Flere retssager står i kø for Trump. Få overblikket her

USA's tidligere præsident Donald Trump ventes at møde for retten i New York på tirsdag, efter at han torsdag formelt blev tiltalt i en 17 år gammel sag

En storjury på Manhattan har torsdag stemt for at tiltale tidligere præsident i USA Donald Trump i en sag om tys-tys-penge til en pornoskuespiller ved navn Stormy Daniels i 2016. Arkivfoto.
En storjury på Manhattan har torsdag stemt for at tiltale tidligere præsident i USA Donald Trump i en sag om tys-tys-penge til en pornoskuespiller ved navn Stormy Daniels i 2016. Arkivfoto. Foto: Octavio Jones/Reuters/Ritzau Scanpix.

Tidligere præsident Donald Trump er vant til retssager og juridiske udfordringer. Med flere end 4000 sager i bagagen igennem tre årtier er han allerede den mest retsforfulgte tidligere præsident i USA’s historie. Dertil er han nu også den eneste tidligere præsident, der kommer for retten efter at have forladt Det Hvide Hus.

Torsdag blev han ved en domstol i New York formelt tiltalt i en sag, der går 17 år tilbage. Pornoskuespilleren Stephanie Clifford, der er kendt under navnet Stormy Daniels, hævder, at Trump i forbindelse med præsidentvalget i 2016 forsøgte at købe hende til tavshed, så politisk ubelejlige oplysninger om, at de to havde en kortvarig affære i 2006, ikke kom til offentlighedens kendskab umiddelbart før valget. 

Ifølge Trumps tidligere advokat Michael Cohen bad Trump Cohen om at stå for betalingen af 130.000 dollars – godt 900.000 kroner – i såkaldt tys-tys-betaling til Daniels. Og så skrev Trumps virksomhed efterfølgende et par checks til Cohen. Det kan være brud på valgloven og revisionsfusk. 

Men sagen om Stormy Daniels er ifølge politiske iagttagere i virkeligheden den mindste af mere end 30 sager, der rumler mod den tidligere præsident, som er i gang med et forsøg på igen at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat ved valget til næste år. 

De øvrige sager handler både om politik, forretning og personlige forhold. 

6. januar

Flere føderale myndigheder ser på Donald Trumps rolle i de voldsomme begivenheder den 6. januar 2021, hvor Trump-tilhængere stormede Kongressen, mens politikerne var i gang med den formelle godkendelse af demokraten Joe Bidens valgsejr. 

En kongreskomité har efter 18 måneders efterforskning anbefalet Justitsministeriet fire sigtelser mod Trump. Justitsministeriet er selv i gang med en efterforskning af begivenhederne den 6. januar og forsøg på at omstøde valget. Det betegnes som den største politiefterforskning i USA’s historie, men det er uklart, i hvilken grad Trump selv er inddraget. 

Donald Trump afviser at have været ansvarlig for stormen på Kongressen. 

Det er Justitsministeriet, der skal afgøre, hvorvidt der skal rejses sager ved domstolene. Der er ingen indikation af, hvornår det kan ske. 

Der er også flere private søgsmål mod Trump fra politibetjente og den sorte borgerrettighedsbevægelse NAACP. 

Stemmeoptælling i Georgia

Anklagere har brugt otte måneder på at kulegrave påstande om, at der blev gjort forsøg på at vende Donald Trumps snævre nederlag i delstaten Georgia ved præsidentvalget i 2020 til en sejr. Sagen har udgangspunkt i en timelang telefonsamtale den 2. januar mellem Trump og Brad Raffensberger, der var statens ansvarlige for valghandlingen. Her siger Trump blandt andet, at han “bare ønsker at finde 11.780 stemmer”. Det var netop det antal stemmer, Trump manglede for at vinde i Georgia, der var en af de afgørende delstater ved valget. 

Donald Trump har beskrevet efterforskningen som “en heksejagt”. 

Den storjury, der har vurderet sagen, afleverede i januar en rapport, hvis indhold stadig ikke er offentligt kendt. Det er nu op til anklagemyndigheden i Georgia, hvad der skal ske.

Hemmelige papirer

Justitsministeriet efterforsker sagen om hemmeligtstemplede papirer, der blev fjernet fra Det Hvide Hus og bragt til Donald Trumps Mar-a-Lago-ejendom i Florida, efter at han trådte tilbage som præsident. Under en ransagning i august sidste år blev der fundet 11.000 dokumenter, heriblandt 100 markeret som “klassificerede” og også nogle med stemplet “tophemmeligt”. 

Det er ikke offentligt kendt, hvad der står i papirerne. Men Trump efterforskes blandt andet for mulig spionage og for forsøg på at lægge hindringer i vejen for efterforskningen. Trump nægter at have gjort noget galt og siger blandt andet, at han selv har “nedklassificeret” materialet, som dermed ikke længere kan regnes som hemmeligt. 

Justitsministeriet har bedt uafhængig juridisk rådgiver Jack Smith håndtere alle ministeriets efterforskninger af Trump. Det bliver Smith, der på et tidspunkt skal afgøre, om den tidligere præsident skal sigtes. 

Kvinder

Udover Stormy Daniels-sagen kører der ved en føderal appeldomstol også en gammel sag, hvor tidligere klummeskribent for magasinet Elle E. Jean Carroll beskylder Trump for at have voldtaget hende i et prøverum i stormagasinet Bergdorf Goodman i New York i midten af 1990’erne. En injuriesag relateret til dét sagskompleks ventes for retten i løbet af april i år. 

Forretninger 

Flere sager relaterer sig til Donald Trumps forretningsimperium. Det er skattesager, sager om mulig forkert værdisættelse af virksomhedens aktiver med henblik på bedre låne- og skattevilkår samt et kollektivt søgsmål mod Trump-familien og virksomheden for at have narret investorer til at betale for værdiløse forretninger. Der er også en række sager om faldulykker, væggelus og fejlagtige huslejeopkrævninger på Trumps ejendomme og hoteller. 

Familien

Trumps niece Mary Trump har gang i en større arvesag mod sin onkel. 

Kilder: BBC, The Independent, New York Magazine, The New York Times, The Atlantic, Just Security