For et år siden sad Mohammad Zatareyh mellem hundredvis af desperate syriske familier på banegården i Budapest og fik en idé, som endte med at vende op og ned på flygtningesituationen i Europa. I dag sidder den 26-årige syriske flygtning i solen ved den østtyske by Zwickaus markedsplads med den gotiske kirke i baggrunden. Han kniber sig selv i kinden. Han skal lige sikre sig, at det ikke er en drøm, siger han og ler:
”Da vi gik over den tyske grænse, sagde jeg til min ven: ’Jeg kan næsten ikke tro, at vi er her’. Det er stadig svært for mig at forstå.”
Dengang på banegården overtalte han hundredvis af mennesker til at forlade stationen og vandre de 180 kilometer til Østrig, og som det fremgik af gårsdagens avis, førte folkevandringen til, at Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, samme nat traf sin kontroversielle beslutning om at åbne grænsen for de mange flygtninge fra marchen på den ungarske motorvej.
Efter et ophold i München kom Mohammad Zatareyh til en flygtningelejr i udkanten af Zwickau i den østtyske delstat Sachsen.
”Da jeg kom hertil, ville jeg væk igen så hurtigt som muligt. Jeg tror ikke, de nogensinde havde set flygtninge i Zwickau før, og der var mennesker, som ikke ville have, at vi blev, fordi vi havde en anden hudfarve,” siger han og ser ud over markedspladsen, hvor den såkaldte velkommenkultur og højrenationale grupper i løbet af året har kæmpet om, hvem der skulle repræsentere byen over for de nytilkomne.
Lokale beboere har demonstreret med ”Zwickau viser hjerte”-bannere og malet hjertelige hilsner til flygtningene på de gamle brosten, som andre mindre venligt stemte bagefter forsøgte at fjerne. I en periode demonstrerede tilhængere af den islamkritiske Pegida-bevægelse også på pladsen hver weekend.
”De råbte alt muligt, vi ikke forstod. Det var ikke så rart,” siger Mohammad Zatareyh, men tilføjer, at han ikke har set dem demonstrere siden engang i foråret.
I begyndelsen skulede de ældre indbyggere også til ham. Men da han lærte at hilse dem med et ”Glück auf”, den traditionelle hilsen blandt områdets minearbejdere, blev de olme blikke til brede smil. Han lærte også hurtigt en ung tysker fra byen at kende, som i dag er hans bedste ven.
”Nu kender jeg så mange mennesker her, at jeg ikke kunne tænke mig at bo andre steder,” fortæller Zatareyh og beklager, at mange af andre flygtninge søger mod større byer, så snart de har fået deres opholdstilladelse.
Det er herude, hvor husene står tomme, og unge tyskere flytter væk, at der er brug for den arbejdskraft, flygtninge kan tilbyde, mener han.
”Tyskland er et rigt land, men se omkring dig, 85 procent af menneskene her er ældre, og hvem skal tage over, når de dør?”.
Når han har lært tysk og fået sin opholdstilladelse, vil han tage en uddannelse og bygge et hus i Zwickau. Han har flere års erfaring fra byggebranchen i Dubai. Han vil helst stifte familie med en tysk kvinde, for hans egen familie forventer, at en syrisk hustru tildækker sit hoved, og ”det fungerer ikke her”.
”Jeg drømmer om at lykkes her,” siger han og understreger, at han ikke bebrejder myndighederne, at processen omkring opholdstilladelse er langsom:
”Tyskland har jo aldrig taget imod så mange før.”
De mange tusinde f lygtninge, som krydsede grænsen til Tyskland i sensommeren 2015, kom som en fuldstændig overraskelse, fortæller Thomas Heek, leder af den katolske hjælpeorganisation Caritas’ asylrådgivningscenter i kommunen Friedland i den tyske delstat Niedersachsen.
Friedland kunne officielt tage imod 900 flygtninge, men da Thomas Heek i juli 2015 kom tilbage fra en måneds sommerferie, var der allerede cirka 3000, og tallet steg senere til omkring 4000.
”En udfordring var at sørge for logi og mad til alle og få dem videre til de lokale samfund og en anden var selve asylproceduren. Jo længere proceduren varede, des mere frustrerede blev folk, fordi de ikke vidste, hvad der skulle ske med dem. Jeg er temmelig sikker på, at folk blev aggressive, fordi deres nerver hang i laser, og så taber mennesker selvfølgelig besindelsen. Men vi oplevede kun få konflikter mellem medarbejderne og flygtninge,” siger han.
Trods den store overbelastning var det en vigtig oplevelse for nødhjælpsorganisationens frivillige og medarbejdere, fortæller Thomas Heek. Mange blev langt mere opmærksomme på den situation, asylansøgerne befinder sig i.
”Hvis man ikke kan komme ind på sit kontor, fordi der ligger mennesker og sover på gulvet, så bliver man en hel del mere følsom i forhold til situationen. Problemerne blev langt tydeligere for mange af os.”
I dag er det tyske samfund stort set delt mellem dem, der er optimistiske omkring indvandringen, og dem, der mener, at den har skabt enorme problemer, og at grænserne bør lukkes helt. Det siger Albert Scherr, professor og leder af Institut for Sociologi ved Det Pædagogiske Universitet Freiburg og medlem af rådet for migration, en sammenslutning af forskere, der beskæftiger sig med migration og integration.
”I begyndelsen var der mange, der havde nogle meget naive forestillinger, som var engageret i velkommen-kulturen, og som ikke havde taget problemerne med i deres overvejelse. Opbakningen led tab, men man kan ikke tale om et sammenbrud. De, der stadig er engageret, er stadig meget positive omkring deres engagement.”
Selvom de tyske medier jævnligt har berettet om angreb på asylcentre siden åbningen af grænsen sidste år, kan man på ingen måde tale om kaotiske tilstande, mener Albert Scherr.
”De voldelige angreb bliver støttet af en lille gruppe af højreradikale, som blot får en masse offentlig opmærksomhed,” siger han.
Sociologen påpeger, at der er stor mangel på arbejdskraft i den tyske industri, og at omtrent 10-15 procent af flygtningene er allerede integreret på arbejdsmarkedet. Selvom det er svært for dem at lære sproget, er der ingen grund til at frygte, at de ikke med tiden kan integreres, mener han:
”I det store billede har migration i Tyskland hidtil været vellykket.”
Den helt store succes det seneste år har været indsatsen fra lokalsamfund overalt i Tyskland, hvor folk blandt andet har sørget for logi og netværk til flygtninge. Den aktivisme vil også være afgørende for integrationen fremover.
”Det, der ikke har været så stor en succes, er at tage skridtet fra krisehåndtering til en regulær integrationsproces. Der er stadig stor mangel på huse og uddannelsesfaciliteter, og især i de større byer lever folk under de værste forhold i haller og lejre. Men det problem kan være løst i løbet af 2-3 år, hvis der vel at mærke er politisk vilje,” siger han.J
