De ydre rammer er, som de altid er, når FN åbner årets generalforsamling i dag. De 193 medlemslandes flag vajer langs vejen foran hovedkvarteret i New York, United Nations Plaza, og sikkerhedsvagterne har poleret skyggen på deres sorte kasketter en ekstra gang. Den amerikanske præsident taler som nummer to efter den brasilianske repræsentant, som det er sket siden 1947, og gangene mellem de grønne marmorvægge myldrer med politikere og diplomater fra alle hjørner af verden.
Det velsmurte maskineri kunne forlede en til at tro, at FN er verdens navle. Men det er en illusion. FN er i disse år under større pres, end organisationen har været på noget tidpunkt siden den kolde krig. Den kendte globale magtbalance med USA for enden af bordet er krakeleret, og verden er på vej ind i et helt nyt internationalt system, der levner mindre plads og magt til FN, siger Trine Flockhart, professor i international politik ved Syddansk Universitet.
”Vi står med en verden, som er langt mere spredt med hensyn til værdier, og hvor der er vilje til at bakke dem op med magt. FN er indrettet efter den magtbalance, der var i 1945, hvor det var Vesten, der havde bukserne på. Sådan er det ikke længere. Det er ikke kun de vestlige principper og normer, der gælder, men det afspejler FN ikke, og derfor går de store lande bare uden om FN og udøver deres magt direkte,” siger hun med henvisning til lande som Rusland, Indien, Kina og Nigeria.
Tilbage står de små og mellemstore lande som Danmark, der ikke har den fornødne magt til at slås eller presse sig til resultater og derfor er langt mere afhængige af det internationale samarbejde, som FN er krumtappen i.
”De store lande behøver ikke FN for at påvirke verdens gang. De kan bare gøre det gennem deres handlinger. Men hvis Danmark vil noget, er vi nødt til at gøre det i samarbejde,” siger Louise Riis Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, med særlig viden om multilateralisme og FN’s fremtid.
Det er også det, der kan blive FN’s redning på et tidspunkt, hvor de store lande har svært ved at se en sammenhæng mellem deres nationale behov og FN.
”De små og mellemstore lande kan være dem, der holder fast i maskineriet og giver FN betydning. Men det bliver med en anden dagsorden, end vi har været vant til. Den tid er forbi, hvor FN kan blande sig i medlemslandenes regeringsformer. Det hører en periode til, hvor verden var delt op i rige lande i nord og fattige lande i syd. I dag er FN et mere jævnbyrdigt forum, hvor det, der optager flertallet af lande, er de grænseoverskridende problemer,” siger Louise Riis Andersen.
Netop grænseoverskridende problemer som klima og flygtninge er nogle af dem, udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) nævner som årsagen til, at FN efter hendes mening er en helt nødvendig organisation i en verden, som ellers risikerer at gå op i limningen.
”Vi har brug for et stærkt internationalt samarbejde, som kan sikre de helt grundlæggende værdier og kan befordre løsninger på store, grænseoverskridende problemer som klima og flygtninge,” siger Ulla Tørnæs, der sammen med blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) repræsenterer Danmark under generalforsamlingen.
Hun er enig i, at det multilaterale samarbejde er under pres i disse år, blandt andet på grund af den position, USA indtager med præsident Donald Trumps politik om ”America first”, men hun hæfter sig samtidig ved, at FN er i færd med at gennemføre en række reformer, som kan gøre organisationen mere effektiv.
”Vi har heldigvis en ledelse, der er valgt på et mandat om at sikre reformer, så i den forstand er jeg mere optimistisk på FN’s vegne, end jeg nogensinde har været før,” siger Ulla Tørnæs.
FN har selv sat globalt lederskab som tema for årets generalforsamling – en vision, som deles af den danske minister – men Trine Flockhart fra Syddansk Universitet tvivler på, organisationen vil være i stand til at føre det ud i livet. Hun peger på, at de store altomfattende idéer og projekter om demokrati, frihedsrettigheder og frihandel ikke har samme gennemslagskraft mere.
”Det er svært at gøre noget ved det uden en magtfuld fortaler for en bestemt verdensorden. Den verden, jeg ser forme sig, er en verden, der er mere pluralistisk på både magt og værdier, og der er det sværere at opnå enighed end dengang, hvor et bestemt verdenssyn kunne trumfes igennem,” siger hun.
Bedre bliver det ikke af, at der er blevet meget længere mellem de store internationale statmænd og -kvinder, siger Louise Riis Andersen fra Diis. Vilkårene for at bedrive udenrigspolitik er blevet anderledes, fordi politikerne skal stå til øjeblikkelig regnskab for deres handlinger på en anden måde end tidligere.
”Måden at tænke politik på er blevet mere kortsigtet. Før havde vi store statsmænd, der kunne sidde i ophøjet ro og tænke langsigtet. De kunne tillade sig at indgå kompromiser, som måske kostede på kort sigt, men var en gevinst på længere sigt. Churchill skulle ikke ud og tweete til sine vælgere, hver gang han havde truffet en beslutning,” siger hun.