Prøv avisen

Flygtningene udfordrer hele Europas identitet

Kan vores samfund tåle at åbne sig for de mange flygtninge, der søger beskyttelse, eller er vi nødt til at afvise nogle af dem for at bevare vores europæiske egenart og civilisation?

Fra de græske øer til Rødby i Danmark har flygtningepresset stillet EU i en historisk udfordring. Mens blandt andet Tyskland lægger op til fælles løsninger, frygter andre for opløsningen af deres nationalstater

Ikke siden mellemkrigstiden har Europa været så udfordret på sin identitet. Kan vores samfund tåle at åbne sig for de mange flygtninge, der søger beskyttelse, eller er vi nødt til at afvise nogle af dem for at bevare vores europæiske egenart og civilisation?

Det er dybest set det klassiske dilemma, som udfordrer de europæiske politikere sammen med de tusinder af mennesker, der dagligt baner sig vej ind i Europa - til fods, med tog eller over Middelhavet. Og som danner rammen for diskussionerne, når EU's indenrigs- og justitsministre mødes på mandag for at drøfte situationen.

Tilbage i 1930'erne forsøgte tusinder af jøder at undslippe Hitlers Tyskland, men fandt grænserne lukkede. Også i Danmark. I Skandinavien, som andre steder, frygtede man, hvad store grupper af jødiske udlændinge ville betyde for de velkendte samfund, og de jødiske flygtninge blev afvist med de samme argumenter, som bekymrede politikere bruger i dag: Der er en grænse for, hvor mange flygtninge et samfund kan opsuge uden selv at gå i opløsning.

”Dengang frygtede højrefløjen også, at hvis man lempede for meget, ville det være som at åbne for en sluse. Der var jo potentielt millioner af jødiske flygtninge, og det kunne man slet ikke overskue. Der var en dyb frygt for civilisationens overlevelse,” siger Morten Rasmussen, lektor i europæisk historie og europæisk retshistorie ved Københavns Universitet.

Han ser EU-landenes splittelse som en gentagelse af det gamle dilemma. Nogle af de 28 medlemslande vil åbne sig, andre vil forskanse sig.

”Det er en massiv udfordring af det europæiske projekt. Der er så mange følelser på spil,” siger han.

Demetrios Papademetriou, der står i spidsen for tænketanken Migration Policy Institute Europe med afdelinger i Washington og Bruxelles, ser flygtningekrisen som ”en situation uden fortilfælde i Europa”.

”Det er en krise, der berører hele kernen i EU-samarbejdet. I årene efter Murens fald modtog Tyskland 800.000 asylansøgninger, så Tyskland har prøvet det før. Men i dag er hele Europa berørt af flygtningekrisen, og krisen kan ikke løses af de enkelte lande hver for sig. De europæiske lande er nødt til at blive enige om fælles aftaler om fordeling af flygtninge, fælles modtagecentre og også om, hvilke lande det er sikkert at sende flygtninge tilbage til,” siger Demetrios Papademe-triou.

Han fremhæver, at størstedelen af de flygtninge, der kommer til Europa lige nu, er nødlidende mennesker, der har krav på beskyttelse.

”Men hvis Europa skal kunne hjælpe flygtninge, er man nødt til at finde nogle procedurer, så de migranter, der ikke har krav på asyl, hurtigt kan sendes tilbage til hjemlandet. Europa har hidtil ikke været konsekvent i forhold til at sende afviste asylsøgere eller økonomiske migranter tilbage. Den europæiske offentlighed forventer, at flygtninge bliver behandlet ordentligt. Men en forudsætning for den folkelige velvilje er, at systemet hjælper dem, der er forfulgte eller ofre for krig. Ellers kan man ikke forvente, at der er folkelig opbakning til at modtage flygtninge. Det duer ikke, at mennesker kan sidde i asylcentre i Europa i flere år, hvis ikke de er reelt forfulgte,” siger Demetrios Papademetriou.

Et af de store problemer for EU-politikerne er, at de har svært ved at sælge budskabet om fælles løsninger til deres vælgere, siger ph.d.-studerende Christine Nissen, der forsker i EU-politik ved Dansk Institut for Internationale Studier.

”Krisen har ført til en enorm splittelse mellem øst og vest i EU. Unionen har nogle etiske standarder om, at flygtninge skal behandles ordentligt, men samtidig rører spørgsmålet om flygtninge ved grundlæggende spørgsmål som landenes suverænitet, og i befolkningerne er der en skepsis i forhold til at modtage for mange flygtninge. Derfor er spørgsmålet om en fælles fordelingsnøgle svært at sælge for de nationale politikere. De enkelte lande vil selv bestemme, hvad der gøres og i hvilket tempo, de skal modtage flygtninge. Desuden er flere lande i Europa ved at komme sig efter finanskrisen. Krisen har betydet, at de er vant til at se indad. Der er i mange lande frygt for, at flygtninge tager jobs og sociale ydelser. Derfor er det så svært at finde fælles løsninger,” siger hun.

Christine Nissen vurderer, at de store EU-lande Frankrig og Tyskland vil presse på for at få indført et fælles kvote-system, som også EU-Kommissionen har foreslået, og at det vil blive vedtaget i en eller anden form. Hovedpunktet for ministermødet den 14. september er en fælles kvotefordeling, men de øst- og centraleuropæiske lande afviser idéen med den begrundelse, at fordelingen af flygtninge skal ske frivilligt.

”Vi er i en situation, hvor Tyskland og Frankrig er enige om, at vi skal have en fælles fordeling. Storbritannien står lidt udenfor, men når først Tyskland og Frankrig er enige, plejer det også at betyde, at de andre lande kommer til at rykke sig. Jeg tror, vi kommer til at se, at der bliver vedtaget en form for fordelingsaftale. Måske i en udvandet form,” siger Christine Nissen.