Prøv avisen

FN-udsending: USA forsømmer de hjemløse

FN's rapportør om retten til en ordentlig bolig siger efter en rundrejse, at USA's regering glemmer de hjemløse, mens den yder hjælp til banker og virksomheder

En særlig FN-udsending anklager USA for at ignorere landets hjemløse, som er særlig hårdt ramt af boligkrisen.

FN's rapportør om retten til en ordentlig bolig, Raquel Rolnik, beskylder den amerikanske regering for at afsætte milliarder af dollar til at redde banker og store erhvervsvirksomheder, mens den forværrede boligkrise for hjemløse forbliver usynlig.

- Jeg erfarede på denne tur, at boliger, som er til at betale, og fattigdom er noget, som ikke er blevet behandlet som et spørgsmål, siger Rolnik ifølge det britiske dagblad The Guardian efter en rundrejse til syv amerikanske byer.

Hun mener, at det er skammeligt, at et land, der er så rigt som USA, ikke bruger penge på at løfte sine borgere ud af hjemløshed og ud af boliger, som er under acceptabel standard og tillige er overfyldte.

- Selv om vi taler om finanskrisen, og regeringen træder til for at fremme økonomisk genrejsning, er der ikke en sådan hjælp til de hjemløse, siger Raquel Rolnik om de skønsmæssigt over tre millioner amerikanere, som ikke bor under eget tag.

FN-rapportøren har givet det amerikanske udenrigsministerium en mundtlig orientering efter rejsen, og ministeriet har en måned til at komme med et officielt svar.

Hun afleverer en endelig rapport til FN's Menneskerettighedsråd kort efter nytår.