FN forsvarer Durban 2

FNs menneskerettigheds-kommissær opfordrer skeptikere til at deltage og gøre Durban 2-konferencen til en succes

Ifølge Navi Pillay er kritikken af Durban 2 ”uberettiget”, og i en pressemeddelelse opfordrer hun alle lande til at ”tilsidesætte snæversynede interesser og i stedet samarbejde for en aftale, der kan være med til at bekæmpe diskrimination”. -
Ifølge Navi Pillay er kritikken af Durban 2 ”uberettiget”, og i en pressemeddelelse opfordrer hun alle lande til at ”tilsidesætte snæversynede interesser og i stedet samarbejde for en aftale, der kan være med til at bekæmpe diskrimination”. -.

USAs beslutning om at boykotte FNs kommende racismekonference, der ofte benævnes Durban 2, får nu det internationale organs menneskerettighedskommissær, Navi Pillay, til at gå i forsvar for den allerede meget udskældte konference.

Ifølge Navi Pillay er kritikken af Durban 2 uberettiget, og i en pressemeddelelse opfordrer hun alle lande til at tilsidesætte snæversynede interesser og i stedet samarbejde for en aftale, der kan være med til at bekæmpe diskrimination.

USA, Israel og Canada har alle meddelt, at de vil boykotte konferencen, fordi de mener, at dagsordenen er ensidig og anti-israelsk. De mener også, at flere muslimske landes opfordring til at indskrænke ytringsfriheden er uacceptabel. I kølvandet på den amerikanske boykot overvejer en række europæiske lande nu at gøre det samme. Blandt dem er Holland, Italien, Storbritannien og Frankrig.

Holland vil trække sig fra konferencen, hvis ikke udkastet bliver ændret inden for en meget kort periode, siger eksempelvis en talsmand for den hollandske udenrigsminister Maxime Verhagen.

Men Navi Pillay advarer mod en udvikling, hvor endnu flere lande boykotter konferencen, der finder sted den 20.-24. april. Dette vil nemlig volde langsigtet skade på kampen mod racisme og diskrimination, mener hun.

Hvis det ikke lykkes at nå til enighed, vil det få negativ indflydelse på menneskerettighedsarbejdet og dets mekanismer i årevis, siger Navi Pillay.

Durban 2-konferencen er en fortsættelse af Durban-konferencen, der fandt sted i 2001. Her deltog både USA og Israel fra start, men begge valgte at forlade konferencen efter meget heftig kritik af Israel og efter, at nogle af deltagerne satte lighedstegn mellem racisme og zionisme.

Jeg er godt klar over, at den første Durban-konference er blevet farvet af nogle enkelte organisationers anti-semitiske opførsel. Men nu bliver den kommende konference mål for lobbyister, der frygter en gentagelse af sprogbrugen under den første konference. Det er helt uberettiget, siger hun med henvisning til, at resolutionsforslagene fra konferencen i 2001 aldrig blev vedtaget.

Ifølge FNs menneskerettighedskommissær hævede den første Durban-konference sig over uenigheder og intolerance, og påstande om det modsatte er udtryk for forvrængninger.

allan@kristeligt-dagblad.ck