Før Anne Frank var der Renia

Jødiske Renia Spiegel blev slæbt fra sit skjulested og myrdet af nazisterne i den polske by Przemysl kort efter sin 18-årsfødselsdag. Hendes dagbog overlevede mirakuløst krigen, men hendes søster, Elizabeth Bellak, har først nu fundet modet til at læse den færdig. Dagbogen, som netop er udkommet på dansk, er mere relevant i denne tidsalder end nogensinde før, siger den 89-årige amerikaner

Inden nazisterne besatte Polen, tog familien ofte på udflugt til floden Dnestr i det nuværende Ukraine. Her er en glad Renia fotograferet i en båd på floden i 1936, tre år før hun begyndte at skrive dagbog. – Foto fra bogen.
Inden nazisterne besatte Polen, tog familien ofte på udflugt til floden Dnestr i det nuværende Ukraine. Her er en glad Renia fotograferet i en båd på floden i 1936, tre år før hun begyndte at skrive dagbog. – Foto fra bogen.

Renia Spiegel var 14 år, da hun skrev de første ord i sin dagbog:

”I dag, kære dagbog, er begyndelsen på vores dybe venskab. Hvem ved, hvor længe det vil vare?”.

Det var i januar 1939. I de efterfølgende godt tre år skrev den polsk-jødiske pige om sit liv i handelsbyen Przemysl i det nazibesatte sydøstlige Polen, hvor hun boede med sin lillesøster og sine bedsteforældre. Hun skrev i både digt- og prosaform om sin første forelskelse og sit første kys, om sit liv i en jødisk ghetto, om sit savn af moderen, kaldet mama eller Bulus, og om sin angst for at dø:

”Hellige Gud, lad mig dø smertefrit!”.

”I vil hjælpe mig, Bulus og Gud,” skrev hun efter næsten hvert af de mange 100 dagbogsindlæg.

Men i sidste ende kunne hverken hendes mor eller Gud hjælpe Renia Spiegel. Den 30. juli 1942 blev den da 18-årige pige henrettet ved et skud i hovedet, efter at en stikker gav Gestapo et tip om hendes skjulested på et loft i en beboelsesejendom i byen tæt på grænsen til det nuværende Ukraine.

Renias mor og søster overlevede mirakuløst holocaust og krigen og udvandrede til USA, hvor de begyndte et helt nyt liv i New York. En dag midt i 1950’erne dukkede Renias ungdomskæreste fra Przemysl op i deres lille lejlighed og overleverede en tyk blålinjeret notesbog, som ingen i familien havde kendt til. Den krigstraumatiserede mor placerede den knap 700 sider lange, tætskrevne dagbog ulæst i en aflåst bankboks, og der lå den i årtier, indtil søsteren Elizabeths voksne datter, Alexandra Bellak, begyndte at spørge ind til sin afdøde mosters dagbog.

Dagbogen blev fundet frem, og Alexandra Bellak indså snart, at hun sad med et bemærkelsesværdigt vidnesbyrd, som var værd at dele med resten af verden. I fjor udkom ”Renias dagbog” i USA og i en række andre lande, og i denne uge er den udkommet på dansk på Kristeligt Dagblads Forlag.

Amerikanske kritikere og historikere har betegnet Renia Spiegel som ”den polske Anne Frank”, og bogen har fået positiv omtale i en lang række nyhedsmedier. Men det var først for tre uger siden, at Renias søster, den i dag 89-årige Elizabeth Bellak, fandt modet til at læse den færdig.

”Det var i mange år for følelsesladet og for smertefuldt for mig. Dagbogen gav mig hjertebanken, mavepine og angstanfald. Min søsters rædsel over det, som hun gennemlevede, gennemsyrer siderne. Hun var bange for at dø, og hun ønskede at leve i en anden verden end den, som hun var skæbnesbestemt til. Dagbogen er så trist og så hjerteskærende. Men jeg besluttede mig for, at jeg skulle læse det hele, inden jeg dør,” fortæller den spinkle, elegante Elizabeth Bellak, som forekommer langt yngre end sine knap ni årtier, og som stadig bor på Manhattan i New York.

Ved dagbogens begyndelse i 1939 befinder Renia og Elizabeth, der dengang hed Ariana, sig hos bedsteforældrene i Przemysl. Elizabeth var barneskuespiller, og moderen, Roza, tilbragte det meste af sin tid i Warszawa for at promovere datterens filmkarriere. Da krigen brød ud, var hun forhindret i at rejse til sine døtre. Deres far blev på familiens gård i landsbyen Stawki i det sydlige Polen.

En stor del af dagbogen omhandler Renias spirende kærlighedsforhold til den et år ældre Zygmunt Schwarzer, men hun dokumenterer også, hvordan nazisterne besætter og derpå strammer grebet om Przemysl. I sommeren 1942 var hendes rædsel over det, som hun oplevede, voksende.

”Lige meget, hvor jeg ser hen, er der blodsudgydelser. Den hæslige udryddelse. Der bliver slået ihjel, myrdet. Almægtige Gud, jeg ydmyger mig foran dig for jeg ved ikke hvilken gang, hjælp os, frels os! Herre, min Gud, jeg bønfalder dig, lad os leve, jeg vil leve! Jeg har oplevet så lidt i livet, ingenting! Jeg vil ikke dø. Jeg er bange for døden,” skrev hun den 7. juni 1942.

Den efterfølgende måned får familien sammen med byens øvrige jøder 24 timer til at samle nogle få ejendele sammen og flytte ind i den nyoprettede jødiske ghetto.

Renias dagbog gennemsyres af savnet efter moderen, Roza, som opholdt sig i War­szawa under krigen for at promovere sin yngste datter Arianas filmkarriere. Ariana skifted navn til Elizabeth og blev kendt som Polens svar på Shirley Temple. Her ses mor og døtre sammen i Przemysl omkring 1937. – Foto: Family Handout/AFP/Ritzau Scanpix.
Renias dagbog gennemsyres af savnet efter moderen, Roza, som opholdt sig i War­szawa under krigen for at promovere sin yngste datter Arianas filmkarriere. Ariana skifted navn til Elizabeth og blev kendt som Polens svar på Shirley Temple. Her ses mor og døtre sammen i Przemysl omkring 1937. – Foto: Family Handout/AFP/Ritzau Scanpix.

”Nu bor jeg her. Verden er afskåret fra mig, og jeg er afskåret fra verden. Dagene er forfærdelige, og nætterne er ikke spor bedre,” skrev Renia den 15. juli 1942.

Kort derpå gjorde Zygmunt Schwarzer et desperat forsøg på at redde Spiegel-søstrene fra at blive del af en massedeportation af jøder til nazisternes arbejds- eller udryddelseslejre. Han havde en arbejdstilladelse og kunne bevæge sig udenfor ghettoen, så han smuglede Renia til et loftsrum i en beboelsesejendom i Przemysl, hvor hans onkel boede. Her gemte hun sig sammen med hans forældre. Næste dag afleverede han den 12-årige Elizabeth hos hendes kristne venindes familie.

Snart opdagede Gestapo skjulestedet på loftet, og tre liv var forbi. Efter Renias og hans forældres død afsluttede Zygmunt Schwarzer hendes dagbog med disse ord:

”Skæbnen besluttede sig for at tage mine kæreste fra mig. Mit liv er forbi. Det eneste, jeg kan høre, er skud, skud … skud.”

Søstrenes bedsteforældres skæbne er uvis, men Elizabeth Bellak formoder, at de sammen med snesevis af andre ældre og svage jøder fra ghettoen blev fragtet med lastbil til en nærliggende skov, skudt i nakken og kastet i en massegrav.

Elizabeth Bellak blev under dække af at være del af den kristne venindes familie bragt til Warszawa og genforenet med sin mor, der for at skjule sin jødiske identitet var blevet døbt, havde anskaffet sig falske papirer med et nyt navn og taget arbejde på et hotel. En nær familieven med forbindelser til den katolske kirke sørgede for, at også Elizabeth blev døbt og kom i katolsk skole. Takket være en naziofficer, der var forelsket i moderen, lykkedes det dem at flygte til Østrig og senere til USA. Faderen var i mellemtiden forsvundet og formodet død.

Elizabeth Bellak og hendes mor forblev katolikker hele livet.

”Min mor følte, at katolicismen havde reddet vores liv,” forklarer hun.

"Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg fik lov at leve,” ­skriver den i dag 89-årige Elizabeth Bellak i efterordet til sin søsters dagbog. Først for omkring 20 år siden genså hun sit fødeland. I september sidste år var hun i Warszawa, da en dokumentarfilm om hendes storesøster havde premiere. – Foto: Janek Skarzynski/AFP/Ritzau Scanpix.
"Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg fik lov at leve,” ­skriver den i dag 89-årige Elizabeth Bellak i efterordet til sin søsters dagbog. Først for omkring 20 år siden genså hun sit fødeland. I september sidste år var hun i Warszawa, da en dokumentarfilm om hendes storesøster havde premiere. – Foto: Janek Skarzynski/AFP/Ritzau Scanpix.

Da Zygmunt Schwarzer dukkede op med dagbogen i deres lejlighed i New York, havde han overlevet koncentrationslejren i Auschwitz og var blevet læge i den amerikanske hær. Det er uklart, hvor han skjulte dagbogen under krigen, og hvordan han genfandt den.

”Det er et sandt mirakel, at dagbogen overlevede,” siger Elizabeth Bellak.

Efter moderens død i 1969 overgik ansvaret for dagbogen til søsteren, der var blevet læreruddannet og gift med en østrigsk-amerikansk mand, George Bellak. Han havde ligesom hende selv jødisk baggrund, men det tog hende længe at fortælle ham, hvem hun var.

”Da min mor og jeg ankom til USA, blev vi rådet til at glemme fortiden, så det handlede jeg efter. Krigen var slut, så jeg ville ikke tænke på den. I årevis havde jeg forsøgt at glemme, at jeg var den lille pige, som kom ud af Polen i live, men hvis søster ikke gjorde det,” siger hun.

Elizabeth Bellak døbte sine to børn i den katolske tro. Først, da de var teenagere og begyndte at stille spørgsmål, fortalte hun dem om sin smertefulde fortid. I begyndelsen af 2000’erne besøgte hun sammen med sin familie Polen for første gang, siden hun flygtede. Men hun var for angst til at besøge Przemysl.

I bogens efterord forklarer Elizabeth Bellak, hvorfor hun lod dagbogen ligge uberørt i bankboksen så længe.

”Jeg kan slet ikke forestille mig den pinsel, min søster gennemgik i sine sidste stunder, hvor hun så mig rejse af sted til et nyt liv, mens hun var overladt til sin skæbne. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg fik lov at leve, og det er derfor, at jeg i al den tid har forsøgt at aflede mine tanker fra det,” skriver hun.

Søstrene Renia og Ariana, der i dag hedder Elizabeth, leger i floden Dnestr ved byen Zaleszczyki i det nuværende Ukraine i 1935. – Foto fra bogen.
Søstrene Renia og Ariana, der i dag hedder Elizabeth, leger i floden Dnestr ved byen Zaleszczyki i det nuværende Ukraine i 1935. – Foto fra bogen.

Det var først, da hendes datter, Alexandra Bellak, begyndte at interesse sig for familiens historie og spurgte ind til mosterens dagbog, at hun begyndte at åbne op.

”Min mor er af en krigsgeneration, der ikke taler om følelser. Der er så svære traumer, og det er nemmere at begrave fortiden. Det var meget smertefuldt for hende at tale om og tænke på sin søsters grufulde skæbne,” siger Alexandra Bellak.

Da hendes mor indvilligede i at åbne bankboksen, fik Alexandra Bellak, der ikke selv taler polsk, en universitetsstuderende i Polen til at oversætte dagbogen. Jo flere sider, hun læste, desto mere blev hun klar over dens litterære kvalitet og historiske værdi.

Både Alexandra og Elizabeth Bellak glæder sig i dag over, at Renias dagbog er blevet udgivet på en lang række sprog, heriblandt nu også dansk. De fremhæver begge dens relevans i en tid, hvor nogle af de samme kræfter, som fejede hen over Europa i 1930’erne og 1940’erne, igen er dukket op på begge sider af Atlanten.

”Jeg er for første gang i mange år bange igen. Vi lever i en tid, hvor demokratiet i dette land er i fare, og hvor det nogle gange er svært at få øje på tolerancen. Det er så uendeligt vigtigt, at vi er tolerante og værner om vores frihed. Det er jo takket være andre menneskers tolerance, at jeg sidder her i dag,” siger Elizabeth Bellak.

Renias fortælling er ”en universel historie om forfølgelse”, siger hendes datter.

”Der bliver stadig færre holocaust-overlevere iblandt os. Derfor er det op til os anden- og tredjegenerationsslægtninge at holde mindet om jødeudryddelsen i live. I dag, 75 år efter krigens afslutning, synes vi at være i fare for at vende tilbage til en tid med alle de samme forfærdelige ismer: populisme, nationalisme, fascisme. Renias førstehåndsberetning bør være med til at minde os alle om, hvad der er på spil,” siger Alexandra Bellak.

Læs et uddrag af bogen her.

Renia Spiegel: ”Renias Dagbog. En ung piges skæbne i skyggen af holocaust”. Forord, efterord og noter af Elizabeth Bellak i samarbejde med Sarah Durand. På dansk ved Anne Matthiesen. Kristeligt Dagblads Forlag, 2020.
Renia Spiegel: ”Renias Dagbog. En ung piges skæbne i skyggen af holocaust”. Forord, efterord og noter af Elizabeth Bellak i samarbejde med Sarah Durand. På dansk ved Anne Matthiesen. Kristeligt Dagblads Forlag, 2020.