Diego Armando Maradonas fantastiske driblinger, eminente boldkontrol og flotte mål tryllebandt i 1980’erne og 1990’erne verdenen. Uden for grønsværen forargede han med misbrug af alkohol og narkotika, mulig involvering i organiseret kriminalitet og anklager om vold mod en kæreste.
Onsdag døde han som 60-årig af et hjerteslag.
Der er ingen tvivl om, at det er et mangefacetteret menneske, som fodboldverdenen og i særdeleshed argentinerne må sige farvel til. Argentinas præsident, Alberto Fernandez, har udråbt tre dages landesorg:
”Diego var Argentina ude i verden. Han bragte os glæde, og vi kan aldrig betale ham tilbage for al den glæde,” sagde præsidenten onsdag om Maradona.
Fodboldspilleren lå efterfølgende lit de parade i præsidentpaladset, før han torsdag blev begravet af den nærmeste familie.
Diego Maradona blev født i 1960 og voksede op i slummen i Buenos Aires. Allerede som helt ung viste han et helt ekstraordinært fodboldtalent. Som 15-årig fik han sin professionelle debut, og mens han stadig var teenager, blev han flere gange topscorer i den bedste argentinske række.
Som det så ofte sker med de bedste sydamerikanske fodboldspillere, ender de i Europa. Efter et par års ophold i den catalanske storklub FC Barcelona, blev han i 1984 hentet til Italien og Napoli, som indtil Maradonas ankomst aldrig for alvor havde vundet noget.
Da Maradona rejste igen, havde klubben på syv år to gange vundet det italienske mesterskab samt den europæiske klubturnering UEFA Cuppen og den italienske pokalturnering.
Med sit hjemland Argentina vandt han næsten ene mand VM i fodbold i 1986 med en sejr over Vesttyskland. Da de to lande igen tørnede sammen i VM-finalen i 1990, trak tyskerne det længste strå, og Maradona og Argentina måtte nøjes med andenpladsen. VM-bedrifterne har givet ham noget nær gudestatus i Argentina.
Hvis man vil forstå, præcis hvor meget Maradona betød for argentinerne, skal man først forstå, hvor meget fodbold betyder i landet. Det gennemsyrer samfundet på alle planer, fortæller Jonas Schwartz, der er fodboldkommentator på TV 3. Han er selv gift med en argentiner og har boet i landet i tre år.
”Han bryder igennem på et tidspunkt, hvor landet lider og er i knæ. Diktaturet er slut, de første år med demokrati er svære, landet plages af interne spændinger, og man har tabt Falklandskrigen. Der var Maradona en slags ventil for alle frustrationerne. Han spredte glæde i befolkningen og gjorde dem stolte af at være argentinere,” siger Jonas Schwartz.
Argentinerne har da også meget at takke Maradona for, og det er ifølge fodboldhistoriker Svend Rybner svært at overvurdere hans betydning.
”Han var personificeringen af den her El Pibe-figur i argentinsk fodbold. Knægten med de bare knæ fra slummen, som kæmper sig ud i verden. Og det må man sige, han gjorde, da han mere eller mindre egenhændigt førte Argentina til verdensmesterskabet i 1986,” siger Svend Rybner.
En kvartfinale-kamp mod England under netop VM-slutrunden i Mexico er et meget godt billede på, hvem Maradona var. Drengen fra slummen, der var villig til at tage alle ulovlige midler i brug for at vinde, og fodboldpoeten, der kunne gøre det umulige. I kampen, som Argentina vandt med 2-1, scorede han først bevidst med hånden. Få minutter senere driblede han fra midten af banen og uden om fem modstandere inklusiv den engelske målmand, før han i et tomt mål kunne score et af de flotteste mål i fodboldhistorien.
”Han havde den her latinamerikanske evne til at hustle sig igennem tilværelsen. Hvis man ikke har pengene eller størrelsen, så må man bruge de andre evner, man har. For eksempel score med hånden og efterfølgende sige, at man brugte ’Guds hånd’,” siger Svend Rybner.
Den slags vækker respekt i Argentina. Hvor vi herhjemme ville rynke på næsen, hvis en landsholdsspiller snød på den måde, ville han ifølge Svend Rybner i Argentina omvendt blive kritiseret for ikke at gøre alt, hvad der stod i hans magt for at vinde.
Svend Rybner drager også paralleller til Gaucho-figuren i det argentinske nationalepos ”El Gaucho Martín Fierro”, som handler om en sydamerikansk cowboy:
”Maradona levede op til nogle af de samme macho-idealer, hvor man skyder brystet frem og tager sine slagsmål selv.”
Slagsmål har der været nok af for Diego Maradona. Både på og uden for banen. I et klip fra hans tid i FC Barcelona kan man se ham deltage i et masseslagsmål, hvor han karatesparker flere modstandere. Og VM-slutrunden i 1994 måtte han hånd i hånd med en sygeplejerske forlade i skam, da han blev testet positiv for doping, ligesom han kæmpede i årevis med et kokainmisbrug.
En historie lyder ifølge Svend Rybner, at han i 1991 måtte forlade Napoli med helikopter i ly af natten, fordi han havde narkogæld til mafiaen. Et udestående med skattevæsenet betød også, at der skulle gå 21 år, før han igen besøgte byen.
Napolitanerne har dog aldrig glemt ham og dyrker ham nærmest som en helgen. Napolis borgmester har foreslået, at klubbens fodboldstadion, der ellers er opkaldt efter apostlen Paulus, nu får navn efter Maradona. Der er allerede et stadion opkaldt efter ham i Buenos Aires hjemme i Argentina.
Her er kærligheden også intakt og overstråler langt den, argentinerne har til deres nuværende superstjerne, Lionel Messi. Selvom Messi, der er en legende i FC Barcelona, seks gange er blevet hædret som verdens bedste fodboldspiller og i lighed med Maradona ses som en af de bedste nogensinde, har han ikke på samme måde vundet befolkningens hjerter.
I 2009, hvor Maradona var landstræner for Argentina med Messi på holdet, mente 60 procent af læserne i Argentinas største avis, Clarín, at Messi ikke var værdig til at spille på Maradonas landshold. Og det var altså en spiller, der få uger senere blev kåret til verdens bedste.
Maradonas større stjerne i befolkningen hænger ifølge Svend Rybner ikke kun sammen med, at Messi aldrig har vundet argentinerne et verdensmesterskab.
”Maradona besad en helt anden vildskab, energi og vilje til at vinde. Det sætter de pris på i Argentina. Ja, Messi er også argentiner og spiller for landsholdet, men Maradona var en af deres egne. Han var drengen fra slummen,” siger Svend Rybner.
At Maradona stadig var drengen fra slummen, fortæller den her lille detalje måske:
Han gik altid med to ure. Det ene viste, hvad klokken var, hvor end han nu befandt sig i verden. Det andet holdt styr på tiden hjemme i Buenos Aires.