I Tyskland hviler der i øjeblikket en dommedagsagtig stemning over det kristeligt demokratiske parti CDU. Mange CDU-medlemmer spørger sig selv, om partiets leder, Angela Merkel, overhovedet kan overleve som kansler, hvis ikke der snart findes en løsning på flygtningekrisen.
Medierne diskuterer ivrigt kanslerens fremtid, og politikere fra det indvandrerkritiske parti Alternativ for Tyskland, AfD, udvikler spekulationer om, at Angela Merkel er ved at forberede sin afgang, og at hun på grund af folkets vrede vil være nødt til at flygte til et land i Sydamerika.
Helt så dramatisk ser Heinrich Oberreuter, der er leder af journalistuddannelsen i Passau, tidligere professor i statskundskab og en anerkendt kommentator af tysk politik, ikke situationen for Angela Merkel. Men han mener, at kanslerens politiske dage meget vel kan være talte.
”Jeg vil ikke blive overrasket, hvis hun i løbet af det næste halve års tid ikke længere er kansler, for hvis hun ændrer kurs på flygtningeområdet, lider hendes troværdighed skade. I offentligheden står Angela Merkel som billedet på et 'hjerteligt velkommen til alle flygtninge næsten uden kontrol eller undersøgelse', og hvis hun skifter politik, tvivler jeg på, at hendes troværdighed kan holde til det, og det er måske også spørgsmålet, om hun selv ønsker at stå for en politik, som hun dybest inde ikke ønsker,” siger Heinrich Oberreuter.
Det er en opfattelse, som han deler med en række andre politiske kommentatorer og eksperter, der alle er enige i, at flygtningekrisen ikke alene udfordrer Tyskland som land, men også Angela Merkel som kansler, og at krisen meget vel kan blive hendes politiske Waterloo (Waterloo var det sted, nu i Belgien, hvor Napoleon tabte sit sidste slag).
Der er intern strid i CDU om flygtningepolitikken, og det kristeligt konservative søsterparti CSU truer med at klage til Tysklands øverste domstol, Forfatningsdomstolen, hvis Angela Merkel fortsat ikke vil sætte en grænse for det antal asylsøgere, som landet kan tage imod.
De seneste meningsmålinger viser også, at partierne mister opbakning i befolkningen: I modsætning til parlamentsvalget i september 2013, hvor CDU/CSU fik næsten 42 procent af stemmerne, ville 36 procent af tyskerne i dag stemme på de to partier, og hele 90 procent af CDU's egne vælgere er utilfredse med kanslerens flygtningepolitik.
”Angela Merkel og den politiske ledelse i Tyskland har spillet fallit i flygtningekrisen. Allerede længe før flygtningene begyndte at strømme mod Europa, burde EU-landene have vidst, hvad der var i vente og sikret EU's ydre grænser med modtagecentre for flygtninge, de såkaldte hotspots, hvor flygtningene kunne få en ordentlig og hurtig sagsbehandling,” siger Heinrich Oberreuter.
”Da flygtningekrisen for alvor begyndte i september 2015, var en af de største fejl, Angela Merkel begik, at åbne grænserne uhæmmet for flygtninge fra Ungarn, for dermed blev der skabt en situation, som ikke kunne kontrolleres. Naturligvis kunne Tyskland ikke lade Ungarn i stikken, men Angela Merkel burde have gjort det klart, at man udelukkende reagerede på en nødsituation, og at man så hurtigt som muligt ville vende tilbage til normal tilstand og normal ret igen,” siger Heinrich Oberreuter.
Daniel Brössler, der er journalist og EU-ekspert, skriver i en kommentar i den sydtyske avis Süddeutsche Zeitung, at Angela Merkel allerede ved begyndelsen af flygtningekrisen i uhyggelig grad tog fejl af stemningen i EU.
”Mens hun klagede over ungarernes og slovakkernes manglende solidaritet, viste det sig, at slet ingen lande var på Tysklands side,” skriver Daniel Brössler.
Heinrich Oberreuter er enig.
”Tyskland står alene i EU, og faktisk er situationen værre, end Daniel Brössler beskriver den, fordi en meget udbredt opfattelse i lande som Frankrig og England er, at tyskerne i øjeblikket udøver moralsk imperialisme: At vi forsøger at påtvinge EU vores flygtningepolitik, og at vi anser vores holdning for at være mere moralsk korrekt end andre landes politik.”
”Mange lande i EU føler på grund af Angela Merkels ord om, at 'vi klarer det' og hendes hvad man nærmest må kalde selfies med asylsøgere, at flygtningeproblemet først er blevet så stort netop på grund af kansleren, og at det derfor også er et rent tysk problem. 'Tyskerne har jo selv indbudt flygtninge og dermed skabt problemet, og så må de også selv klare det', tænker mange europæ-ere,” siger Heinrich Ober-reuter.
I september var mange tyskere grebet af kanslerens ord om, at ”vi klarer det”, og der var en optimistisk stemning i landet, som blandt andet gav sig udtryk i stor hjælp og understøttelse til de organisationer, der engagerer sig i flygtningearbejdet. Men Angela Merkel overså de praktiske problemer, mener han.
”Det er da muligt, at mange tyskere på grund af landets grusomme fortid i dag er mere beredvillige end andre folk til at hjælpe mennesker i nød, men vi må samtidig ikke lukke øjnene for, at vi skal kunne være i stand til at tage os ordentligt af de mennesker, der kommer. Man er nødt til at se tingene samlet, og humanitet kan kun blive til virkelighed, så længe forholdene tillader det.”
”Den praktiske side af sagen er med sikkerhed noget, som Angela Merkel har overset. Som forbundspolitiker er hun ikke direkte involveret i det lokale arbejde med flygtningene, og som mange andre politikere i Berlin ved hun slet ikke, hvordan forholdene rent faktisk er for de mennesker, der engagerer sig i flygtningearbejdet på lokalt og kommunalt plan,” siger Heinrich Oberreuter.
Det har altid haft højeste prioritet for Angela Merkel at finde en europæisk og ikke kun en tysk løsning på flygtningeproblemet, men dermed har hun manøvreret sig ind i en situation, hvor det kan være svært for hende at finde en udvej, og i dag står hun ifølge mange kommentatorer med ryggen til muren. Heinrich Oberreuter kan kun råde kansleren til at handle hurtigt:
”Både CSU og SPD (det socialdemokratiske parti, red.) forlanger, at der træffes en afgørelse om flygtningeproblemet senest i marts, og derfor bør Angela Merkel så hurtigt som muligt undersøge, om det overhovedet er muligt at finde frem til en solidarisk europæisk løsning. Både Sverige og Danmark viser med deres lukning af grænserne, at de ikke længere vil være med til at bære en solidarisk model. Derfor kan Merkel meget vel blive tvunget til at affinde sig med, at ikke alle EU-lande kan blive enige om en løsning.”
I Tyskland vurderer mange politiske kommentatorer, at EU's fremtid afhænger af, hvorvidt landene kan finde frem til en fælles linje på flygtningeområdet. Heinrich Oberreuter er overbevist om, at EU vil overleve krisen, men at de store flygtningestrømme muligvis kan ændre EU's struktur.
”EU har været igennem en meget stor udvikling, og spørgsmålet er, om udvidelsen til at omfatte 28 lande måske var et for stort skridt. Nu oplever vi, at vi har alt for mange forskellige interesser, der trækker hver sin vej. Det europæiske projekt tages mere alvorligt af de lande, der i sin tid har været med til at skabe EU for at sikre freden i Europa, end af de lande, der hovedsageligt er blevet medlemme af økonomiske grunde.”
”Hvis EU fortsat kun bestod af kernelandene, ville man måske lettere kunne komme til enighed, også når det drejer sig om flygtningepolitikken. Jeg tror, at det er de baner, Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, tænker i, når han taler om at danne 'De villiges koalition' i EU. Det er ikke første gang, at der tales om at opdele EU i to tempi, og jeg oplever en stadigt stærkere tendens, der peger i den retning.”
”Det vil være meget fornuftigt at sige, at de, der ikke vil være med, heller ikke behøver at være med, men at de til gengæld ikke skal hindre de lande, der gerne vil arbejde tættere sammen om at løse problemer som flygtninge-krisen,” siger Heinrich Oberreuter.