Prøv avisen
Nyhedsanalyse

Flygtningekanslerens skæbnesvangre tavshed

Det er i dag tre år siden, kansler Angela Merkel åbnede den tyske grænse for asylansøgere (billedet). De fleste er enige om, at kanslerens beslutning om at åbne grænsen har polariseret det tyske samfund mere end noget andet de senere år. Foto: Michael Probst/AP/Ritzau Scanpix/arkivfoto

Siden kansler Angela Merkel i dag for tre år siden åbnede den tyske grænse, har den store tilstrømning af asylansøgere bidraget til en følelse af kontroltab blandt mange tyskere. ”Vi klarer den”, sagde hun dengang, men siden har hun været så tilpas tavs, at det har givet albuerum til angst og splittelse

Timingen kunne ikke være bedre for kritikere af Tysklands kristeligt demokratiske forbundskansler, Angela Merkel, og hendes flygtningepolitik. Mens tyskerne har blikket rettet mod urolighederne i den østtyske by Chemnitz, viser kalenderbladet, at kansleren i dag for præcis tre år siden åbnede den tyske grænse for tusindvis af flygtninge strandet i Ungarn – fem dage efter hendes berømte ord om, at ”vi klarer den”. Forbundsrepublikken har siden taget imod over 1,3 millioner asylansøgere, langt de fleste i det første halve år efter grænseåbningen.

Kritikere har tolket urolighederne i Chemnitz, som blev udløst i forrige weekend, da to asylansøgere blev anholdt, mistænkt for at have dræbt en lokal mand, Daniel H., som en direkte konsekvens af kanslerens politik. Det gælder ikke blot det højrenationale Alternativ for Tyskland (AfD), der stormede ind i Forbundsdagen som Tysklands tredjestørste parti ved valget sidste år, men også for eksempel det liberale FDP’s næstformand, Wolfgang Kubicki.

”Optøjernes rødder skal findes i kansler Angela Merkels ’vi klarer den’,” sagde han i sidste uge, da beretninger fra Chemnitz om højreekstremister, der lavede Hitler-hilsen og jagtede tilfældige mennesker, som så fremmede ud, gik verden rundt.

Om kansleren kan stilles til ansvar for urolighederne, kan i den grad diskuteres. Det er værd at huske på, at de højrenationale bevægelser også eksisterede før september 2015, ligesom nogle østtyske byers problemer med højreekstremisme heller ikke er et nyt fænomen. Pogrom-stemninger i Rostock i 1992 kulminerede for eksempel med, at unge mennesker satte ild til lejligheder beboet af vietnamesere, mens naboer så på og klappede af brandstifterne.

Andre, nyere forbrydelser begået af asylansøgere har heller ikke udløst optøjer, som blot minder om Chemnitz.

Da en afghansk asylansøger i sydvesttyske Freiburg i 2016 voldtog en 19-årig kvinde og efterlod hende bevidstløs ved en flodbred, hvor hun druknede, var byen præget af angst, men få mødte op til en demonstration imod flygtningepolitikken, og angsten aftog, da manden fik en livstidsdom. En somalisk mands drab på en læge i sydvesttyske Offenburg i sidste måned fik en AfD-politiker til at indkalde til demonstration, men en pårørende til offeret skrev i et åbent brev, at lægen ”havde bidraget til integration frem for at prædike had og afsky som dig”.

De fleste er dog enige om, at kanslerens beslutning om at åbne grænsen har polariseret det tyske samfund mere end noget andet de senere år og været hovedårsagen til AfD’s opblomstring.

Flygtningestrømmen er for længst aftaget, og siden Balkan-ruten i marts 2016 blev lukket, er antallet af nye asylansøgere faldet til niveauet før krisen. Men debatten vil ikke dø. Og Merkel bærer en del af ansvaret.

For lige så klar i mælet kansleren var i 2015, lige så underligt stille har hun siden været i integrationsspørgsmål trods de mange asylstramninger, hun efterfølgende har stået i spidsen for. Selv da den tyske velkomstkultur begyndte at gå i opløsning, og antallet af tvivlere voksede, har hun kun alt for sjældent talt om, hvordan landet faktisk ”klarer den”, altså integrerer de mange flygtninge.

”Frem til i dag synes Merkel at sky en systematisk, offentlig debat om, hvad der skete efter modtagelsen af asylansøgere, og om, hvor integrationen fungerer, og hvor den hidtil ikke har fungeret,” skriver centrum-venstre-avisen Süddeutsche Zeitung.

Kanslerens tilbageholdenhed er farlig, fordi den gør det let for kritikere af flygtningepolitikken at skabe frygt for migranter, skriver avisen. Man kunne tilføje, at hun med sin tavshed om ikke bidrager, så i hvert fald stiller sig ligegyldig over for det kontroltab, som mange tyskere har følt siden hendes ”vi klarer den”. En følelse, som har hængt ved siden migrant-overgrebene i Köln nytårsnat 2016, og som kun er blevet forstærket med en afvist asylansøgers terrorangreb på et julemarked i Berlin i december 2017, omfattende rod i asylsystemet i delstaten Bremen samt det aktuelle kniv-drab i Chemnitz.

Med til billedet hører dog, at en demonstration mod fremmedhad i Chemnitz mandag aften tiltrak 65.000 mennesker fra hele Tyskland. Til sammenligning kunne lørdagens demonstration mod flygtningepolitikken sammesteds kun mobilisere 4500. Dermed formår tyskerne godt 70 år efter Det Tredje Riges sammenbrud at statuere, at landet i overvejende grad er tolerant og ikke vil acceptere nazi-paroler. Men som avisen Rheinische Posts chefredaktør Michael Bröcker skriver, skal der mere til for at bygge bro til de tyskere, som oplever indvandringen som en trussel.

Især i det tidligere Østtyskland har AfD kunnet høste stemmer på følelsen af at være blevet glemt af det politiske etablissement i Berlin. Angela Merkel, som selv voksede op i DDR, har aldrig vist megen forståelse for østtyskernes følelser, men har ifølge nyhedsmagasinet Der Spiegel snarere haft svært ved at skjule sin foragt for mennesker, der ikke formåede at gribe de nye chancer, der bød sig til efter Murens fald.

I det lys har flygtningekrisen været med til at cementere en eksisterende fremmedgørelse både over for kansleren og de gamle store folkepartier – en fremmedgørelse, som formentlig vil trække spor i mange år fremover. Også hvis Tysklands kansler om to eller tre år ikke længere hedder Merkel.