenligne De Sande Finner og deres udbryderparti direkte med de øvrige højrenationale partier i Norden, men peger på, at debatten har rejst dybe konflikter i det finske samfund.
”Partiet har påvirket diskussionen om religion og politik med endda meget islamkritiske fortegn, men jeg vil ikke kalde det en populistisk strømning, fordi det trods alt er mere sagligt end hos eksempelvis franske Front National. Modstanden mod deres retorik er stor i det finske samfund, og de har ikke fået ret meget igennem som regeringsparti, så det er meget usikkert, hvilken vej det vil gå i fremtiden,” siger han.
Udover islamkritik og indvandringsskepsis står De Sande Finner og Blå Fremtid også for idéen om, at Finland i større grad lukker sig om sig selv. Det sker dog ifølge Andreas Häger næppe, og han er heller ikke så bekymret for, at Finland har vendt blikket en anelse mere mod Europa – måske på bekostning af forholdet til de nordiske naboer.
”Drømmen om finsk nationalisme og ønsket om mindre svensk og nordisk er, som jeg ser det, begrænset til en lille gruppe. For i den brede befolkning opfattes tilknytningen til det svenske sprog og Norden som positivt og forklarende for, hvilket land Finland er. Når det er sagt, har der været en tendens til, at Europa kommer før Norden, men det betyder jo ikke, at man er på vej ud af fællesskabet,” siger han.