Finland tager hul på sit første regionsrådsvalg i historien

En reform betyder, at finnerne skal sammensætte 21 nye regionsråd. Professor forudser lav stemmeprocent.

Billedet her er fra sidste års kommunalvalg i Finland. Søndag gælder det landets første regionsrådsvalg (Arkivfoto).
Billedet her er fra sidste års kommunalvalg i Finland. Søndag gælder det landets første regionsrådsvalg (Arkivfoto). Foto: Mikko Stig/Ritzau Scanpix.

De finske vælgere har søndag for første gang nogensinde muligheden for at afgive deres stemme ved et regionsrådsvalg.

Det sker, når der på grund af en ny reform skal sammensættes 21 nye regionsråd til 21 nyoprettede regioner.

Regionerne skal overtage ansvaret for blandt andet sundhedsvæsenet, sociale tjenester og beredskabsvæsenet fra landets 310 kommuner - lidt ligesom man kender det fra regionerne i Danmark.

Byrådet i hovedstaden Helsinki beholder dog selv ansvaret.

Både finske lokalpolitikere og partiledere har ført valgkamp helt indtil lørdag.

Den finske valgprofessor Markku Jokisipilä forudser dog, at stemmeprocenten kan blive relativt lav ved det historiske regionsrådsvalg.

Ifølge ham er det afgørende, at den som minimum lander over 50 procent.

- 50 procent er en ret kritisk tærskel. Når der er flere, der bliver væk, end der stemmer, rejser det nogle spørgsmål om den internationale legitimitet ved den valgte forsamling, siger han til det finske medie Yle.

Ifølge en undersøgelse, som Yle har foretaget, vil de finske vælgere primært kigge på politikeren frem for partiet ved regionsrådsvalget.

39 procent siger, at de vil foretrække at stemme på en kandidat fra deres egen kommune. Kun 30 procent siger, at de kigger på partiet, når de stemmer.

- Det er der ikke noget overraskende ved. Vi er vant til at tænke på beslutninger på kommunalt niveau - særligt, når det kommer til social- og sundhedsvæsnet, siger politisk professor Elina Kestilä-Kekkonen til Yle.

Valgstederne åbnede klokken 9.00 lokal tid og lukker klokken 20.00.

De finske vælgere får nok at se til i løbet af de kommende år. Der er således valg i Finland hvert år frem til 2025.

I år gælder det regionsrådsvalget, i 2023 er der parlamentsvalg, i 2024 er der præsident- og Europa-parlamentsvalg, og i 2025 er der kommunalvalg.

Der er cirka 5,5 millioner indbyggere i Finland.

/ritzau/