Mohammad Zatareyh har et særligt forhold til den tyske autobahn. Ved siden af sit fuldtidsjob kører den 29-årige syriske flygtning på kryds og tværs af Tyskland for at fotografere og filme bryllupper. Motorvejene er et net af muligheder, som gør ham i stand til at skabe sig det liv, han ikke kan skabe sig i sit sønderbombede hjemland.
”Jeg kender efterhånden Tyskland bedre end de fleste tyskere,” siger han og ler.
Men den tyske autobahn står ham også nær af en anden grund. I sensommeren for fem år siden sad Mohammad Zatareyh mellem hundredvis af desperate syriske familier på banegården i Budapest og fik en idé, som endte med at vende op og ned på flygtningesituationen i Europa. Han overtalte hundredvis af mennesker til at forlade stationen og vandre de 180 kilometer til Østrig. Folkevandringen førte til, at Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, samme nat traf sin omdiskuterede beslutning om at holde grænsen åben for de mange flygtninge fra marchen på den ungarske motorvej.
”Jeg måtte knibe mig i armen, da jeg ankom dengang. Alt var nyt for mig, byerne, kulturen, tyskerne, deres tankegang. Jeg tænkte: ’Er det virkelig lykkedes, er min rejse virkelig til ende?’. Det var en skøn følelse. Men det har også været svært at lære at stå på egne ben,” siger Mohammad Zatareyh.
Kristeligt Dagblad møder ham på en fortovscafe i universitetsbyen Witten i den vesttyske kulmineregion Ruhr. Med sine godt fem millioner indbyggere er Ruhr landets tættest befolkede byområde, og behovet for arbejdskraft i de nu lukkede miner betyder, at regionen i 150 år har været præget af indvandring. Kvinder med hovedtørklæder triller børn i klapvogne gennem byens gågade, næseborene fanger duften af parfumeret røg fra en nærliggende vandpibebar. Mohammad Zatareyh er netop flyttet til den vesttyske region for at arbejde på handelsgiganten Amazons store lager i Dortmund. I næsten fem år boede han i den anden ende af Tyskland, i middelalderbyen Zwickau i den østtyske delstat Sachsen, hvor han arbejdede som bilmekaniker. Zwickau havde ifølge den unge syrer ”vist aldrig nogensinde set en flygtning før”, og Sachsen har da heller ikke kun fostret den tyske romantik, men også gjort sig bemærket med brandangreb på flygtningecentre.
Et af hans første indtryk dengang var, at lokale beboere fra bevægelsen bag den tyske velkommen-kultur malede hjertelige hilsner til flygtningene på bannere og byens gamle brosten, mens tilhængere af den islamkritiske Pegida-bevægelse demonstrerede mod de nytilkomne.
”I begyndelsen var der mennesker, som ikke ville have, at vi blev, fordi vi havde en anden hudfarve. Men Tyskland har forandret sig. Landet er blevet mere tolerant. Folk har accepteret, at der kom mange udlændinge, og de har set, at vi gerne vil arbejde,” mener syreren, som ville uddanne sig til svejser, inden coronakrisen satte en stopper for undervisningen.
”Det sker, at jeg oplever racisme, men det er sjældent. Der vil altid findes dårlige mennesker.”
For fem år siden blev du kendt for at føre flygtninge til Tyskland. Har de mennesker fået et bedre eller værre liv?
”Under alle omstændigheder et bedre liv. Jeg kender folk, som har fået arbejde, et hjem, sikkerhed, deres børn går i skole. De havde ikke noget godt liv, da vi strandede i Ungarn. De havde intet håb. Ungarn er ikke så rigt og venligt,” siger han.
Mohammad Zatareyh er heller ikke selv i tvivl: Han har fået et bedre liv. Men euforien fra 2015 er forduftet, og mere ædruelige tanker om fremtiden fylder hans hoved. Kan han klare sig i Tyskland? Kan han opnå det liv, han drømmer om, stifte familie?
”I Tyskland føler jeg mig tryg. Alt fungerer. Jeg kan godt lide tysk kultur. Tyskere er ligefremme og siger, hvis de kan lide eller ikke lide dig og dit arbejde. Hvor jeg kommer fra, er man høflig over for en person, men taler måske bagefter dårligt om ham over for andre,” siger han.
Men det er samtidig vanskeligt at navigere i et nordeuropæisk velfærdssamfund, hvor ærligt arbejde tilsyneladende ikke altid betaler sig.
”Det er dyrt at bo her. Begår man en fejl, får man en bøde. Det gør mig vanvittig, at man skal betale så meget skat. Det er nærmest umuligt at spare op til at bygge et hus. Jeg vil gerne arbejde hårdt og tjene mine egne penge. Det er indimellem svært, når man ser, at en del mennesker sidder derhjemme og har en masse børn og ikke laver noget, men alligevel har en masse penge, fordi de får penge af staten og arbejder sort. Men det er ikke noget for mig. Det er haram (forbudt ifølge muslimsk lov, red. ). Man skal arbejde ærligt for sine penge,” siger syreren, som er i færd med at søge om permanent opholdstilladelse i Tyskland.
Flytningen fra Zwickau i det tidligere Østtyskland til Ruhr i det vestlige Tyskland illustrerer også et af hans dilemmaer som flygtning. Som halvvejs tysk og alligevel fremmed. For det er nemmere at være udlænding i det multikulturelle vest. Men det er ikke nødvendigvis en fordel.
”I Zwickau lærte jeg tyskere at kende, for der boede nærmest kun tyskere. Da jeg begyndte at arbejde, kunne man kun tale tysk, så jeg talte tysk. Man kan sige, at det var godt for mig,” siger Mohammad Zatareyh, som indimellem leder efter et bestemt tysk ord, men ellers taler, som om han aldrig havde talt andet. Med et anstrøg af østtysk dialekt, siger folk til ham i vesttyske Ruhr.
”Men det var også vanskeligt. Man skulle være glad, når man fandt en ven, for der var næsten kun ældre mennesker,” siger han om affolkningen i øst.
”Her er det komplet anderledes. Her har man mere frihed. Ingen kigger efter mig på gaden. Her har jeg mange venner, vi er nogle gange 15, der går ud sammen. Men det er kun arabere. Og min bror og mine arabiske venner her taler ikke så godt tysk, fordi de altid er sammen. Det er heller ikke godt,” siger syreren, som bor midlertidigt hos sin bror i Witten.
Mohammad Zatareyhs forældre og flere søskende bor i Istanbul, og han må hver måned sende penge – ”familieskat”, som han kalder det – til den tyrkiske storby, for faderen er syg og kan ikke arbejde. I Syrien har han stadig onkler og en tante. Men familiens hus i hovedstaden Damaskus er ødelagt af krigen.
Vil du tilbage til Syrien?
”Det er et stort ubesvaret spørgsmål for mig. Jeg savner min by. Mine venner, som jeg er vokset op med. Vores gamle hus, som blev ramt af en bombe. I Tyskland har man verdens bedste biler, i Syrien verdens bedste mad. Men jeg har intet i Syrien. Alt er forandret efter krigen. Ingen har længere følelsen af, at det er deres land, og at de vil redde det. Ingen,” betoner han.
”Det gør ondt at tænke på, at mine onkler hver uge kom på besøg, at hele familien samledes i det samme hus, lavede mad og spiste sammen. Disse øjeblikke vil jeg aldrig opleve igen.”
Mohammad Zatareyh blev for nylig forlovet med en syrisk kvinde, som bor i Istanbul. Hans drøm er at få hende til Tyskland, at gifte sig, bygge et hus og få to børn sammen. Da Kristeligt Dagblad mødte ham for fire år siden, ville han helst stifte familie med en tysk kvinde, for hans familie forventer, at en syrisk hustru tildækker sit hoved, og ”det fungerer ikke her”, sagde han.
”Da der dengang kom så mange udlændinge til Tyskland, var mange mennesker imod os. Så jeg tænkte, at jeg blev nødt til at finde en tysk kvinde for at kunne leve her. Men Tyskland er meget mere tolerant i dag. Kvinder kan gå med tørklæde, uden at nogen ser ned på dem,” siger han og tøver for ligesom at samle de rigtige ord sammen.
”Det er svært at finde en tysk kvinde. Det er noget kulturelt. Tyskere gifter sig meget sent. Jeg er næsten 30 og vil gerne nå at stifte familie. Det kan tage flere år, før vi får de rigtige papirer og godkendelser, og min hustru kan komme til Tyskland.”
Han gifter sig også med en syrer af respekt for familien, siger han.
”Jeg har intet problem med, at min kvinde ikke går med tørklæde. Jeg driller andre muslimer og spørger dem, hvorfor jeg ikke skal gå med tørklæde, når en kvinde skal, for jeg har jo hår på hovedet ligesom hende. Men jeg respekterer, at min familie ikke kan lide, at kvinder går halvnøgne rundt, som man gør her,” siger Mohammad Zatareyh, som efter eget udsagn kun har besøgt en moské et par gange i Tyskland.
Du er stadig meget præget af syrisk kultur?
”Man kan ikke ændre alt på fire-fem år. Hvis jeg havde været i Tyskland i 20 år og kun kendte tyskere, ville det nok være anderledes. Der er mennesker her, som lever på præcis samme måde som i deres arabiske hjemland. Sådan vil jeg ikke være. Min bror siger også, at jeg gør alting som en tysker.”
Hvad for eksempel?
”For eksempel at tænke først, så handle. Det har jeg lært af tyskerne. Hos os gør man det omvendt. Man kaster sig ud i det, og måske går det, måske går det ikke. Engang ville min bror besøge en køreskole, og jeg sagde: ’Ring til dem, måske er der ikke åbent.’ Men han ville bare af sted, så vi kørte 30 kilometer, og de viste sig at have lukket. Jeg kan godt lide, at man tænker sig om.”
Fem år er gået siden marchen på motorvejen, som kom til at symbolisere Europas flygtningekrise. En krise, der har splittet EU og ført til opblomstringen af højrenationale partier og bevægelser. Mohammad Zatareyh tror ikke, at Tyskland nogensinde kommer til at tage imod så mange flygtninge igen:
”Merkel sagde, ’vi klarer det’, og jeg tror, Tyskland har klaret det. Vi er mange, der gerne vil arbejde, og Tyskland har brug for os. Men jeg tror ikke, at det vil ske igen, at så mange kommer. Krigen i Syrien er ikke så voldsom mere, og situationen i Europa er blevet mere usikker med coronakrisen. Da vi dengang gik mod Tyskland, var Merkel ikke indforstået med, at alle de mennesker skulle komme til Tyskland. Men hun mærkede et pres, og det førte til et mirakel. For mig har det betydet, at jeg kan tro på en bedre fremtid. Jeg vil blive i Tyskland, og jeg har stadig en stor drøm om at lykkes her. Jeg håber, at jeg kan fortælle mine børn, at jeg var med til at hjælpe så mange flygtninge hertil, og jeg håber, at de vil være stolte af mig.”