FN: Islamisk Stat er langtfra død

Rapport fra det amerikanske forsvarsministerium fastslår, at præsident Trumps politik bærer ansvaret for, at Islamisk Stat igen vinder frem. FN advarer om øget risiko for terrorangreb i Europa

Siden marts har IS udført en række attentater, selvmordsangreb, kidnapninger og afbrændinger af afgrøder i det nordlige Syrien. .
Siden marts har IS udført en række attentater, selvmordsangreb, kidnapninger og afbrændinger af afgrøder i det nordlige Syrien. . . Foto: Erik De Castro / Reuters / Ritzau Scanpix.

Mindre end fem måneder efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, erklærede sejr over Islamisk Stat, giver hans eget forsvarsministerium ham nu ansvaret for, at Islamisk Stat igen er styrket. Trump besluttede i marts at trække omkring halvdelen af de dengang 2000 amerikanske soldater ud af Syrien. Beslutningen har ”formindsket støtten til de syriske partnere på et tidspunkt, hvor deres styrker har brug for mere træning og udstyr for at kunne besvare Islamisk Stats genopblussen”, står der i en rapport udarbejdet af det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, der udkom i tirsdags.

”På trods af, at bevægelsen har mistet sit territoriale ’kalifat’, har Islamisk Stat i Irak og Syrien, IS, forstærket sine oprørskapaciteter i Irak og er ved at gendanne sig i Syrien,” advarer rapporten og opregner, at IS siden marts har udført en række attentater, selvmordsangreb, kidnapninger og afbrændinger af afgrøder i det nordlige Syrien.

For krigen fortsætter i det nordlige Syrien i Idlib-provinsen; et område, der oprindeligt blev erklæret ”sikker zone”, men ikke er det. Her befinder sig godt tre millioner civile – over halvdelen interne flygtninge – og utallige væbnede islamistiske styrker. Blandt de væbnede islamistiske grupper trives også Islamisk Stat. Området angribes dagligt af russiske og syriske fly. Siden april er mindst 450 civile blevet dræbt, og flere end 450.000 er flygtet videre til Tyrkiet.

Det er ikke mindst i det kurdisk kontrollerede område i det nordøstlige Syrien, at USA’s allierede – de syriske demokratiske styrker, SDF, der er domineret af kurdere – mangler slagkraft imod IS. Ifølge Pentagon-rapporten rekrutterer IS aktivt nye krigere i den berygtede al-Hol lejr, som ligger i området og huser enker, børn og sympatisører med forbindelse til IS. Det er også her, at blandt andre fem danske voksne og otte børn sandsynligvis stadig befinder sig.

Samtidig ser FN en anden fare: Spredningen af isla-mistiske terrorister tilknyttet henholdsvis al-Qaeda og Islamisk Stat. Det kan betyde terrorangreb i Europa inden årets udgang, advarer en ekspertgruppe under Sikkerhedsrådet om i en rapport, der blev fremlagt i juli.

FN-rapporten anslår, at omkring 30.000 IS-kæmpere har overlevet kampene i Syrien og Irak og, at de ” i den kommende tid vil være til stor international bekymring”. Selvom gruppen mangler penge, er Islamisk Stats ledere stadig aktive, de ”overvåger den politiske udvikling i Europa og overvejer angreb, der vil kunne få lokale splittelser til at blusse op,” skriver FN’s eksperter og advarer om, at IS har ”udset sig potentielle mål og har placeret sprængstof”. FN rapporten peger også på IS- og al-Qaeda-inspireret terrorfare i Afrika og Asien.

Direktøren for Interpols antiterrorenhed, Patrick Steven, har til opgave at holde øje med de op mod 50.000 udlændinge, der har kæmpet for Islamisk Stat og betragtes som potentielle terrorister. I et podcastet interview med den Globale Koalition mod Daesh (Islamisk Stat), der består af 80 lande, herunder Danmark, peger Stevens på den udfordring, som især Europa står overfor nu, hvor mange af de mennesker, der har været dømt for terrorisme, begynder at forlade fængslerne, en efter en.

”Jeg er ikke sikker på, at man holder tilstrækkeligt øje med dem, om alle lande har den nødvendige kapacitet til det. Jeg opfordrer landene til at deltage i en Interpol biometrisk database, så vi kan følge selv de, der måtte skifte navn. De, der har afsonet, skal selvfølgelig ikke arresteres, men vi må være på forkant med informationer om dem,” siger han i interviewet, der også kan læses på koali-tionens hjemmeside.