Flere hundredtusinde syrere er spærret inde i Aleppo

Hospitaler er de seneste dage blevet bombet i den oprørskontrollerede del af Aleppo, hvor omkring 300.000 mennesker lever under belejring. Situationen kan få katastrofale konsekvenser, advarer Røde Kors

Det er flere måneder siden, Røde Kors senest har været i stand til at levere nødhjælp til Aleppo. På billedet massive ødelæggelser i Aleppo.
Det er flere måneder siden, Røde Kors senest har været i stand til at levere nødhjælp til Aleppo. På billedet massive ødelæggelser i Aleppo. . Foto: Ammar Abdullah.

Håbløsheden i den syriske storby Aleppo blev udstillet i al sin brutalitet i weekenden, hvor en to dage gammel dreng blev dræbt under et luftangreb på et børnehospital.

På blot 12 timer blev hospitalet ramt to gange af det syriske regimes raketter, oplyser den humanitære organisation Independent Doctors Association (IDA), der driver hospitalet i den oprørskontrollerede, østlige del af byen.

Et af angrebene ødelagde iltforsyningen til rummet, hvor de nyfødte babyer lå. Det kostede den to dage gamle dreng livet.

Mindst tre andre hospitaler og en blodbank er også blevet raseret hen over weekenden af den syriske præsident, Bashar al-Assads, styres luftangreb i Aleppo, oplyser flere nødhjælpsorganisationer og observatørgrupper.

Alle hospitaler er angiveligt ramt så hårdt, at de ikke længere kan bruges.

Angreb på sundhedssystemet er ved at blive et makabert kendetegn for den over fem år lange borgerkrig i Syrien.

Tidligere på året udgav Verdenssundhedsorganisationen, WHO, en rapport, der dokumenterede, at der siden 2014 på verdensplan var dræbt næsten 1000 mennesker i angreb på hospitaler og lignende. 40 procent af disse var i Syrien.

Selvom angrebene på hospitalerne i sig selv er alarmerende, er de blot et eksempel på, hvor kritisk situationen er i Aleppo, der før krigen var Syriens handelscentrum. Men siden borgerkrigen ramte Aleppo, har byen været opdelt mellem regimet og forskellige oprørsgrupperinger.

De seneste måneder har Assads hær i alliance med Rusland, Iran og den libanesiske Hizbollah-bevægelse intensiveret kampen om den oprørskontrollerede, østlige del af byen.

Kampene nåede et kritisk vendepunkt tidligere på måneden, da det lykkedes Assads allierede at erobre kontrollen over den sidste af oprørernes veje ind til byen.

Siden har bydelen i praksis været under belejring uden mulighed for nødhjælpsorganisationer at få mad eller medicin ind til de omkring 300.000 personer, som det vurderes stadig bor der.

”Situationen er enormt frustrerende. Vi kan se, at der et massivt behov for hjælp, hvor store, civile områder er afskåret fra det mest essentielle for at overleve. Men når kampene er så intense, kan vi ikke stille meget op,” siger Ewan Watson, talsperson for Den Internationale Røde Kors Komite.

Det er flere måneder siden, Røde Kors senest har været i stand til at levere nødhjælp til Aleppo.

Og manglen på mad og medicin begynder at nå et alarmerende niveau.

”De humanitære konsekvenser bliver meget snart katastrofale,” siger han.

Ifølge Human Rights Watch (HRW) er priserne på mad steget med raketfart i den oprørskontrollerede bydel.

Et kilo ris bliver nu solgt for 100 kroner, mens et kilo sukker ligger på næsten 140 kroner. Frisk frugt og grønt har ikke været til at opdrive i forretningerne i lang tid.

”Den syriske regeringshær er ved at gentage dens forfærdelige belejringstaktik i det tætbefolkede, østlige Aleppo, som den også har udsat civilbefolkningen i andre syriske byer for,” lyder det i en udtalelse fra Nadim Houry, vice-direktør i HRW’s kontor i Mellemøsten.