Prøv avisen

Flygtningekrise udhuler skandinavisk udviklingsbistand

I Norge vil den borgerlige regering bruge 12 procent, Venstre-regeringen i Danmark vil afsætte 20 procent og den socialdemokratisk-ledede regering i Sverige 19 procent af den samlede udviklingsbistand hjemme. Her ses Lars Løkke Rasmussen (V) sammen med den svenske statsminister Stefan Löfven (tv) og norske Erna Solberg (th) ved et nordisk statsministermøde i København i oktober. Foto: Jens Nørgaard Larsen

De skandinaviske lande vil bruge store dele af udviklingsbistanden på flygtninge. Professor frygter, at regionen mister international indflydelse, og at kursen kan smitte af på andre lande

I takt med, at flere og flere flygtninge og migranter strømmer til Norge, Danmark og Sverige, udfordres landenes ressourcer til at give de nytilkomne husly, mad og sociale ydelser.

For at afhjælpe situationen planlægger de tre lande i forbindelse med statsbudgetterne for næste år at tage midler fra bistanden til fattige lande og i stedet bruge dem på udgifter til flygtninge hjemme.

I Norge vil den borgerlige regering bruge 12 procent, Venstre-regeringen i Danmark vil afsætte 20 procent og den socialdemokratisk-ledede regering i Sverige 19 procent af den samlede udviklingsbistand hjemme.

Der hersker dog stor usikkerhed om det svenske tal, da man regner med, at hele 60 procent af det samlede udviklingsbudget vil gå til asylsystemet, hvis flygtningestrømmen fortsætter som ventet. Næste år regner man med op mod 170.000 asylsøgere.

De udsigter har vakt store protester, og det svenske udenrigsministerium advarer om, at den internationale troværdighed er på spil.

”Sveriges anseelse vil lide alvorlig skade (...) Det vil ødelægge vores kandidatur til FN's Sikkerhedsråd,” lyder det i en intern skrivelse, som public service-kanalen Sveriges Radio har fået adgang til.

Jonas Tallberg, der er professor i statskundskab ved Stockholms Universitet, frygter, at landene kan starte en trend.

”Skandinavien har i lang tid været bannerfører for bistand, og derfor kan det ende med, at andre lande følger med. Desuden skal man huske, at man mister muligheden for at påvirke udviklingen i svage lande, hvis man kanaliserer midlerne andre steder hen. Det betyder, at sager som kvinders og homoseksuelles rettigheder mister fokus,” forklarer han.

I Danmark har regeringen samtidig med omlægningen i sit finanslovsforslag reduceret udviklingsbistanden med 2,3 milliarder kroner, mens Sverige modsat øger tilskuddet med 2,4 milliarder kroner og Norge med cirka en milliard kroner. I Norge vil det dog stadig betyde en reduktion af den internationale støtte på cirka 2,4 milliarder kroner, fordi man vil bruge 4,2 milliarder kroner mere på hjemlig hjælp. For Sveriges vedkommende hersker der stor usikkerhed, da asylmyndighederne næste år forventer, at udgifterne til at håndtere flygtningetilstrømningen stiger fra 22 til 48 milliarder kroner.

Tanken om at bruge midlerne på hjemlige formål er langt fra ny, men ifølge Jonas Tallberg er der sket en udvikling de seneste fem år, hvor flere og flere penge er forsvundet. Han fortæller, at kerneydelsen er udhulet, men at man har holdt FN's anbefaling på at bruge 0,7 procent af bruttonationalindkomsten på udviklingsbistand. Et tal, der dækker over den årlige indkomst for et lands indbyggere.

”Når man nu indirekte reducerer støtten, vil det forringe Skandinaviens gennemslagskraft internationalt. Det svenske kandidatur til FN's Sikkerhedsråd kan blive ramt, og landene vil stå svagere i forhandlinger i EU, Verdensbanken og FN,” siger han.

Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), er enig i den udlægning.

”Det skader regionens vægt i internationalt samarbejde. Vi gik forrest, men det renommé har fået et ordentligt hak i tuden,” siger han.

Klaas Dykmann, lektor ved institut for samfund og globalisering på Roskilde Universitet, peger på, at de skandinaviske lande stadig ligger i top, hvad angår udviklingsbistand. Han er derfor ikke helt så bekymret.

”Det er ikke en katastrofe, men der er klart, at synet på landene påvirkes. Det virker som en meget kortsigtet strategi, der skal stryge hjemlige vælgere med hårene, men det giver ikke bedre resultater ude i verden,” siger han.

En af de organisationer, der vil mærke reaktionerne på de ændrede prioriteringer, er Red Barnet. Her mener konstitueret generalsekretær Jonas Lindholm, at der er sket et skred i opfattelsen af, hvordan bistandsmidler kan bruges.

”Man skal huske, at den eneste måde, vi kan løse problemer og forebygge migrationsstrømme på, er udviklingsstøtte. Vi lever i en sammenhængende verden, og hvis man vil tage klima og migration alvorligt, skal der bruges penge,” siger han.