Flere brutale drab på kvinder i Afghanistan

Den afghanske regering interesserer sig ifølge aktivister mindre for kvinders rettigheder. Der er flere æresdrab

Den afghanske regering interesserer sig ifølge aktivister mindre for kvinders rettigheder. Der er flere "æresdrab"
Den afghanske regering interesserer sig ifølge aktivister mindre for kvinders rettigheder. Der er flere "æresdrab". Foto: .

En 30-årig kvinde og to af hendes børn blev for nylig halshugget i løbet af natten i det østlige Afghanistan, siger politiet. Det ser ud til at være det seneste af de omsiggribende æresdrab.

Politiet siger, at de mistænker kvinden Seratas fraskilte mand for at have trængt ind i hendes hjem i Ghazni-provinsens hovedby og have myrdet kvinden og deres otteårige søn og niårige datter.

LÆS OGSÅ: 125 piger forgiftet på afghansk skole

Børnene så morderen halshugge deres mor, så han slog også dem ihjel, siger en lokal politimand til det engelske nyhedsbureau Reuters. Angriberen lod Seratas toårige datter leve.

Menneskerettighedsaktivister siger, at der har været en kraftig stigning i voldelige angreb på kvinder i Afghanistan det seneste år.

De klandrer præsident Hamid Karzais vigende opmærksomhed på kvinders rettigheder. Interessen daler nu, da hans regering gør klar til de fleste fremmede troppers udrejse i 2014 og søger at forhandle med landets tidligere herskere, den islamistiske Taleban-bevægelse.

Ud over halshugningen af Serata er der registreret 16 tilfælde af de såkaldte æresdrab i hele landet i marts og april, som er de første to måneder i det nye afghanske år. Det oplyser Afghanistans Uafhængige Menneskeretskommission.

Til sammenligning blev der registreret 20 tilfælde i løbet af hele sidste år, siger Suraya Subhrang fra kommissionen, som dadler den faldende sikkerhed og den svage retssikkerhed. Siden den uafhængige menneskeretskommission begyndte at registrere denne form for mord i 2001, har der aldrig været flere end 20 tilfælde om året.

Og så er der endda mange af dem, der ikke bliver registreret. Mænd træffer en lynsnar beslutning ved deres egne domstole om at slå en pige ihjel, og så beder de for hende dagen efter, fortæller Subhrang til Reuters.

Serata lod sig skille fra sin mand, Mohammad Arif på 38 år, for et år siden efter at have tålt næsten et årti med vold i hjemmet. Det siger Shukria Wali, som er chef for provinsen Ghaznis kvindedepartement, der er knyttet til ministeriet i Kabul.

Politiet siger, at de stadig eftersøger Arif. Men voldelige forbrydelser vendt mod kvinder forbliver ofte ustraffede i Afghanistan. Aktivister klager over politiets ligegyldighed, korruptionen og en fremvoksende atmosfære af straffrihed.

Sagen beskrives fra officielt hold som et æresdrab en betegnelse, der bruges til at beskrive mord på især kvinder og piger udført af mennesker, som beskylder dem for at besudle en families ry.

Afghanske kvinder har genvundet grundlæggende rettigheder til at gå i skole og på arbejde og stemme, efter at Talebans strenge styre blev væltet for lidt over et årti siden.

Nu stiger frygten for, at der vil blive solgt ud af disse friheder, når Afghanistan og USA forhandler med den islamistiske gruppe for at sikre en fredelig afslutning på krigen.

Der forventes på et topmøde i Tokyo i morgen at blive afsat knap 24 milliarder kroner i udviklingsstøtte årligt til Afghanistan. EU, som er den største bidragyder, har dog sagt, at det bliver svært at fortsætte med støtten, hvis ikke kvinders rettigheder bliver beskyttet.

Under sine fem år ved magten forbød Taleban kvinder at stemme og at udføre de fleste former for arbejde, og de beordrede dem til at bære en heldækkende burka, når de forlod hjemmet.

Efter over 10 års krig og milliarder af dollar i bistand udefra er landet fortsat fortvivlende fattigt. Analfabetismen blandt piger og kvinder i landområderne ligger over 90 procent, og piger bliver stadig giftet væk som barnebrude, selvom det er ulovligt.

Oversat af Sara Høyrup