Flygtningebørnenes svære rejse ind i folkehjemmet

Sidste år søgte over 70.000 flygtningebørn til Sverige, og for dem, der får asyl, venter en lang række udfordringer for at kunne lykkes i det nye land. Folk skal acceptere de svenske værdier, fortæller syriske flygtningepiger på skole i Malmø

14-årige Maissaa (tv.) er glad for at være i sikkerhed efter flugten fra Syrien, men trygheden i Sverige har også vakt bekymringer om de efterladte i hjemlandet. 16-årige Jartina (midten) drømmer om at blive advokat og håber, at flid kan hjælpe hende med at få uddannelse og arbejde og bryde de negative statistikker for flygtninge i Sverige. For 15-årige Nuoran (th.) er den største omvæltning fra Damaskus til Malmø, at folk er meget åbne, og at der er så rent alle vegne.
14-årige Maissaa (tv.) er glad for at være i sikkerhed efter flugten fra Syrien, men trygheden i Sverige har også vakt bekymringer om de efterladte i hjemlandet. 16-årige Jartina (midten) drømmer om at blive advokat og håber, at flid kan hjælpe hende med at få uddannelse og arbejde og bryde de negative statistikker for flygtninge i Sverige. For 15-årige Nuoran (th.) er den største omvæltning fra Damaskus til Malmø, at folk er meget åbne, og at der er så rent alle vegne. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Udefra ligner den høje, gule murstensbygning i Malmøs centrum et helt almindeligt kommunalt byggeri, men indenfor rummer væggene en langt større opgave end blot at være kommunekontor. Både for det svenske samfund og i særdeleshed for de mange børn, der har søgt til Sverige for at starte et nyt liv – med eller uden deres familier.

Modtagelsesskolen Mosaik er en af de institutioner, hvor asylansøgere tilbringer de første 12 ugers skolegang, inden de placeres i den almindelige folkeskole. Mange starter blot to måneder efter, de er ankommet til landet.

I den store frokostsal vrimler det med børn. De fleste smiler, taler sammen og griner, mens enkelte sidder stille for sig selv og spiser. I dag er det af paptallerkener, fordi opvaskemaskinen er gået i stykker.

Hver dag serveres der varm mad og salatbuffet, hvor skiltene står på svensk – for eksempel er der vitlöksdressing til salaten – som en del af den sprogundervisning, der er en af de vigtigste opgaver for skolen. Mange af lærerne var gået på pension, men er begyndt igen for at hjælpe til, at børnene bliver godt rustet til de udfordringer, der venter.

Både for dem, der skuffet må forlade Sverige, og dem, hvis liv vil være med til at forme en del af fremtiden for det svenske samfund. 70.384 af de næsten 163.000 mennesker, der ifølge myndighederne sidste år søgte asyl i Sverige, er børn. Heraf var 35.369 uledsagede.

Tre syriske piger har sagt ja til at fortælle deres historier og drømme om fremtiden. Jartina 16 år, Maissaa 14 år og Nuoran 15 år fniser, mens der bliver taget billeder af dem. De er alle ankommet i løbet af det seneste halve år efter først at være flygtet til Tyrkiet og dernæst sejlet videre med båd til Grækenland. Ingen af dem ved, om de får permanent opholdstilladelse.

”Jeg elsker Sverige – her er folk så flinke, og der er roligt,” siger Nuoran, der ligesom de andre piger efter råd fra skolen ikke står frem med fuldt navn.

Halvdelen af samtalen med hende foregår på svensk. Hun bor i en lejlighed med sin mor og sine fire søstre og håber på en dag at arbejde med æstetik og design. Faderen er stadig i Syrien, hvor han som advokat prøver at hjælpe folk, der ikke kan klare sig selv i borgerkrigen.

En af Nuorans største oplevelser ved det svenske samfund er, at der er rent. Hun nyder at gå på kirkegården i Malmø, som i modsætning til den, hun kender i Damaskus, er velplejet.

”Syrien er et lukket samfund, hvor der er rod alle steder. I Sverige er der åbent og pænt, og folk kan tale sammen om det, de vil,” siger hun.

De tre piger er glade for Sverige og klarer sig godt indtil videre, men på den anden side af den lille verden på Mosaikskolen venter der en lang række barrierer. Det er nemlig ikke let at klare sig som flygtning i Sverige, heller ikke for dem, der får permanent ophold i det forjættede land.

Med i bagagen har børnene traumer fra krigen og en farefuld flugt over Middelhavet, og i horisonten venter nye prøvelser. Ifølge avisen Sydsvenskan har 64 procent af flygtningene i Malmø stadig ikke noget job efter 10 år i landet. Mange ender derfor på sociale ydelser og i lejelejligheder i indvandrertunge områder, der kæmper med radikalisering og bandekriminalitet. Mindst 300 svenskere skal ifølge myndighederne været draget i krig for Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Få hundrede meter væk fra skolen ligger bydelen Rosengård, hvor der i mange klasser kun går tosprogede elever. Rosengård er en segregeret del af Malmø, som plages af social uro, hvilket både skolens ledelse og mange af eleverne på modtagelsesskolen godt er klar over.

16-årige Jartina håber på at blive advokat, så hun kan kæmpe for retfærdigheden, som hun mener er blevet krænket af krigen i hjemlandet, der har gjort millioner af mennesker hjemløse.

”I Damaskus var der skud og bomber nat og dag. Man kunne ikke gå uden for en dør eller sove roligt om natten,” fortæller hun.

Jartina ønsker også at stifte familie i Sverige og kæmpe mod radikalisering. Et fænomen, der hærger flere forstæder til de større byer, hvor værdier som ligestilling og frihed krænkes. Værdier, som pigerne fortæller, at de værdsætter. Jartina tror, at hun med flid og dygtighed kan komme igennem nåleøjet og få et arbejde, men hun er også bekymret for dem, der har sværere ved at vænne sig til det nye samfund.

”Vi ser om radikalisering på tv, og det er jo et reelt problem, selvom vi ikke selv mærker det. Folk skal acceptere de svenske værdier. Jeg mener, at man er nødt til grundigt at prøve at finde ud af, hvad den dybere årsag til problemerne er, men det er klart, at det ikke er sundt, hvis der kun bor fattige indvandrere i samme bydel. Alle mennesker har godt af at blive blandet,” siger Jartina.

På Mosaikskolen undervises eleverne i svensk kultur og samfund, hvor ligestilling og accept af homoseksualitet er grundlæggende værdier. Noget, der for nogle af de nytilkomne kan være fremmed. Skolen lægger da også vægt på, at alle lærer om og accepterer de svenske normer. Forældrene er med til møder på skolen, hvor de får lov til at stille de dumme spørgsmål, som skoleleder Niels Daag forklarer det. Det hjælper med at bryde fordomme og give nogle klare svar.

Niels Daag er godt tilfreds med de elever, han kan sende videre til det almindelige skolesystem, men savner, at der senere i børnenes skolegang bliver fulgt mere op på det arbejde, der gør bliver gjort på modtagelsesskolen Mosaik.

”Vi er glade for, at mange af eleverne forlader skolen med gode sprogkundskaber og viden om Sverige. Vi har de ressourcer, der skal til for at klare arbejdet, og har både psykologer og vejledere tilknyttet til at støtte og guide dem. Men når de slippes ind i den svenske folkeskole, er der ikke den samme opfølgning, som vi har kunnet give. Og det rammer særligt de svageste elever,” siger han.

Mens vi sidder i spisesalen, rejser Hassan Ali sig op. Han arbejder som særlig vejleder for eleverne og har fået øje på et par drenge, der sidder uroligt og spiser. Han fortæller dem kort, at de skal sidde ordentligt, hvorefter han vender tilbage til bordet igen.

Niels Daag mener, at skolens vigtigste opgave er at skabe struktur for børnene, og at netop vejledere som Hassan har en afgørende indflydelse, som det øvrige skolesystem kunne lære af.

”Vejlederne er omkring børnene hele tiden. De skrider ind, hvis de er urolige eller hidser sig op, og de er i hverdagen med til at vise den rette vej. Det er de små, men meget vigtige ting, der gør, at børnene holder fast i det positive,” siger skolelederen.

For pigerne har tiden på skolen givet dem fred til at tænke på andre ting end krig og kaos. Men den nyvundne sikkerhed har også gjort, at savnet af de nærmeste er kommet op i dem. Det fortæller Maissaa på 14 år:

”Når man er på flugt, er man tvunget til hele tiden at tænke på, hvordan man selv klarer den næste forhindring og den næste dag. Derfor er det først nu, hvor jeg er tryg, at bekymringerne for dem derhjemme og tankerne om, hvordan de mon klarer sig, kommer frem.”

Maissaa håber at blive uddannet arkitekt en dag, og at hendes lyst til at lære kan være med til at sikre hende et job i fremtiden.

”Det bliver svært, men hvis man er dygtig i skolen og kæmper, tror jeg på, at det kan lykkes,” fortæller hun.