Det er blot få dage siden, at den konservative tyrkiske avis Hürriyet gengav et interview med FN’s humanitære koordinator for den regionale krise omkring Syrien, Panos Moumtzis. Han blev spurgt, om han mente, at det internationale samfund gav Tyrkiet tilstrækkelig støtte til at klare de 3,5 millioner flygtninge, landet huser – flere end noget andet land.
”Nej”, lød svaret.
Hürriyets interview er blot et lille eksempel på, hvordan Tyrkiet udnytter enhver anledning til at fremhæve den kæmpe indsats, landet gør for de syriske flygtninge. En indsats, der er indiskutabel, men også bruges politisk meget bevidst af den tyrkiske regering og præsident Recep Tayyip Erdogan. Siden EU og Tyrkiet i foråret 2016 aftalte, at Tyrkiet skulle bremse syriske flygtninge med kurs mod Europa mod til gengæld at modtage milliarder af euro til at sørge for flygtningene, har Erdogan flere gange advaret EU om, at han ville droppe aftalen – og lade flygtningene rejse frit ud – hvis ikke EU tog hensyn til tyrkiske ønsker.
Og Tyrkiet er blot et land af mange. Samtidig med, at verden har fået flere og flere flygtninge – næsten 70,8 millioner på verdensplan – er deres betydning også vokset for de lande, som huser dem. Flygtningene er blevet en ”ressource”, man kan tjene penge på, og de er blevet et middel til politisk afpresning, mener Gerasimos Tsourapas, lektor i mellemøstpolitik ved Birmingham Universitet i Storbritannien.
”Der er tale om en global tendens. Det samme sker i for eksempel Libanon, Etiopien, Kenya og Mexico. Flygtninge er blevet ’de svages våben’, efterhånden som det er gået op for nogle af landene i syd, at de kan stille mere ambitiøse krav, eller sågar trusler, til de magtfulde vestlige lande. Det lykkedes Tyrkiet at forhandle sig frem til en aftale på seks milliarder euro (45 milliarder kroner) i marts 2016, og lige siden har håndteringen af syriske flygtninge været en del af tyrkisk udenrigspolitik,” siger han.
Gerasimos Tsourapas peger på, at strategien ”smitter” fra land til land:
”Vi så blandt andet, hvordan Kenya truede med at lukke flygtningelejren Dadaap (hvor omkring 200.000 flygtninge nu bor, red.) ud fra en opfattelse af, at Vesten var sluppet for billigt i spørgsmålet om flygtninge.”
Han har netop udgivet en forskningsartikel ved Oxford Universitetsforlag om flygtninges stigende betydning for deres værtslande og bruger begrebet ”flygtninge rentier-stater” til at beskrive den helt særlige økonomiske og politiske betydning, som de store flygtningegrupper har fået i en række ikke-vestlige lande i de fattigere dele af verden.
Når det overhovedet har kunnet lade sig gøre, hænger det sammen med de vestlige landes tøven over for at stå model til de samfundspolitiske konsekvenser af flygtninge i de seneste årtier. Frem for selv at huse flygtninge har Vesten langt hellere ville betale sig fra det gennem aftaler med tredjelande. Lande, som har været fristet til at indgå aftalerne, fordi de har været et tiltrængt økonomisk tilskud.
Ali Bilgic, lektor i international politik ved Loughborough Universitet i Storbritannien og forsker i sikkerhed og migration ved Institut for Sociale Studier i Haag i Holland, er bekymret for konsekvenserne af, at de vestlige lande har lagt deres flygtninge- og indvandringspolitik i hænderne på tredjelande. Efter hans vurdering har det gjort ekstremt sårbare mennesker til et pressionsmiddel, stater kan bruge i deres indbyrdes forhandlinger.
”Deres grundlæggende menneskerettigheder og sikkerhed bliver overset i det politiske spil. Derfor vil disse sårbare mennesker enten fortsætte med at lide i detentionslejre i Nordafrika og i Istanbuls gader – eller de vil benytte menneskesmuglere til at forsøge at nå frem til fred og sikkerhed i Europa,” siger Ali Bilgic.
Selvom aftalerne på kort sigt kan synes at være en fordel for begge parter, er Gerasimos Tsourapas også bekymret for de langsigtede konsekvenser. Han forudser, at den vestlige støtte til værtslandene vil falde, når den politiske interesse i flygtningespørgsmålet aftager.
”Det kan medføre, at værtslandene vil gå over til mere grove strategier for at sikre sig, at ’huslejen’ for at huse flygtningene fortsætter,” siger han.
Lektor ved Aalborg Universitet med speciale i Syrien og Mellemøsten, Søren Schmidt, mener, at værtslandenes problemer ligger et helt andet sted. Store flygtningegrupper som de syriske udmarver nabolandene, både økonomisk og politisk.
”Det er altid et problem, når der kommer fremmede til i stort antal, og medfølelsen falder over tid. Derfor er de pågældende landes regeringer ofte i politisk underskud over for deres vælgere og borgere. Det er svært for dem at blive ved med at retfærdiggøre, at man skal tage imod flygtninge,” siger Søren Schmidt.