Der er ikke inviteret til den helt store fødselsdagsfest i anledning 70-året på onsdag. Taler og festivitas er henlagt til digitale rum på internettet, og grunden er ikke kun uforudsigelige corona-rejserestriktioner.
FN’s Flygtningekonvention, der blev underskrevet den 28. juli 1951 og forhandlet i hus under dansk formandskab, er en af de vigtigste internationale konventioner, som sammen med den efterfølgende tillægsprotokol fra 1967 giver alle mennesker ret til at bede om beskyttelse og asyl i et andet land, hvis de er forfulgt i deres eget.
Men det er også en af de mest omdiskuterede.
”Tanken om, at alle lande har et fælles ansvar for flygtninge, er blevet mindre fremtrædende. Vi havde allerede dengang en splittelse mellem de lande, der ville have et internationalt ansvar for flygtninge og dem, der ville begrænse retten til asyl. Men i dag er der flest lande, der vil indskrænke retten,” siger Irial Glynn, historiker med speciale i international migrationshistorie ved det irske University College Dublin.
I månederne op til 70-årsdagen har FN’s Flygningehøjkommissariat, UNHCR, der skal stå vagt om konventionen, kritiseret blandt andet de græske kystvagter for at skubbe bådflygtninge tilbage til Tyrkiet i stedet for at lade dem søge asyl.
De danske og britiske ønsker om at uddelegere behandlingen af asylansøgninger til tredjelande er også blevet mødt med kritik. Og senest har Storbritannien, der også var blandt hovedarkitekterne bag konventionen, vedtaget en lov, der afskærer mennesker fra at begære asyl, hvis de er kommet illegalt ind i landet, især med henblik på det voksende antal migranter, som kommer via Den Engelske Kanal.
Det er i direkte modstrid med Flygtningekonventionen, men indenrigsminister Priti Patel har forsvaret den nye nationalitets- og grænselov med det argument, at konventionens bestemmelser ikke længere giver mening.
”Det britiske folk har fået nok af åbne grænser, nok af småbåde, der lander illegalt på vore strande takket være kriminelle bander, nok af mennesker, der drukner på farlige rejser,” sagde Priti Patel, da hun fremlagde loven i Underhuset den 19. juli.
Men trods en ophedet debat i mange lande har ingen regeringer endnu valgt at træde ud af konventionen, som beskyldes for at true de europæiske landes suveræne ret til at beskytte deres grænser.
En ny global flygtningeaftale, som skal forbedre det internationale samarbejde om flygtninge, blev vedtaget af FN’s Generaforsamling i 2018 efter voldsom polemik, men er ikke bindende for medlemslandene i erkendelse af, at det i dag ville være umuligt at blive enig om nye forpligtelser.
Omvendt har nogle af de lande, som i dag tager imod allerflest flygtninge som for eksempel Jordan, Libanon og Bangladesh, slet ikke tiltrådt den, påpeger migrationshistoriker og profesor ved universitetet i Manchester Peter Gatrell.
”Man kunne sige, at konventionen er irrelevant og lige så godt kunne afskaffes, når flere af de lande, der tager imod flest flygtninge, slet ikke er forpligtet til det. Men den udgør et slags mindstegrundlag for samarbejdet om flygtninge,” siger Peter Gatrell.
Charlotte Slente, generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp, mener også, at Flygtningekonventionen lever op til sin hensigt.
”I 1951 omfattede konventionen især Europa, for det var her, at flygtningene dengang var. I dag taler vi om en flygtningekrise som noget, der påføres os. Men 85 procent af flygtningene befinder sig jo uden for de vestlige lande – i nærområderne i blandt andet Afrika. Det, vi opfatter som en trussel, skyldes ikke konventionen. Det er en international beskyttelseskrise,” siger Charlotte Slente.