Hun er kun 20 år, men har oplevet rædsler nok for et liv, og nu kæmper hun for at holde sammen på sig selv, mens hun venter. Og håber. Stemmen knækker over, når hun fortæller om dét, hun er flygtet fra, og angsten for ikke at nå frem.
Lilove Shekho er kurder fra Aleppo i Syrien, og selvom hun har en stor familie, har krigen gjort, at hun i dag er alene og sidder fast i flygtningelejren ved Idomeni på grænsen mellem Grækenland og Makedonien.
”Jeg ved godt, at jeg er 20 år, men uden min familie, uden min mor, føler jeg mig som en baby,” siger hun og ser fortabt ud.
Lilove Shekho udstråler ellers en målbevidst energi. Hun har klaret det utroligste på vejen til Grækenland og er en levende, intelligent ung kvinde, der skiller sig ud fra mængden i det deprimerende kaos i lejren ved Idomeni. Ikke kun på kun af de lange og fint lakerede negle og skarpt optrukne øjenbryn på et sted, hvor der mangler selv de mest basale toiletforhold, men også fordi hun udover arabisk taler godt engelsk.
Hendes håb er at komme til Danmark. For der vil det meste af hendes familie være. Tre af hendes søskende med ægtefæller og børn bor i forvejen i Aarhus og Aalborg, og hendes mor og to mindre brødre er også på vej dertil gennem familiesammenføring.
”Men fordi jeg er 20 år, har min familie i Danmark fået at vide, at jeg ikke kan få lov til at komme, så jeg var nødt til at rejse selv.”
Lilove Shekhos lange hår flyver i vinden, der bider henover markerne. Også for Lilove er et lille orange plastictelt det eneste værn mod den regn og kulde, der er med til at gøre ventetiden her til endnu en prøvelse. Der er langt fra denne lejr til den europæiske drøm, og hun føler sig slet ikke i sikkerhed endnu, selvom hun er sluppet væk fra krigen.
”De måtte grave mig ud,” fortæller hun og viser nogle af sine ar frem.
Et stort tværs over armen og et mindre over et øje fra den dag, familiens hus blev bombet.
Den unge kvinde var blevet i Syrien, selvom resten af familien var flygtet ud af landet. Hun var blevet student og skulle læse til tandlæge og håbede, at alting ville blive bedre, så det kunne ske. Men efter at hun var reddet ud af ruinerne, flygtede også hun.
”Jeg har set folk dø, så mange børn,” siger hun og ser ud mod de græske bjerge: ”Der var en lille dreng. Hans hoved lå smadret ud over det hele.”
På vej mod grænsen til Tyrkiet blev hun fanget mellem tre kæmpende grupper: kurdiske soldater, regeringsstyrker og Islamisk Stat. Så hun søgte mod kurderne og blev spærret inde i et rum sammen med en mand, der var blevet mishandlet.
”Der var én, der sagde til mig: Ved du, hvor meget jeg kan få for dig, hvis jeg sælger dig til IS?”
Hendes stemme forsvinder i angsten fra den dag, og der går lidt, inden hun kan fortsætte:
”’Men du er kurder. Det kan du ikke gøre mod en anden kurder. Vi er det samme blod’, sagde jeg til ham, og så slap de mig fri.”
Også ved grænsen til Tyrkiet var det ved at gå galt.
Hun måtte betale en tyrkisk grænsevagt, hvad der svarer til 100 dollars (685 kroner) i bestikkelse, og blev alligevel truet med maskinpistoler og måtte løbe og gemme sig en dag i en skov, inden hun fandt vej videre til storbyen Istanbul i Tyrkiet, hvor hendes mor er.
Og dér har Lilove Shekho været, indtil familien i Danmark gav besked om, at de danske myndigheder ikke vil familiesammenføre hende, men kun moderen og de to mindreårige brødre. Så måtte hun begive sig alene afsted.
Hvorfor blev du ikke i Tyrkiet?
”Min far døde i Aleppo. Min mor er det eneste, jeg har, og hun skal til Danmark. Min storebror kom til Danmark efter at være rejst gennem Libyen og over havet med båd til Italien. Og jeg tænkte, at jeg så også måtte gøre som ham og rejse selv.”
Hun tog til Izmir, fandt en menneskesmugler og betalte 600 dollars (4100 kroner) for turen over vandet til Grækenland og er nu et nummer i den lange kø af mennesker, som venter på at slippe over grænsen til Makedonien.
”Som det ser ud, skal jeg vente tre måneder”, siger hun lidt trist dér på den vindblæste mark med udsigt til det hegn af ståltråd, der skiller landene.
Der er næsten 10.000 mennesker før hende, og der bliver ikke lukket flere end 100-200 igennem om dagen.
I lejren har Lilove Shekho fået beskyttelse af et ungt ægtepar, som hun holder sammen med.
”Vi siger, at vi er søstre,” forklarer hun.
Det er svært at være ung kvinde alene på flygtningeruten, også i lejren:
”Uden familie er man ikke noget. Der er mange, der siger, at de vil hjælpe dig, men så skal de have noget til gengæld. Hvis du forstår?,” siger hun.
I første omgang vil hun til Tyskland, men alt i hende håber på, at hun kan få lov til at bo med resten af familien i Danmark.
”Så vil jeg studere,” siger hun.
Hvad har de sidste tre år gjort ved dig?
”Det har ændret alt, i krop og sind og i mit hjerte. Da jeg var barn med min mor og far i Aleppo, syntes jeg, at verden var vidunderlig og som honning. Men i dag. Nu stoler jeg ikke længere på nogen,” konstaterer hun stille og på en gang skrøbelig og stærk.
Tanken om, at hun er nødt til at finde samme sted hen som sin mor, holder hende oppe.
Hvis der bliver fred i Syrien, vil du så tilbage?
”En af mine søstre siger, at hun vil. Men jeg ved ikke. Måske. Lige nu tror jeg ikke på, at der bliver fred.”