Flygtninge- og migrantpres på Europa er stærkt på retur

Under halvt så mange mennesker krydsede Middelhavet i det første halvår af 2017 sammenlignet med første halvår af 2016

Der kommer fortsat migranter til Italien. Men tallene viser en markant nedgang i antallet.
Der kommer fortsat migranter til Italien. Men tallene viser en markant nedgang i antallet. Foto: Montana AP.

Samtidig med at de sicilianske havnebyer dagligt oplever skibe stævne ind med hundreder af afrikanske migranter og flygtninge om bord, aftager presset på EU som helhed. Det samlede antal flygtninge og migranter via Middelhavet ind i Europa er faldet med 58 procent fra første halvår 2016 til første halvår i år, viser de nyeste tal fra IOM, Den Internationale Organisation for Migration. Fra 239.925 ankomster til 101.559 ankomster.

Udviklingen bekæftes af EU’s grænseagentur Frontex.

Dermed er det andet år i træk, at færre mennesker søger over Middelhavet til Europa siden 2015, hvor flygtningestrømmen eksploderede med over en million flygtninge og migranter. I hele 2016 ankom godt en tredjedel af det antal – 387.739 mennesker.

Faldet skyldes helt overvejende EU’s aftale med Tyrkiet om at blokere ruten over Det Ægæiske Hav mod til gengæld at få milliardstøtte til flygtningearbejdet i selve Tyrkiet. IOM skriver, at trafikken via Det Ægæiske Hav til Grækenland, som tidligere var hovedindfaldsvejen til Europa, er faldet med 94 procent fra 2016 til 2017. Selvom flere mennesker nu søger over Middelhavet fra Libyen til Italien, er denne stigning ikke så stor, at den opvejer, endsige overgår, faldet i ankomster til Grækenland.

Blokeringen af ruten mellem Tyrkiet og Grækenland betyder også, at der stort set ikke længere kommer flygtninge fra Syrien, Irak og Afghanistan til EU. Det afspejler sig i antallet af asylansøgninger, der de første fem måneder af 2017 har ligget på under det halve af gennemsnittet pr. måned i 2016, opgjorde UNHCR, FN’s Flygtningeagentur, i tirsdags.

Dermed er det nu altovervejende afrikanere – og en stigende gruppe bangladeshere – der forsøger at krydse Middelhavet. Nogle af dem ender med at opnå asyl i EU, fordi de kan bevise, at de er personligt forfulgte, men flertallet af dem bliver betragtet som økonomiske migranter. Og dermed havner de midt i den usikkerhed og frygt, som migration altid fører med sig, næsten uanset hvor i verden den foregår, siger Sine Plambech, migrationsforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i migration, der netop nu opholder sig på Sicilien.

”Migration skaber ofte usikkerhed. De faste beboere her er bange for både de økonomiske konsekvenser – tager migranterne deres arbejde – og nogle er bange for det fremmede i sig selv og den påvirkning, det kan få på den lokale kultur. Sicilianerne har indtil nu været fantastisk rummelige og budt tusinder efter tusinder velkommen, men det begynder at ulme nu. Det er et fattigt område, og arbejdsløsheden er høj, så mange bliver bekymrede for, hvor det ender, når de ser flere og flere afrikanere stå og tigge,” siger hun.

EU har de seneste år forsøgt at mindske indvandringen på en række måder, blandt andet ved at skærpe grænsebevogtningen, men ifølge Sine Plambech lader migranterne sig ikke standse. Det er ikke det, hun hører, når hun taler med dem.

”Så længe forholdene er, som de er i deres hjemlande, er drømmene om migration intakte. Så længe de tror på, at de kan finde arbejde og tjene flere penge end derhjemme, stopper grænsekontrol ikke migrationen. Grænsekontrol kan omdirigere migration til andre steder i verden og gøre den farligere og dyrere, men man kan ikke standse den,” siger hun.

At Afrikas migranter måske allerede er ved at forberede sig på en ny rute, viser antallet af overfarter mellem Nordafrika og Spanien.

Tre gange så mange mennesker ankom til Spanien frem til den 12. juli i år som i samme periode sidste år, cirka 7000 mod 2500. UNHCR har allerede opfordret den spanske regering til at øge beredskabet.