Født i et iransk fængsel: Min generation har et ansvar for at kende historien

Den iransk-tyske skuespiller Maryam Zaree er aktuel med en dokumentarfilm, der kredser om hendes fødsel i det berygtede iranske fængsel Evin. Hun er optaget af de traumer, vi bærer med os på tværs af generationer

Den iransk-tyske skuespiller og instruktør Maryam Zaree er født i det berygtede fængsel Evin i Iran – noget, hendes forældre aldrig har kunnet tale med hende om.
Den iransk-tyske skuespiller og instruktør Maryam Zaree er født i det berygtede fængsel Evin i Iran – noget, hendes forældre aldrig har kunnet tale med hende om. Foto: Stefan Klüter.

Under en rejse i Marokko begyndte Maryam Zaree pludselig at svede, og en følelse af panik bredte sig i hendes krop. Det gik op for hende, at det var musikken fra et stereoanlæg, som var skyld i reaktionen, og hun skreg til buschaufføren, at han skulle slukke det. Efterfølgende fortalte hendes far, at tortur med musik, hvor kapitler fra Koranen spilles uafbrudt, var almindeligt i det iranske fængsel Evin, hvor hun er født. Selvom hun ikke har nogle minder derfra, sad det i hendes krop 22 år efter.

Scenen er med i den iransk-tyske skuespiller og instruktør Maryam Zarees selvbiografiske dokumentarfilm ”Born in Evin”. Hendes forældre var politiske fanger i Irans mest berygtede fængsel Evin under den iranske revolution i 1979. Det var et uheld, at tanten afslørede, hvor Maryam er født, da hun var barn. Forældrene har aldrig nævnt det med et ord, og selvom Maryam Zaree flere gange prøver at få svar på historien, står hun tilbage med en masse ubesvarede spørgsmål omkring sin fødsel. I filmen opsøger hun derfor både familie, traumepsykologer, tidligere politiske fanger fra Iran og deres børn for at undersøge omstændighederne for sin fødsel.

Som skuespiller har Maryam Zaree flere gange iført sig hijab og spillet rollen som flygtning. Men langsomt opstod der et behov for at fortælle sin egen flygtningehistorie, der kan give et mere nuanceret billede, end det, som ofte ses i medierne, fortæller hun.

”Filmen er et vidnesbyrd om, hvad det betyder at være en fortsættelse af tidligeres generationers oplevelser. Det har været vigtigt for mig, at fokus ikke specifikt var på Irans historie, men derimod på at belyse, hvad der sker, når mennesker bliver mødt med vold, populisme og ekstremisme, som vi også oplever i Europa i dag,” siger den nu 36-årige Maryam Zaree.

Hendes forældre var en del af den oprørsbevægelse under den iranske revolution, der lyttede til John Lennon, læste Karl Marx og ønskede et demokratisk samfund. I stedet var det ayatollah Khomeini og præstestyret, der vandt. Dermed gik Iran fra at være et vestligt orienteret monarki til en islamisk republik, og mange sekulære, som Maryam Zarees forældre, blev fængslet. Dette er forbundet med så meget smerte, at selvom Maryam Zaree flere gange prøvede at tale med sine forældre om det, endte samtalen ofte i stilhed. Konfrontationen tager hun med sine forældre i filmen.

”Der er noget arketypisk over mit interview med min mor; en datter, der tager mod til at tale om noget, de aldrig har talt om før. Det er vigtigt at respektere min mor og hendes generations måde at håndtere de traumer, de fik påført under revolutionen. Men samtidig har min generation et ansvar for at spørge ind til historien, for vi er nødt til at se fortiden i øjnene for at kunne skabe nutiden,” siger Maryam Zaree, der i dag er bosat i Berlin.

Hun var to år, da moderen og hun juleaften i 1985 ankom til Frankfurts hovedbanegård. Først som niårig mødte hun sin far igen, som indtil da havde været fængslet. Selvom hun ikke har nogen minder fra tiden, inden hun kom til Tyskland, har forældrenes tid i fængslet påvirket hendes liv:

”Som barn var det meget abstrakt for mig, at jeg var født i et torturfængsel. Jeg forstod, at det må have været noget så smertefuldt og forfærdeligt, siden mine forældre ikke kunne tale med mig om det. Som børn lærer vi hurtigt at dechifrere tabuer i familien, og vi får en følelse, som vi ikke kan sætte ord på. Målet med filmen er at give et sprog til de følelser med det formål at skabe en fælles historie.”

Der er både mandlige og kvindelige indsatte i fængslet Evin i Iran, hvor Maryam Zarees forældre var politiske fanger. – Foto: Atta Kenare/AFP/Ritzau Scanpix.
Der er både mandlige og kvindelige indsatte i fængslet Evin i Iran, hvor Maryam Zarees forældre var politiske fanger. – Foto: Atta Kenare/AFP/Ritzau Scanpix.

De traumer og minder, politiske fanger har fra Iran, er blevet dokumenteret igennem erindringsbøger og forskning. Men for Maryam Zaree er det vigtigt, at børn af politiske fanger også gør en indsats for at holde historien i live, da et fokuspunkt for hende er, hvordan vi reflekterer over fortiden i vores samtid. Hun påpeger eksempelvis, hvordan nazismen stadig er aktuel i dag, idet krigens traumer overføres til de næste generationer. Et perspektiv, hun er inspireret af fra sin stedfar, der er barn af overlevere af holocaust, og forsker i traumer på tværs af generationer.

”Epoker som slaveri, kolonialisme og nazisme bliver ofte italesat som historiske levn. Men historien har en enorm indflydelse på vores nutid og den måde, vi skaber vores samfund. Hvis vi på et individuelt plan reflekterer over, hvordan personlige fortællinger influerer med historiske omstændigheder, så tror jeg, vi kan få et indblik på et dybere plan, end tal og historiske fakta giver os,” siger hun.

Maryam Zaree identificerer sig hverken som iraner eller tysker og fortæller, at tilhørsforhold for hende ikke er forbundet med nationalitet eller land. Derfor synes hun, at alle har et ansvar, når folk er undertrykte rundt omkring i verden inklusive Iran.

”Det går mig meget nær, når jeg hører om diktaturet i Iran. Det had, som er et dogme i regimet, og den undertrykkelse, som befolkningen lider under, er en katastrofe, der rammer flere steder i verden. Vi er alle en del af verden og har et ansvar for, at vi kan leve sammen i fred, uanset hvor vi er født,” siger hun.

Dokumentaren blev vist på DIIS og Cinematekets film- og forskningsdage Docs & Talks 2020. Den vises i dag i Cinemateket i København klokken 16.30