Prøv avisen

FN vil stille Islamisk Stat til ansvar for drab på kristne

Her er det byen Sinjar i Irak, hvor Islamisk stat har begået forbrydelser mod yazidi-mindretallet. Foto: Bram Jansse/AP/ritzau

Efter omfattende forfølgelser af kristne mindretal har FN for første gang nedsat et undersøgelsesudvalg, der skal samarbejde med den irakiske regering om at retsforfølge medlemmer af Islamisk Stat. Hos Dansk Europamission er man skeptisk

Det er en af disse års mest omdiskuterede problemstillinger inden for religiøs forfølgelse. Det massive antal drab på kristne, yazidier og andre minoriteter begået af terrorgruppen Islamisk Stat. Sidste år trodsede et enigt underhus i Storbritannien landets regering og anerkendte forfølgelsen som et decideret massedrab, og også USA og en række andre lande har anerkendt folkedrabet. Noget, som en lang række kristne organisationer har kæmpet for i årevis.

FN er gået i samme spor som de to lande og har ligesom EU fordømt Islamisk Stats ugerninger som et folkedrab, blandt andet fordi IS ifølge flere rapporter dræbte mindst 3000 yazidier efter at have indtaget Sinjar i 2014. Og nu tager FN yderligere skridt. Det sker i forbindelse med en netop vedtaget FN-resolution om at hjælpe Irak med retsforfølgelsen af medlemmer af Islamisk Stat i landet.

Der er tale om et undersøgelsesudvalg, der skal kulegrave, hvad der konkret er foregået blandt andet under IS’ besættelse af Mosul, samt støtte den irakiske regering i at stille medlemmer af Islamisk Stat til ansvar for folkedrabet på kristne minoriteter, skriver den kristne organisation ADF International på sin hjemmeside.

”Det er utrolig opmuntrende at se Sikkerhedsrådet tage så markant et skridt mod at sikre retfærdighed for de utallige ofre og deres familier. Vi håber, at denne resolution minder kristne i Mellemøsten om, at de ikke er blevet glemt, at der er håb, og at vi vil blive ved med at kæmpe for dem,” sagde Kelsey Zorzi, der er FN-rådgiver hos ADF International og formand for FN’s ngo-udvalg for religiøs frihed.

Også herhjemme mødes den nye udvikling med forsigtige positive tilkendegivelser, blandt andet fra Dansk Europamission, der kæmper for at støtte forfulgte kristne verden over.