For 20 år siden tog en smilende 23-årig kvinde med lys hud, brune øjne og mørkblonde lokker en kamp op, der skulle bane vejen for større ligestilling mellem kønnene i Israel. Alice Miller var immigreret til landet fra Sydafrika, hvor hun havde studeret luftfart, og hun ønskede at søge ind på pilotuddannelsen i det israelske luftvåben. Ansøgningen blev blankt afvist, eftersom kun mænd kunne blive piloter i den israelske hær. Hun blev latterliggjort, selv af den daværende præsident.
”Meidele (jiddish for ung pige, red.), har du nogensinde set en mand strikke sokker? Har du nogensinde set en kvindelig kirurg eller en kvindelig orkesterleder? Kvinder er ikke i stand til at modstå det pres, som det kræver at være jagerpilot,” sagde statsoverhovedet, den nu afdøde Ezer Weizman, som selv var tidligere pilot og leder i flyvevåbnet.
Hånen slog dog ikke Alice Miller ud. Tværtimod tog hun sagen hele vejen til landets højesteret, som i 1996 gav hende medhold: Det israelske luftvåben måtte ikke længere ekskludere kvalificerede kvinder fra at uddanne sig til pilot, lød dommen.
Siden er mange kvinder trådt i Alice Millers fodspor, og kampen for kvinders rettigheder vokser kraftigt i det mandsdominerede samfund. De seneste 20 år er mindst 37 nye feministorganisationer blevet oprettet i Israel, viser en optælling, Kristeligt Dagblad har foretaget, og i alt beskæftiger mindst 60 grupper og foreninger i Israel sig med ligestilling mellem kønnene.
Der er ingen tvivl om, at kønskampen fylder mere i dag end tidligere. Det siger Hamutal Gouri, administrerende direktør i Dafna-fonden, der støtter initiativer til fremme af ligestilling i Israel.
”Kampen for kvinders rettigheder er vokset voldsomt de seneste 20 år. Flere mennesker end nogensinde er involveret i kvindekampen, og der er ingen tvivl om, at de mange feministorganisationer har skabt en øget bevågenhed,” siger hun.
Mange af grupperne har det overordnede mål at skabe social, politisk og økonomisk retfærdighed for kvinder, mens andre har mere specifikke mærkesager såsom at sikre flere kvinder i medierne eller oplyse dem om retten til at bestemme over deres egen krop.
Debatten om lighed mellem kønnene er bare et ud af mange eksempler på de sammenstød, der i disse år finder sted mellem landets sekulære, vestligt orienterede grupper og de konservative religiøse kræfter, der stadig dominerer en stor del af befolkningen. Og resultatet er ikke helt sort-hvidt. Det siger Sharon Avraham-Weiss, administrerende direktør i Foreningen for Civile Rettigheder i Israel (Acri) og ligestillingskommissær i det israelske økonomiministerium.
”Kvindekampen er afgjort større end nogensinde. Selv min 12-årige datter kan tale med i diskussioner om frihed, lighed og rettigheder for kvinder. Så der er tydeligvis en større bevidsthed, end da jeg selv var 12 år. Men når det er sagt, er der stadig mange områder, hvor vi halter bagud,” siger hun.
Med Israels kvindekamp kan man både tale om, at glasset er halvt fyldt eller halvt tomt.
Set med positive briller er Israel klart det land i Mellemøsten, der tilbyder kvinder bedst vilkår. I World Economic Forums seneste opgørelse fra 2015 over lande med lavest forskel mellem kønnene, indtager Israel med sin plads som nummer 53 en klar førerposition blandt de mellemøstlige lande. Jordan, Iran, Syrien, Pakistan og Yemen skraber bunden af listen med placeringer som henholdsvis nummer 140, 141, 143, 144 og 145. Vel at mærke på en liste med i alt 145 lande. Til sammenligning ligger Danmark nummer 14, og Island, Norge og Finland udgør toptre.
Kvinder har haft stemmeret siden statens oprettelse i 1948, og Israel blev det tredje land i verden, der valgte en kvindelig regeringschef. Arbejderpartiets Golda Meir kunne i 1969 kalde sig premierminister, længe før Danmark fik sin første kvindelige statsminister, socialdemokraten Helle Thorning- Schmidt, i 2011.
Kvinder i Israel er også mere veluddannede end nogensinde. 47 procent har en videregående uddannelse, mens tallet for mænd er 41 procent ifølge World Economic Forum. Og andelen af kvinder på arbejdsmarkedet, i politiske roller samt som ledere i virksomheder og på offentlige kontorer stiger, viser rapporten ”Kvinder i Israel – mellem teori og realitet,” udgivet af organisationen Israelske Kvinders Netværk i 2012.
Det israelske indenrigsministerium bryster sig da også af at have stort fokus på ligestilling mellem kønnene. På dets hjemmeside står der, at ”Israel har været engageret i ligestilling siden statens oprettelse og fortsætter med at fremme og stræbe efter fuld og reel ligestilling i alle aspekter af livet.”
Men det er en sandhed med modifikationer, mener Sharon Avraham-Weiss fra Foreningen for Civile Rettigheder i Israel.
”Jeg tror, regeringen egentlig har gode intentioner om lighed. Men af statistikkerne over antallet af kvinder i parlamentet, antallet af ministre og så videre fremgår det tydeligt, at vi ikke kan tale om fuld lighed. Vi har meget at lære af lande som Danmark,” siger hun.
For ser man på Israels ligestilling med negative briller, er kun 28 procent af parlamentets medlemmer kvinder. I landets virksomheder bestrider kvinder blot 10 procent af topposterne, og kvinders gennemsnitlige indkomst ligger 40 procent under mænds. Og ikke mindst når det kommer til politisk fastsatte vilkår for familie og ægteskab, er kvinders rettigheder helt i bund. Kvinder forventes at tage fuld barsel, de er ringe stillet ved skilsmisse, og der er stadig store huller i straffen for vold mod kvinder i hjemmet.
”Den helt store hindring for kvinders ligestilling er, at religion og stat ikke er adskilt i Israel,” siger Sharon Avraham-Weiss.
Det er Hamutal Gouri fra Dafna-fonden til fremme af kvinders ligestilling enig i.
”Den politiske lov er underlagt den religiøse jødisk-ortodokse lov, og her er der ingen lighed mellem mænd og kvinder. Den manglende adskillelse af religion og politik påvirker derfor i høj grad stadig kvinders rettigheder og gør, at vi fortsat er et u-land på mange områder i kønskampen,” siger hun.
Men ud over religionens indflydelse på de politiske love påvirker en række andre forhold også ligestillingen i landet, siger hun:
”Hvilken klasse, man er født ind i, ens oprindelige nationalitet, geografiske tilhørsforhold og økonomiske situation spiller også ind. Det er ikke kun religion, men også en patriarkalsk kultur, en forældet magtfordeling og et gammeldags kvindesyn, der spænder ben for ligestillingen.”
Knap 20 år efter at den 23-årige sydafrikanskfødte pilot-aspirant Alice Miller vandt over regeringen i højesteret, var hun sidste forår atter i mediernes søgelys. Denne gang blev hun dog ikke hånet af landets øverst ledere. Tværtimod. For meget er sket med kvindesynet og kønskampen siden dommen i 1996, og sidste år valgte staten at anerkende hendes kamp for ligestilling ved at tildele hende den store ære at blive en af de 12 udvalgte fakkelbærere ved åbningsceremonien for Israels Uafhængighedsdag den 23. april 2015.
De brune øjne, de mørkblonde lokker og brede smil lignede sig selv, men budskabet var nyt. Alice Miller brugte lejligheden til at tale om problemstillingen med, at kvinder i dag kan bestride de fleste hverv, men samtidig gerne vil have tid til at være mor.
”Vores liv har ændret sig så meget i de forgangne år, at kvinder i dag befinder sig i et dilemma mellem at blive pilot eller at gøre den mest naturlige ting: at føde børn og opdrage dem,” sagde hun ifølge det israelske medie Ynet.
Hun tilføjede, at det ikke er et problem, kvinder står alene med:
”Selv mænd befinder sig i denne fælde, hvor de er nødt til at gøre begge dele – hjælpe hustruen, være sammen med børnene og være pilot.”
Selv måtte hun som reserveofficer dog ifølge avisen Times of Israel opgive drømmen om at blive jagerpilot, da hun trods sin civile pilot-licens ikke bestod det obligatoriske helbredstjek. Men 38 andre israelske kvinder er siden hendes kamp blevet uddannet som piloter i hæren, der i dag er på udkig efter at rekruttere flere kvindelige piloter.