FN beder lande sætte mere ambitiøse klimamål før topmøde

FN-klimachef Patricia Espinosa mener, at nylige hedebølger og oversvømmelser, som er fundet sted rundtom i verden, viser, at der er brug for markant handling på klimaområdet. (Arkivfoto).
FN-klimachef Patricia Espinosa mener, at nylige hedebølger og oversvømmelser, som er fundet sted rundtom i verden, viser, at der er brug for markant handling på klimaområdet. (Arkivfoto). Foto: Monika Skolimowska/Ritzau Scanpix.

De lande, som har underskrevet Parisaftalen for at bekæmpe klimaforandringer, skal være mere ambitiøse med deres nationale målsætninger.

Sådan lyder budskabet fra FN-klimachef Patricia Espinosa i en erklæring lørdag.

- Ambitionsniveauet i de nationale klimaplaner skal hæves, siger hun.

Hun påpeger desuden, at kun lidt over halvdelen af de lande, som har indgået klimaaftalen, har afleveret nye forslag til, hvordan de vil mindske deres udledning af CO2 forud for klimatopmødet COP26.

Det finder sted i Glasgow, Skotland, til november. Deadline for de nye planer var fredag.

Parisaftalen er en international aftale om bekæmpelse af klimaforandringer. Den blev indgået af 196 lande i december 2015.

Her blev de enige om, at den globale opvarmning skal begrænses til højst 2 grader og helst 1,5 grader i forhold til førindustrielle niveauer.

Oprindeligt havde landene i aftalen frem til slutningen af 2020 til at indsende nye eller opdaterede handleplaner for at begrænse CO2-udledningen.

Men en række lande sagde, at det ville de ikke kunne nå på grund af coronapandemien og udskydelsen af klimatopmødet i Glasgow.

Derfor blev der sat en ny deadline fredag. Her havde 110 lande indsendt deres nye mål.

- Det er langtfra tilfredsstillende, eftersom kun lidt over halvdelen af parterne har mødt skæringsdatoen, udtaler Espinosa.

Hun mener, at nylige hedebølger og oversvømmelser, som er fundet sted rundt om i verden, viser, at der er brug for markant handling på klimaområdet.

- Nylige ekstreme hedebølger, tørke og oversvømmelser på tværs af kloden er en alvorlig påmindelse om, at meget mere skal gøres. Og meget mere skal gøres hurtigt for at ændre vores nuværende kurs.

- Det kan kun klares via mere ambitiøse nationale mål, siger Espinosa.

/ritzau/