Da Josiah Hesse var barn, fik han ofte at vide, at han ikke ville nå voksenalderen. Som medlem af et evangelikalt fællesskab i en lille by i den midtvestlige delstat Iowa lige nord for det amerikanske bibelbælte var han dybt nedsænket i en kristen verden optaget af synd, profetier og en allestedsnærværende undergangsstemning.
”Igennem min barndom og ungdom troede jeg fuldt og fast på, at dommedag var nær, og at kun de reneste ville blive frelst fra det inferno af rædsler, som Antikrist ville nedkalde over verden. Jeg var en meget bange dreng, der så dæmoner overalt, og de voksne bekræftede mig blot i, at uhyrerne var virkelige, og at de var allevegne. Men jeg elskede også den religiøse kultur, og den intense rus udløste alle de her store følelser af kærlighed, frygt og håb,” siger han.
Josiah Hesses forældre havde været del af 1970’ernes såkaldte Jesus-bevægelse, der udsprang af hippie-kulturen. De opdrog deres tre børn i pinsebevægelsen, som er del af det bredere evangelikale trossamfund i USA. Når Hesse som barn sad på sin fars knæ til højtlæsning, faldt valget ofte på Johannes’ Åbenbaring, der drabeligt beskriver verdens sidste dage og kampen mellem det gode og det onde. Familien var del af tre forskellige evangelikale og pinsekirkelige menigheder, de var til gudstjeneste flere gange om ugen, og børnene gik i en kristen skole og deltog i kristne sommerlejre, festivaler og ungdomsmøder. Josiah Hesse læste kristne bøger, så kristne film og hørte kristen musik. Han havde roller i kristne teateropsætninger og var med i en gruppe af unge gadeprædikanter.
”Vi havde ikke tid til verdslige ting. Når man konstant har truslen om evige pinsler i helvede hængende over sig, så er matematik og sport ligegyldigt. Jeg havde kun venner, som også var en del af det evangelikale miljø. Jeg forkyndte dommedagsprofetier for andre børn og prøvede at frelse dem, og det gjorde mig upopulær uden for min egen kreds. Jeg var rødglødende og fuldstændig overbevist i min tro,” fortæller Josiah Hesse, der i dag er 38 år.
Den første sprække i hans gudstro blev slået den 1. januar 2000, da de profetier om verdens undergang ved årtusindskiftet, som han havde hørt prædiket om i årevis, ikke gik i opfyldelse. Han begyndte at stille spørgsmål til Bibelen og kristendommen. Som knap 18-årig forlod han Iowa og tog ufaglært arbejde på fabrikker, restauranter og byggepladser rundt omkring i USA, alt-imens han blev mere og mere verdslig og religionsskeptisk.
”Jeg begyndte at undersøge Bibelen og dens oprindelse og opdagede, at den er et miskmask af modstridende idéer og historier, der for mig virkede meget tilfældige og ikke gav mening,” siger han.
Da Josiah Hesse var i midten af 20’erne, endte han med at frasige sig sin tro helt.
”Jeg kunne ikke bare skifte til en mere moderat form for kristendom, for idéen om himmel og helvede er ikke en, som man kan være uafklaret omkring. Bibelen er fuld af så mange budskaber, som for mig er for vanskelige at sluge. Eksempelvis behandlingen af kvinder og blåstemplingen af rædselsvækkende blodsudgydelser i passager såsom Josvabogen, hvor Josva og hans hær med Guds velsignelse brutalt myrder næsten alle Jerikos kvinder og mænd, unge som gamle,” forklarer han.
I dag bor Josiah Hesse i Denver i Colorado og er freelancejournalist og forfatter til den psykologiske gyserromanserie ”Carnality” (Kødelighed), som er løst baseret på hans oplevelser i det evangelikale miljø.
Han er også del af en voksende og stadig mere synlig eksvangelikal bevægelse bestående af især yngre amerikanere, der har forladt det evangelikale trossamfund og forsøger at præsentere et slags alternativ til det. Exvangelical -bevægelsen blev grundlagt i 2016 som en modreaktion på det, som stifterne betragtede som den udbredte racisme, sexisme, homofobi og højrefløjsideologi i det hvide evangelikale trosfællesskab, og den samler tidligere trosfæller ved hjælp af blandt andet hashtags på sociale medier.
For Josiah Hesse er eksvangelikal-bevægelsen et slags støttenetværk.
”Min egen proces fra troende til ikketroende var eksistentielt vanskelig, men på det praktiske plan forholdsvis gnidningsfri, fordi jeg på det tidspunkt var flyttet fra min hjemby og ikke havde megen kontakt til min familie. Men for mange andre er det svært. Jeg får talrige henvendelser fra unge, der har forladt evangelikale miljøer og føler sig helt alene. Det kan være enormt isolerende at vende ryggen til en hel verden og et livssyn. Det er utroligt bestyrkende og givende at tale med andre, der har samme erfaringer og eksempelvis kan forstå, hvad det vil sige at leve med en altoverskyggende skræk for helvede og dæmoner,” siger han.
Og selvom det i dag er cirka 15 år siden, at Josiah Hesse sidst har sat sine ben i en kirke, former hans barndomstro ham stadig.
”Mange af os, der er vokset op med budskabet om, at Jordens undergang kan finde sted når som helst, har svært ved at finde fodfæste i et traditionelt voksenliv. Vi har ikke fået børn, vi ejer ikke boliger, vi har ikke rigtige karrierer og pensionsopsparinger. Når jeg læser om krige og miljøkatastrofer, hører jeg stadig en stemme, der siger, at enden er nær, at Jorden snart bliver nedsunket i mørke og kaos, og at jeg gør det rigtige ved ikke at sætte børn i verden. Den intense frygt for synd og for amoralsk adfærd, som var en central del af min evangelikale barndom, blev også med mig i utroligt lang tid. Der er meget at bearbejde,” siger han.
Josiah Hesse betegnede sig i en periode som ateist, men fortrækker i dag etiketten ”ikke-troende”. Han er dermed del af den voksende kategori af såkaldte nones, der henviser til personer uden religiøs tilknytning, og som ifølge Pew Research Center udgør cirka 26 procent af den amerikanske befolkning.
Han lægger ikke skjul på, at han savner elementer af den kristne kultur, som han voksede op i.
”Pinsekirkelige gudstjenester er ren galskab for udenforstående. Den høje og hypnotiske musik, tungetale, primaldans og kropsrystelser sammenblandet med oprigtig gudstro skaber en afhængighedsskabende eksplosion af følelser og ekstase, som jeg sidenhen har fundet glimtvis på dansegulvet og til rockkoncerter i kombination med forskellige former for rusmidler. Men den kombination er ikke holdbar i længden, hvis man gerne vil have et langt liv. Så inden for de seneste par år har jeg opdaget, at langdistanceløb i bjergene under påvirkning af en lille smule cannabis og med meget høj musik i høretelefonerne giver mig samme slags gåsehud og rislen op og ned ad rygraden, som jeg fik under min barndoms og ungdoms gudstjenester,” siger Josiah Hesse.
Mens nogle eksperter forudser, at stigningen i antallet af yngre amerikanere, der som Josiah Hesse melder sig ud af religiøse og kirkelige fællesskaber og slutter sig til gruppen af nones, kan udvikle sig til en alvorlig krise for det evangelikale trosfællesskab, så er Hesse selv skeptisk. Han henviser blandt andet til den nyere bølge af populære evangelikale megakirker såsom den internationale kirkeorganisation Hillsong, som udspringer af pinsebevægelsen, og hvis kirker i storbyer som New York og Los Angeles tiltrækker unge trendsættere og kendisser som popmusikerne Kanye West og Justin Bieber.
”Jeg tror ikke, at den amerikanske evangelikalisme er truet på nogen måde. Den er efter min mening inde i en pinlig fase på grund af dens ukritiske alliance med Donald Trump og dens fundamentalistiske strømninger, men den er før kommet igennem kriseperioder og er vendt tilbage stærkere end nogensinde. Historien beviser, at den religiøse feber nogle gange aftager i USA, men at den altid vender tilbage,” siger han.