Tre farver dominerer landskabet i Bekaadalen. Den støvede rødlige jord på de marker, der blev høstet i forsommeren og nu venter på regn, før nye afgrøder kan sås. De grønne hampemarker, hvor den cannabis, som bearbejdes til hash og ender på det europæiske narkomarked, gror. Og så de snavset-hvide enklaver af interimistiske telte, der med hver 20-30 telte skiller sig ud mellem to huse, langs en hovedvej, i en nedlagt baghave eller på en støvet mark langt fra andet byggeri.
Siden urolighederne og krigen i Syrien brød ud i foråret 2011, er flygtninge strømmet til nabolandene. I Libanon har FN’s flygtningeorganisationen, UNHCR, registreret én million syriske flygtninge. Derudover anslås det, at der er mindst 500.000 ikke-registrerede syrere i landet.
Hverken disse skrøbelige teltenklaver, der går under navnet ”uformelle teltbosættelser”, eller de mennesker, der bor i dem, er registreret. På grund af de palæstinensiske flygtninge, der nu har været i Libanon i snart 70 år og i dag tæller en kvart million beboere i lejre, der for længst er blevet til byer, har Libanon nægtet at lade hjælpeorganisationerne bygge organiserede flygtningelejre til de syriske flygtninge.
Derfor er syrerne henvist til selv at leje sig ind i værelser, lejligheder, kælderrum, tomme garager og så videre rundtom landet. De fattigste og de fleste ikke-registrerede bor i telte, der ikke er telte, men firkantede konstruktioner af billigt træ overdækket med store hvide plasticstykker.
”Det er især kvinderne, der har måttet tage ansvar for deres familier. For de libanesiske myndigheder slår ikke ned på kvinder, der arbejder uden papirer, på samme måde som på mænd, der bliver arresteret eller får bøder.”
Det fortæller Basima al-Masri, der er palæstinensisk syrer fra Yarmouk (en palæstinensisk flygtningelejr, der med årene var blevet en del af Damaskus by), 39 år gammel og mor til syv børn, og hendes kollega Nawal Sahkout, der er flygtet fra Homs og nu 35 år gammel venter sit sjette barn.
Begge kvinder har, efter de kom til Libanon, taget en række kurser, som internationale hjælpeorganisationer har skræddersyet til flygtningekvinderne. Nu arbejder de begge i et undervisningscenter for flygtninge, der bliver drevet af organisationen Actionaid med støtte fra Dansk Flygtningehjælp i en villa i byen Baalbek midt i Bekaadalen. Basima al-Masri underviser og vejleder andre flygtningekvinder i at tage ansvar for deres eget og familiens liv ved at uddanne sig, oprette deres egne forretninger eller slå sig sammen med andre kvinder i produktionskollektiver. Nawal Sahkout har lært at vurdere andre flygtninges behov og arbejder blandt andet for UNHCR og Dansk Flygtningehjælp som den første, der møder nye flygtningefamilier og anviser dem hjælp.
Begge kvinder er eksempler på, hvordan familiemønsteret i deres egne familier er blevet vendt på hovedet, efter de flygtede fra Syrien.
”Jeg har aldrig arbejdet før. Jeg var husmor, da vi boede i Yarmouk. Det var et smukt sted, og vi boede godt der i en stor ejendom, mine svigerforældre ejede. Efter vi er kommet til Libanon, har min mand haft et hjerteanfald, og nu kan han slet ikke arbejde,” fortæller Basima al-Masri og begynder at græde, da hun mindes det liv, hun havde engang.
Nawal Sahkout kom ikke fra samme gode kår i Syrien.
”Mit liv var ikke let i Syrien. Vi levede i fattigdom i Homs. Min mand kunne ikke tjene ordentligt til familiens ophold. Nu har jeg en indtægt, og de ældste af mine børn arbejder også begge i lokale restauranter for at hjælpe med familiens økonomi. Min mand arbejder ikke, han er ikke registreret, så han kan ikke få arbejde. Men livet i Libanon er heller ikke let. Lige nu skændes jeg med min mand, der mener, at vores ældste søn på 19 år, der mistede så mange års skole i Syrien på grund af krigen, skal forlade skolen og arbejde på fuld tid. Men jeg kæmper for at holde drengen i skole alligevel,” siger Nawal.
I en teltenklave små 10 kilometer fra Baalbek, på en mark uden for en lille landsby, der hedder Iaat, er der kursus for mødre med småbørn. Kvinderne er meget farverigt klædt, hvilket er typisk for bondekvinder fra det nordlige Syrien. De er alle fra en landsby i Idlib – området, hvor de dyrkede bomuld, figner og oliven og alle mulige grøntsager.
Kvinderne falder over hinanden for at fortælle deres historier. De flygtede, fordi deres landsby kun ligger en kilometer fra en militærlufthavn. Så hver gang Islamisk Stat eller andre islamiske grupperinger med udenlandske soldater angreb lufthavnen, var landsbyen i skudlinjen.
Her i Iaat bor familierne i 35 telte og har tilsammen omkring 400 børn. Det er mest børnene, der tjener penge ved at arbejde i underbetalte jobs i landbrug og værksteder, småindustrier og restauranter i nærheden, fortæller de.
Børnearbejde er uforsvarligt, men det hele er ikke sort-hvidt, forklarer Amjad Yamini, der er talsmand og kommunikationschef for Dansk Flygtningehjælp i Mellemøsten og Nordafrika:
”Vi skal selvfølgelig gøre alt for at standse børnearbejde, men i den her situationen bliver vi nødt til at gå forsigtigt til værks, for hvis vi tvinger børnene ud af arbejdsmarkedet, risikerer vi, at hele familier ikke har nogen indkomst overhovedet og ikke kan sætte mad på bordet.”