Prøv avisen

Flere end 100 kirker lukket i Indonesien

I alt er 1025 kirker i Indonesien blevet lukket eller jævnet med jorden, siden nationen i 1945 gjorde sig uafhængig. - Foto: bbc.co.uk

Inden for blot tre år har islamiske ekstremistiske grupper og lokale myndigheder lukket flere end 100 kirker i det overvejende muslimske land

Det står skidt til med religionsfriheden i Indonesien. Mellem 2004 og 2007 blev 110 kirker lukket i landet som resultat af radikale muslimske gruppers angreb eller lokale myndigheders chikane.

Det rapporterer Compass Direct News, en organisation som fokuserer på forfølgelse af kristne over hele verden.

Flere end 1000 kirker lukket
I alt er 1025 kirker blevet lukket eller jævnet med jorden, siden den østasiatiske nation i 1945 gjorde sig uafhængig. Regeringens officielle tal under landets første præsident Sukarno, som regerede 1945-1967, melder dog kun om to lukkede kirker.

Forfølgelserne går værst ud over kirker i West Java, Banten, Central Java, South Sulawesi og Bengkulu, viser opgørelser fra blandt andet Indonesian Human Rights Commission og Wahid Institute en moderat muslimsk græsrodsorganisation.

Smadrede præstens hjem
Et af de seneste tilfælde er en kirke i Sepatan, Tangerang-provinsen, som i december 2007 blev angrebet af muslimske ekstremister efter at have nægtet at følge regeringens ordre om at lukke.

Kirkens præst blev også angrebet i sit hjem, hvor ekstremisterne smadrede døre og vinduer og smed præstens ejendele ud.

Halshuggede kristne piger
Landet har længe været plaget af voldsomme uroligheder mellem muslimske og kristne grupper. Mellem 1998 og 2001 mistede mindst 1000 mennesker livet under sammenstød.

I 2005 halshuggede islamiske ekstremister tre kristne skoleelever, som var på vej til skole. Pigernes hoveder blev smidt i en nærliggende landsby sammen med en seddel, som advarede om flere myrderier som hævn for voldelige sammenstød på øen Sulawesi.

"Efterlyst - 100 hoveder mere. Blod skal betales med blod, liv med liv, hoveder med hoveder," stod der på sedlen ifølge AP.

I fængsel for bibelhistorier
Samme år fik tre kvindelige søndagsskolelærere en fængselsdom på tre år for at fortælle bibelhistorier for muslimske børn. Trods forældrenes samtykke hed det, at lærerne forsøgte at konvertere børnene. Lærerne blev løsladt for god opførsel i 2007.

Indonesien er verdens største muslimske land, og cirka 85 procent af landets 220 millioner indbyggere bekender sig til islam. Kristne udgør cirka 8,7 procent af befolkningen, viser CIA World Factbook.