Før gik dansk udviklingsbistand til at hjælpe fattige lande. Nu går den i højere grad til at hjælpe Danmark

Udviklingsbistanden står til at stige, men pengene skal ikke bruges på at hjælpe verdens fattigste lande. De sidste tyve år er der nemlig sket i skifte i dansk udviklingspolitik

Gennem de sidste 20 år er der sket et skifte i, hvad udviklingsbistand bruges på.
Gennem de sidste 20 år er der sket et skifte i, hvad udviklingsbistand bruges på. . Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Udviklingsbistand. Engang handlede den om at hjælpe verdens fattigste lande med at skabe udvikling og sikre sundhedsydelser og skolegang. Sådan er det ikke længere.

Gennem de sidste 20 år er der sket et skifte i, hvad udviklingsbistand bruges på. Skiftet er så mærkbart, at Anne Mette Kjær, professor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og formand for Udviklingspolitisk råd, der rådgiver udviklingsministeren, i en ny forskningsartikel kalder det et ”paradigmeskift”:

”Bistanden skal meget mere i dag. Fattigdomshensynet er trådt mere i baggrunden, og der er kommet mange flere konkurrerende formål. Og så fylder indenrigs- og sikkerhedspolitiske hensyn meget mere end tidligere,” siger Anne Mette Kjær, der har forsket i udvikling og udviklingsbistand igennem 25 år.

Usikre resultater

I dag bruges udviklingsbistanden også på blandt andet sikkerhed, reducering af migration, tilpasning til klimaforandringer, ligesom humanitære indsatser udgør en større del af det samlede budget.

Skiftet har også ændret på, hvor Danmark yder bistand.

Hvor Danmark og Danida før var kendt for ”det lange seje træk” – lange indsatser og mangeårige samarbejder med partnerlande – bruges flere og flere bistandskroner i dag i ”skrøbelige stater” som Burkina Faso, Mali, lande på Afrikas Horn og Afghanistan. Det har blandt andet betydet et farvel til partnerlande som Bolivia, Nepal, Benin, Malawi og Zambia.

”I Danmark bliver fattigdomsreduktion i højere grad sat i forbindelse med skrøbelighed og risiko for migration, hvor vi bruger bistand til at forsøge at reducere flygtningestrømme på kort sigt. Denne meget specifikke og direkte kobling ser man for eksempel ikke i de andre skandinaviske lande,” siger Anne Mette Kjær.

Hun peger på, at 40 procent af bistandskronerne ifølge de nye udviklingspolitiske prioriteter skal gå til "katastrofer og skrøbelighed", der også dækker migration, flygtninge og fordrevne.

”Groft sagt kan man sige, at vi ikke bruger pengene dér, hvor vi kan få mest for dem. Det er sværere at arbejde i stater, der ikke er stabile, og hvor situationen hele tiden kan ændre sig. Det er fint, at vi også vil være dér, hvor det er svært, men vi mangler en åben snak om, hvor vi vil være og hvorfor.”

Danmark er største modtager

Danmark har altid brugt udviklingsbistanden til at modtage flygtninge, men også den post har ændret sig over tid. 

I regeringens finanslovsforslag for 2023 står Danmark til at blive den største modtager af dansk udviklingsbistand, fordi udgiften til posten, som følge af krigen i Ukraine, øges fra 276 millioner kroner i 2022 til 3.047 millioner i 2023.

Det svarer til cirka 15 procent af den samlede udviklingsbistand næste år, hvilket Lars Koch, generalsekretær for den danske udviklingsorganisation Oxfam Ibis, kalder ”en absurditet".

At udviklingsbistand kan betale for modtagelse af flygtninge det første år efter ankomst er i overensstemmelse med internationale regler, men til gengæld strider det mod de første paragraf i den danske lov om internationalt udviklingssamarbejde, der lyder, at formålet er at bekæmpe fattigdom, mener Lars Koch:

”Det er vigtigt at hjælpe ukrainerne, men det udhuler loven at bruge pengene på flygtningemodtagelse, og det er principielt forkert, at vi lader verdens fattigste betale for flygtningekrisen. Især i en situation, hvor vi efter pandemien ser en stigning i ekstrem fattigdom for første gang i 25 år.”

Oxfam IBIS har kigget nærmere på finanslovsforslaget og renset udviklingsbistanden for udgifter til ikke-fattigdomsorienterede aktiviteter som flygtningemodtagelse, genopbygning af Ukraine og klimabistand – som rige lande har lovet at give som yderligere midler, og som derfor ikke bør tages fra udviklingsbistanden, påpeger organisationen. 

Resultatet er 0,54 procent af bruttonationalindkomsten, BNI. Væsentligt under det mål om 0,7 procent, som Danmark som medlem af FN har lovet at ville give i udviklingsbistand.

”Tallet skal op på 0,7 procent og gerne være højere – og vi skal leve op til løftet om at give yderligere midler til klimastøtte,” siger Koch.

I en skriftlig kommentar til Kristeligt Dagblad medgiver udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), at udviklingspolitikken har ændret sig de sidste årtier, men at det skyldes, at verden har ændret sig med både klimakrise og et rekordstort antal flygtninge og fordrevne. Videre skriver han:

"Man kan selvfølgelig begræde udviklingen og den ændring, som det medfører, men jeg vælger at se det sådan, at det er en helt central del af min opgave som udviklingsminister at levere udviklingsbistand, der adresserer nutidens og fremtidens problemer, ikke fortidens."