FN retter ind efter Taliban og holder kvinder ude af hjælpeaktioner

I december forbød Taliban i Afghanistan kvinder at arbejde for nødhjælpsorganisationer i landet trods protester. Nu har FN rettet ind og bruger kun mænd.

Taliban har indført mange af de tidligere regler, som holdt kvinder uden for samfundslivet. Der er blandt andet indført regler om tildækning. (Arkivfoto).
Taliban har indført mange af de tidligere regler, som holdt kvinder uden for samfundslivet. Der er blandt andet indført regler om tildækning. (Arkivfoto). Foto: Ebrahim Noroozi/Ritzau Scanpix.

En række internationale hjælpeorganisationer suspenderede i slutningen af 2022 deres samarbejde med myndighederne i Afghanistan.

Det skete, efter at Taliban den 24. december meddelte, at nu må der ikke længere være afghanske, kvindelige ansatte i hjælpeorganisationer.

Det var endnu et led i Talibans politik om at skrue tiden tilbage og holde kvinder hjemme i køkkenet.

Tilbage i august 2021 vendte Taliban tilbage til magten, efter at den internationale styrke trak sig ud.

Gradvist er de samme regler, som var i Afghanistan, da Taliban var ved magten i 1990'eren, vendt tilbage.

Der er restriktioner for kvinder i det offentlige rum.

Kvinder har forbud mod at gå i parker i hovedstaden Kabul.

Kvinder skal være tildækkede og må ikke færdes uden at være ledsaget af en mandlig slægtning.

Der er forbud mod kvinder i high schools og mod kvindelige studerende på universiteterne.

Omverdenen protesterer hver gang, der kommer et indgreb mod kvinder. Det skete også i december efter forbuddet mod kvinder i hjælpeorganisationerne.

Nogle organisationer suspenderede deres arbejde.

Nu viser FN, at Afghanistan og Taliban godt kan få hjælp udefra af organisationer, som ikke bruger kvinder.

Martin Griffith er FN's vicegeneralsekretær med ansvar for humanitære anliggender og nødhjælp. Han siger ifølge Reuters, at der er en række FN-operationer, hvor kvinder ikke deltager.

Verdens Fødevare Program har kaldt det "operationelle justeringer", der er indført, sådan at FN-organisationen kan fortsætte sit arbejde.

Men situationen er ikke holdbar, siger Griffith.

- Der er stadig aktiviteter, hvor der kun er mænd. For eksempel ved uddeling af mad. Men det kan ikke fungere, siger Griffith.

Han og FN står også i en svær situation, påpeger Reuters.

Der skal balanceres mellem at stå fast på kvinders rettigheder og så hjælp til mennesker i nød.

FN-embedsmænd siger, at 70 procent af FN's hjælpearbejde i Afghanistan gennemføres af lokale eller internationale hjælpeorganisationer, og de organisationer er ramt af forbuddet.

Omkring 28 millioner afghanere, to tredjedele af befolkningen, har brug for nødhjælp. Seks millioner af dem sulter.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at Martin Griffith har forsøgt at tale Taliban til rette. Han stod i sidste uge i spidsen for en delegation, der var i Afghanistan for at drøfte sagen.

Han siger ifølge AFP, at Taliban i sidste uge tillod kvinder at arbejde nogle steder på sundhedsområdet. Og FN har appelleret til Taliban om at lade disse "undtagelser dække alle aspekter af humanitær hjælp".

Griffith siger, at Taliban forklarede, at "sådanne arrangementer er på vej". Men hvordan de vil se ud og fungere, er mindre klart.

- Vi fik at vide, at retningslinjerne udvikles af Talibans myndigheder, siger Griffith.

De retningslinjer skal så angiveligt give en rolle til kvinder.

- Lad os se, om disse retningslinjer gennemføres, tilføjer han.

- Forhåbentlig skal vi ikke vente alt for længe. For hver dag, der går uden en ordentlig fungerende humanitær hjælp, er ikke en god dag for det afghanske folk.

/ritzau/