Forholdet til religion er normalt ikke centralt for de fem kandidater, som kæmper om den ledige post som partileder i det britiske arbejderparti Labour efter Gordon Brown. Men til et vælgermøde arrangeret af Christian Socialist Movement er interessen så stor, at mødet må rykke til en de store mødesale i metodistkirken tæt ved parlamentet i London.
Valget står mellem en gruppe på fire hvide mænd først i 40'erne, som alle har en fortid som centralt placerede ministre, og en enkelt kvinde. Outsideren er 56-årige Diane Abbott, der tilhører partiets venstrefløj og er kendt som intern kritiker af den afgåede Labour-regering. Hun kom i parlamentet i 1987 som den første sorte kvinde, men i lighed med de fire yngre mænd har hun også studeret i enten Cambridge eller Oxford.
Mødet begynder med sang og bøn, før kandidaterne får ordet.
"Jeg er ikke religiøs. Men jeg har en stor tro på andre mennesker. Vi er her ikke af kærligheden til en person, men af kærligheden til partiet Labour," fastslår David Miliband.
Han taler for det rummelige Labour, hvor der er plads til den kristne tradition.
"Du kan ikke gøre det meget bedre end bjergprædikenen. De af os, der ikke er kristne, forstår, hvad mange kristne bringer til Labour," fortsætter David Miliband.
Den tidligere udenrigsminister er favorit til at vinde formandsvalget. Nummer to er ironisk nok hans yngre bror, Ed Miliband.
"Vores værdier er skabt af vore forældre, som flygtede fra nazisterne. Det er derfor, jeg er i Labour. Politik er måden, jeg kan forandre verdenen på," opsummerer Ed Miliband.
Broderstriden i formandskampen foregår i en pæn tone, og begge understreger, at de fortsat er de bedste venner. De er samtidig sekulære jøder. Storbritannien har aldrig haft en jødisk premierminister. Det nærmeste var Benjamin Disraeli, som besad posten fra 1874 til 1880. Han kom fra en jødisk familie, men konverterede til den anglikanske tro som 13-årig og var en aktiv kirkegænger resten af sit liv.
På spørgsmålet om, hvorvidt briterne er klar til en jødisk premierminister, lyder et ubetinget "ja" fra Ed Miliband.
Men han medgiver efterfølgende, at det er svært spørgsmål.
"Men Storbritannien er et tolerant land," mener han.
I formandsfeltet er også Andy Burnham, som er katolik. Tony Blair konverterede under stor opmærksomhed til den katolske kirke, efter at han var trådt tilbage, og briterne har heller aldrig haft en katolsk premierminister.
"Det er et svært spørgsmål, men det er ikke noget, jeg har tænkt over. En premierminister udpeger eksempelvis biskopper (i den anglikanske Church of England, red). Men det skulle ikke være en udslagsgivende faktor. Så jeg vil sige nej til, at det kan være et problem," siger Andy Burnham til Kristeligt Dagblad.
Fra talerstolen fremhæver han, hvordan hans socialisme går hånd i hånd med den katolske tro. Drengen Andy så, hvordan inspektøren på hans katolske skole forsøgte at hjælpe de minearbejdere, der knap havde til dagen og vejen som følge af en langvarig strejke, da Margaret Thatcher var premierminister.
"Det var min politiske vækkelse. Labour var indbegrebet af alt, hvad jeg hørte i skolen og lærte i kirken. Det er stadig tilfældet," siger Andy Burnham.
Han erkender, at det er svært at være en moderne advokat for den katolske kirke, fordi dialog ofte ender i "en sort/hvid position om moralske dilemmaer om emner som stamceller og homoseksuelles ret til adoption."
Tidligere skoleminister Ed Balls tager ligeledes udgangspunkt i sin barndom og familiens tilhørsforhold til Church of England, hvor faderen var søndagsskolelærer.
"Jeg fik min sociale bevidsthed gennem bibelhistorierne," fortæller han.
Samme historie er Diane Abbott opvokset med, men hun har i dag ikke noget tilhørsforhold til kirken. Som efterkommer af en familie fra Caribien henter hun inspiration i en anden historie.
"Det er en radikal historie om slaveri og retfærdighed. Men det er også en kristen radikal historie, fordi kristne socialister tror på en fælles medmenneskelighed, hvor vi skal beskytte og respektere alle mennesker," lyder forklaringen fra Diane Abbott.
Hun er den eneste kandidat, som hele vejen igennem har været mod krigen i Irak, og hun vil have soldaterne hjem fra Afghanistan, reducere udgifterne til forsvaret og ikke mindst skrotte de britiske atomvåben. Emner, hun berører som den eneste. Hendes kompromisløse holdning gør hende til protestkandidaten for partiets venstrefløj.
Den nye formand præsenteres på partiets kongres til september. Afgørelsen er op til såvel partiets medlemmer som medlemmerne af de fagforeninger, der støtter Labour. Derfor sidder favoritten, David Miliband, ikke nødvendigvis sikkert i sadlen, selvom han har de fleste og mest prominente støtter i partiet.