Prøv avisen

FN beder Australien give ung saudiarabisk kvinde asyl

FN har anmodet Australien om at overveje at give asyl til en 18-årig saudiarabisk kvinde på flugt fra sin familie. Kvinden har i Bangkok skabt international opmærksomhed om sin sag via de sociale medier. Foto: Handout/Ritzau Scanpix

18-årig kvinde på flugt fra sin familie vil formentligt få asyl i Australien efter drama i Bangkoks lufthavn.

FN har anmodet Australien om at overveje at give asyl til en 18-årig saudiarabisk kvinde på flugt fra sin familie. Kvinden, der er i Bangkok, siger, at hendes familie vil slå hende ihjel.

Teenageren Rahaf Mohammed al-Qunun ankom til Bangkok i sidste weekend og anmodede om asyl. Hun sendte en række budskaber ud på Twitter om, at hun var i livsfare, hvilket førte til en kampagne for hendes sag på de sociale medier.

Thailands immigrationschef, Surachate Hapkarn, sagde i første omgang, at kvinden var blevet afvist, fordi hun ikke havde de nødvendige papirer.

Den 18-årige barrikaderede sig på et tidspunkt i et hotelværelse for at forhindre myndighederne i at sende hende tilbage til hendes familie, som er i Kuwait.

De thailandske myndigheder meddelte derefter, at de ville vente med at sende hende tilbage, og UNHCR blev involveret i sagen.

Kvinden forlod sit hotelværelse i Bangkoks lufthavn i selskab med ansatte fra UNHCR - FN's Flygtningehøjkommissariat.

Australien siger, at det overvejer at give asyl til den 18-årige, hvis FN's flygtningeorganisation, UNHCR, vurderer, at hun er flygtning.

Hendes sag har på ny skabt international opmærksomhed omkring Saudi-Arabiens sociale regler for kvinder, der skal have tilladelse af et mandligt familiemedlem til at rejse.

Denne regel betyder, at nogle kvinder og piger reelt er fanger hos familier, der misbruger dem.

Det australske indenrigsministerium bekræfter over for Reuters, at UNHCR har rettet henvendelse om asyl til Rahaf Mohammed al-Qunun.

Rahaf Mohammed al-Qunun siger, at hun flygtede fra Kuwait, da hun var på besøg i landet med sin familie. Hendes plan var at rejse til Thailand og derfra videre til Australien, hvor hun ville søge asyl.

- De vil dræbe mig. Mit liv er i fare. Min familie truer med at dræbe mig over de mest basale ting, siger hun.

/ritzau/Reuters