”Elsk jeres fjender og gør godt mod dem, som hader jer,” lyder det fra Hasan Shabahati, som sidder på det slidte, orientalske tæppe midt på gulvet og læser op fra Bibelen.
Omkring ham sidder ni iranske flygtninge i en rundkreds med hænderne foldet i skødet og kigger tomt ud i luften. Nyheden om endnu et racistisk knivdrab har i løbet af natten spredt frygt blandt flygtningene i Athen.
Højreradikalismen og fremmedhadet har fået medvind på tværs af Europa, efter at den største økonomiske krise siden Anden Verdenskrig har ramt kontinentet med nedskæringer, høj arbejdsløshed og social armod. Ikke mindst i Grækenland har den bredt sig ud i alle samfundets kroge, og den græske regering klandres fra internationalt hold for at have gjort alt for lidt for at stoppe et voksende fremmedhad antændt af racistiske nyfascister.
Mange af flygtningene, som Kristeligt Dagblad møder i Athen, har søgt tilflugt i kirken efter at være konverteret. For personer, som konstant er bange for angreb fra fascistiske grupper, er følelsen af samvær i et beskyttet fællesskab en sjældenhed. Det er for mange et lille lyspunkt i et af de mest ”gudsforladte” steder på jorden, som Hasan Shabahati beskriver det.
Fællesskabet her består af en dagligdag med kirkegang, trossamtaler, individuel fordybelse, bøn og overholdelse af de kristne principper og menneskelige værdier. Noget, som de fleste kan søge trøst i med udsigten til en utryg hverdag. Kirken sørger for et dagligt måltid inden gudstjenesten og en lille skilling til dem, som har overskud til at hjælpe til i køkkenet. Hasan Shabahati har været medhjælper i kirken, siden han kom til Grækenland fra Iran for fem år siden.
Men grunden til, at mange af flygtningene vælger at konvertere til kristendommen, kan også være en anden end tryghed, forklarer James Linde, der er præst i den kirke, som Hasan kommer i.
Han erkender, at nogle af de kristne konvertitter gør det i håb om at kunne legitimere deres asyl, vel vidende at de ikke vil blive sendt tilbage til deres hjemlande. Det kan godt være, at nogle misbruger kirken på den måde, men James Linde mener stadig, at der skal være plads til alle.
”Selvom nogle af dem, som kommer her, ikke tager imod kristendommen, så vil de resten af deres liv vide, at det var kirken og Jesus, der hjalp dem,” siger præsten.
Grækenland er blevet en af de vigtigste transportveje ind i Europa for flygtninge, der kommer fra Mellemøsten og Afrika, da det kriseramte euroland deler grænse med Tyrkiet. Det anslås, at op mod halvanden million flygtninge har forsøgt at krydse den porøse grænse mod det nordlige Europa, men mange bliver stoppet på vejen og tvunget til at søge asyl i landet.
For fire år siden blev en græsk mand, Manolis Kantaris, dræbt af afghanske flygtninge i centrum af Athen, og siden har fascistiske bander patruljeret som vagtværn i hovedstadens gader. De beskyldes for at stå bag flere hundrede vilkårlige angreb på flygtninge som gengældelse for drabet. Hasan Shabahati og andre lever dagligt med frygten for at blive det næste offer. Han fortæller, hvordan flygtningene bliver jagtet gennem gaderne, trukket ud af busser, slået med knojern og knuste glasflasker og stukket med knive.
Flere af de iranske flygtninge, som Hasan Shabahati bor sammen med, fortæller, at de har været ofre for fremmedfjendsk vold. En har store, hvide ar-plamager på benet, som han har fået efter slag fra jernrør. En anden er blevet stukket 16 steder på overkroppen med en kniv. Det sande omfang af fremmedfjendsk vold i Grækenland er ukendt. Offentlige statistikker er ifølge Human Rights Watch og andre ngo'er upålidelige på grund af svigt i det strafferetlige system, der retsforfølger hadforbrydelser.
En muggen og jordslået lugt dominerer rummet, som er på 15 kvadratmeter. I en lejlighed i den sydlige del af Athen bor Hasan Shabahati sammen med ni andre iranere. Boligkomplekset har længe været et sted, som flygtninge fra Afghanistan, Pakistan, Iran, Irak og Syrien har brugt som hvilested inden deres forsøg på at krydse grænsen.
Udenfor på hoveddøren er Jesus afbildet. Indenfor blander det kolde lys fra lysstof-rørene i loftet sig med mørket. I det ene hjørne kører BBC Persian på det gamle fjernsyn, som får signal fra en piratkodet satellitantenne. Gamle, slidte tæpper holder mændene på afstand af det kolde betongulv, som de sover på.
Boligkomplekset blev opført under den græsk-tyrkiske krig i 1922 som en flygtningelejr og bliver kaldt Prosfygika. Otte rektangulære, parallelle blokke med træer, som går i forlængelse af de stille gader, forbinder dem alle i ét.
For år tilbage ville den græske stat rive komplekset ned og gøre brug af området på anden vis, men bygningerne blev erklæret bevaringsværdige, og al udvikling af området gik i stå til fordel for de mange flygtninge. Selvom staten stadig ejer det meste af stedet, har den hidtil ikke haft mulighed for at presse de mange flygtninge ud, og selv efter at elektriciteten og vandforsyningen er blevet afskåret, har de fleste af dem formået at koble sig på det lokale forsyningsnetværk igen.
Mens Hasan Shabahati klapper Bibelen sammen, strækker en ung, bredskuldret fyr med et alvorligt ansigt benene ud på tæppet og fortæller sin historie. Hans navn er Askhan, og han husker de tidlige timer en mandag i 2012, hvor han forlod sin lejlighed i Athen for at aflevere jobansøgninger.
”Jeg kom gående ned ad gaden, som ellers er ret befærdet. Pludselig kommer en gruppe sortklædte mænd på motorcykel kørende op på siden af mig og spørger, hvilket land jeg stammer fra. Jeg tænker først, at det er politiet, og viser dem mit identifikationskort, hvorefter de trækker en kniv og springer på mig,” siger Askhan.
”De stak kniven i min mave og råbte 'Kom ud herfra!',” fortæller han og trækker op i trøjen for at vise, at han er blevet stukket adskillige gange.
Mændene efterlod ham i sin egen blodpøl på fortovsfliserne. Han blev hurtigt kørt på hospitalet, hvor lægerne kunne konstatere, at han var blevet stukket 16 forskellige steder, og at det var mirakuløst, at han overhovedet var levende. Askhan tør ikke længere bevæge sig rundt alene i Athens gader. Ligesom mange andre flygtninge, som er ofre for fremmedfjendsk vold, forsøgte han at anmelde overfaldet til det græske politi, men hans klage blev ignoreret.
”Det er meningsløst at indgive en klage, hvis man ikke selv kan identificere gerningsmændene, og hvordan skal man gøre det, når de er maskerede?”, spørger Askhan og uddyber:
”Hvis man alligevel ønsker at forfølge sagen, koster det 100 euro. Penge, man som flygtning ikke har.”
Frygten for at blive tilbageholdt og udvist er hovedårsagen til, at mange anmeldelser aldrig ser dagens lys.
Human Rights Watch, FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, og andre hjælpeorganisationer har uafhængigt af den græske stat dokumenteret den voksende vold mod flygtninge i Grækenland og appelleret til det græske politi om at gribe ind.
Volden mod flygtninge bekymrer Yunus Mohammadi, der er formand for foreningen Flygtningenes Forum og selv tidligere flygtning, men nu fastboende i Grækenland. Han er begyndt at udlevere kort over Athen med røde, fede linjer omkring de områder, som flygtningene ikke bør nærme sig. Farlige områder i byen, som efter mørkets frembrud bør undgås af frygt for angreb.
”Det er præcis, hvad jeg plejede at gøre i Afghanistan med Røde Kors om steder, hvor folk ikke bør gå på grund af konflikter,” forklarer Yunus Mohammadi og tilføjer: ”Og her gør jeg det samme i et europæisk land.”
Grækenlands gældskrise har på dramatisk vis forværret ikke blot almindelige grækeres, men også flygtningenes situation i landet. For fem år siden kunne flygtninge forholdsvis let finde et job og anstændige boliger i Grækenland, forklarer Yunus Mohammadi. Det ændrede sig i 2011 efter drabet på grækeren Kantaris, da det stærkt højrenationalistiske parti Gyldent Daggry efterfølgende iværksatte en kampagne imod landets flygtninge. Partiet samlede ifølge Mohammadi stemmer ved at bruge flygtningene på samme måde, som nazisterne brugte jøderne: som syndebukke for de frustrationer og trængsler, som nutidens grækere oplever.
”De fortalte, at flygtninge var ødelæggende for landet. De beskyldte os for at sprede smitsomme sygdomme, for at være skyld i den stigende kriminalitet, og de udpegede os som grunden til den økonomiske krise,” forklarer han.
Selv de flygtninge, som ikke er blevet angrebet, har kunnet fornemme den dramatiske ændring i mange grækeres holdninger til dem, og Yunus Mohammadi er ikke i tvivl om, at partiet har gjort grækerne mere fremmedfjendske.
Men noget har ændret sig, efter at det venstreorienterede parti Syriza vandt valget i slutningen af januar i år. De græske myndigheder har truffet en række foranstaltninger til bekæmpelse af racistisk vold, herunder vedtagelsen af en ny antiracistisk lovgivning, ligesom regeringen har oprettet særlige politistyrker, der skal bekæmpe racisme.
Hasan Shabahatis telefon ringer, og han trækker lidt væk. Det er hans hustru, der ringer fra Iran. Hasan har hverken set hende eller deres fælles søn i fire år. Kun telefonisk kontakt fastholder forbindelsen mellem dem. Den iranske regering har opsat elektroniske filtre, så man ikke kan kommunikere gennem medier som Viber, Skype eller Facebook.
”Jeg savner dig og håber, at du har det godt,” lyder det fra telefonen.
Hasan forklarer, at det er hårdt at forlade kone og børn, vel vidende at der går længe, før man ser dem igen, men at det er for farligt at tage dem med på rejsen.
”Mit ønske er, at mine børn får muligheden for at udvikle og udfolde sig som dem, de er, og at de får muligheden for at leve i fred og frihed som en samlet familie.”
Han tør slet ikke tænke på, hvad der vil ske, hvis han vender tilbage til Iran.
Han mener, at det er ekstra farligt for ham, fordi han siden er blevet døbt i den kristne tro.
”Hvis jeg vender tilbage nu, er det for at dø. Mange af os er flygtet fra politiske eller religiøse konflikter og har taget store chancer for at komme hertil. I bedste fald bliver jeg fængslet og tortureret for at statuere et eksempel over for andre, der kunne finde på at flygte,” forklarer han:
”Det græske folk må forstå, at vi er folk, der bare gerne vil have fred. Det handler ikke om at ødelægge det for andre.”
