Førende udviklingsøkonom: Europa håndterede flygtningekrisen på den værst tænkelige måde

EU fristede mennesker til at sætte livet på spil i flugten over Middelhavet i 2015, mener Oxford-professoren Paul Collier, der ikke kunne forestille sig en værre håndtering af flygtningekrisen. Det danske socialdemokrati har siden lært lektien – går EU og den svenske migrationskommissær den samme vej?

Flygtningekrisen i 2015 blev håndteret katastrofalt af de europæiske lande, mener udviklingsøkonom Paul Collier. Her ses afghanske flygtninge, der ankommer til den græske ø Lesbos fra Tyrkiet i 2015. – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.
Flygtningekrisen i 2015 blev håndteret katastrofalt af de europæiske lande, mener udviklingsøkonom Paul Collier. Her ses afghanske flygtninge, der ankommer til den græske ø Lesbos fra Tyrkiet i 2015. – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Han kalder begivenheden et etisk togsammenstød. ”An ethical traincrash”.

Fem år er gået siden flygtningekrisen, men Paul Collier, Oxford-professor og tidligere Afrika-rådgiver for den daværende britiske premierminister Tony Blair, er stadig i gang med at vende fortællingen på hovedet. De gode humanistiske fyrtårne fra 2015 – Tyskland og Sverige især – var ikke de gode. De var det akkurat modsatte. Intellektuelt dovne. Styret af følelser frem for fornuft. Naive og fejlkalkulerede i en sådan grad, at deres politik har gjort millioner af menneskers liv langt værre, end de kunne have været.

”Folk druknede. Vi fristede mennesker til at risikere deres liv under flugten. Og vi fristede nøjagtigt de mennesker, der mindst havde brug for beskyttelse,” siger Paul Collier.

Den 71-årige brite taler i en afdæmpet og sindig tone fra udestuen i huset i Oxford. Universitetet er lukket på grund af coronakrisen, og så der er god tid til at tale og få jaget hunden væk, når den enkelte gange forstyrrer under interviewet.

”Alle de mennesker, der kom til Europa, var i sikkerhed – de fleste kom fra Tyrkiet, som er et sikkert tredjeland. Grundlæggende øgede intet af bevægelsen mod Europa deres sikkerhed, men reducerede den, fordi mange skulle på en meget en farlig rejse med båd over havet.”

”Europa missede hele pointen under flygtningekrisen. Vi belønnede de kriminelle bander, der håndterede den uregelmæssige og farlige migration, og det var mest af alt unge mænd med penge og en form for uddannelse, der tog risikoen og satte kurs mod Europa. Jeg kunne ikke have forestillet mig en værre håndtering. Det var en latterlig skævvridning af prioriteter: Vi brugte vores ressourcer på at hjælpe et privilegeret mindretal,” mener han.

Paul Collier er økonom. Han tænker i ligevægtsmodeller og den optimale udnyttelse af knappe ressourcer.

”Hver gang 135 euro bruges på at hjælpe en flygtning i Europa, bruges der én euro i nærområdet. På den måde var 2015 et udtryk for demonstrativ godhed på bekostning af løsninger, der ville have hjulpet millioner af mennesker i nærområderne, som havde og har et meget stort behov for hjælp,” siger han.

”Der er brug for en fælles tilgang til asyl, hvor vi ikke belønner folk for at nå Europa,” mener den anerkendte britiske udviklingsøkonom Paul Collier. – Foto: Roberto Ricciuti/Getty Images.
”Der er brug for en fælles tilgang til asyl, hvor vi ikke belønner folk for at nå Europa,” mener den anerkendte britiske udviklingsøkonom Paul Collier. – Foto: Roberto Ricciuti/Getty Images.

For et par år siden katapulterede Paul Collier sig selv ind i den følelsesladede flygtningedebat med en ny bog – ”Refugee: Rethinking Refugee Policy in a Changing World”. (Flygtning: Om at gentænke flygtningepolitik i en verden i forandring). I udlandet er han mest kendt for mellem 1998 og 2003 at have ledet Verdensbankens afdeling for forskning i udviklingslande, og i 2007 blev han en global intellektuel med bogen ”The Bottom Billion” (Milliarden i bunden).

Herhjemme vil nogle kende ham som en af de åndelige inspiratorer bag Socialdemokratiets nye asylpolitik. I 2017 gæstede han partiets stort anlagte konference om asylpolitik i Den Sorte Diamant i København. Hans opskrift lyder således:

Der skal investeres langt mere i nærområderne, og der skal gøres op med den irregulære indvandring, der belønner flygtninge for at sætte livet på spil i forsøget på at nå Sydeuropas kyster.

I dag, fem år efter flygtningekrisen, er han stadig i gang med at råbe Europa op. EU-Kommissionens nye migrationsudspil, der præsenteres til efteråret, bliver en afgørende tryktest af missionen. Har man lært lektien eller ej?

”Ingen af de ansvarlige politikere ønsker selvfølgelig at indrømme, at Europa begik en stor fejl. Men det gjorde vi. Vi levede ikke op til vores moralske ansvar,” siger Paul Collier.

Hvorfor var det ikke moralsk prisværdigt at tilbyde disse mennesker et liv i Europa?

”For at give folk autonomi og et levebrød skal vi give dem et arbejde. Det er egentlig ikke mere kompliceret end det. Derfor skal vi bringe jobs til flygtninge, ikke flygtninge til Europa,” siger han.

Tyske virksomheder producerer massevis af varer i Tyrkiet, nævner han. Havde Tyskland gennem statsstøtte øget produktionen og fordelt arbejdet mellem tyrkere og flygtninge, havde det været langt mere effektivt end forbundskansler Angela Merkels ”Wir schaffen das”-politik, forklarer han.

Samtidig ville Europa ikke have drænet Syrien for unge veluddannede, der på sigt går fra at være flygtninge til permanente indvandrere.

”Cirka halvdelen af alle universitetsuddannede syrere befinder sig i Europa lige nu. Det er den slags mennesker, der er mest nødvendige, når landet skal genopbygges.”

At hjælpe er et moralsk valg taget med hjertet, siger han. At hjælpe bedst er en rationel afvejning foretaget i hjernen.

”Tyskland og Sveriges politik var velment. Men vi må altså kræve mere af demokratisk valgte ledere end bare gode intentioner. De er nødt til at bruge deres hoveder såvel som deres hjerter, og de gjorde det ikke. Situationen var for katastrofal til at blive styret af følelser. Folk var desperate i nærområderne, og Europa var i en stærk position til at kunne hjælpe dem.”

Han tøver, da Kristeligt Dagblad spørger, om Europas stats- og regeringsledere og EU siden da har set skriften på væggen.

Indtil videre har EU’s kommissær for migration, socialdemokraten Ylva Johansson, på forhånd afvist idéen om asylbehandling i nærområderne. En syrisk flygtning på Lesbos vil således stadig være bedre stillet end en syrer i Libanon – incitamentet til at nå Europas kyster består.

”Det vil være en fejltagelse at lade det ske – og jeg tror, at mange europæiske lande er enige med mig,” siger Paul Collier.

Alligevel hælder han til at svare ja. Både EU-Kommissionen og medlemslandene har indset, at 2015 ikke kan gentages.

”Politik tager tid, når 27 lande skal nå til enighed. Og fordi Sverige har en meget karakteristisk og usædvanlig politik på området, bliver det svært for en svensk kommissær at ændre mening på kort tid.”

”Men i sidste ende tror jeg, at Kommissionen og Europas ledere vil indse det. At friste folk til at risikere deres liv er etisk uforsvarligt.”

Hvad er løsningen?

”Der er brug for en fælles tilgang til asyl, hvor vi ikke belønner folk for at nå Europa. Den eneste måde at gøre det på er ved at give folk de samme muligheder for at opnå asyl, uanset om de søger fra en lejr i nærområdet eller fra en lejr i Sydeuropa,” siger Paul Collier.

Han er opløftet over EU’s reaktion på den potentielle migrantkrise, som var under opsejling i februar. Her truede Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, med at ”åbne porten” til Europa, hvis ikke EU forbedrede vilkårene i flygtningeaftalen fra 2016.

”Frontex har førhen været lidt af en joke, men denne gang tog Europa situation seriøst. Det er åbenlyst, at en region som Schengen er nødt til at have en effektiv grænsekontrol for at undgå irregulær migration.”

”Der er intet uetisk ved at have regler. Du kan krydse grænsen, hvis du overholder disse regler – ellers kan du ikke,” siger Paul Collier.

Allerede i 2013 – et par år inden flygtningekrisen – begyndte den ridderkårede økonom for alvor at diskutere udlændingepolitik.

I et essay i det britiske tidsskrift New Statesman lød advarslen, at de europæiske eliter burde bryde tabuet og tale mere om de skadelige effekter af migration og indvandring. Paul Colliers argumenter imod masseindvandring er således ikke kun, at flere kan hjælpes ved at bruge pengene i nærområderne. Kontrolleret indvandring er livsnødvendigt, hvis samfundsmodellen i de rige europæiske lande med høj omfordeling skal bestå.

”Danmark er enormt beundret ude i verden – og med rette. I ligger i verdens top 3, næsten uanset hvilket parameter man måler jer på.”

”Det skyldes, at I er lykkedes med at skabe et samarbejdsvilligt samfund, hvor mennesker er samlet om et fælles formål, og hvor pligter kommer før rettigheder. Alle succesfulde samfund bygger på den formel, men det kommer ikke af sig selv, det skal smedes,” siger han.

”Det kræver, at alle – eller i hvert fald langt størstedelen – af borgerne ser sig selv som en del af denne enhed, hvor rettigheder og pligter følges ad. Mennesket er et enormt socialt og samvittighedsfuldt pattedyr, men vi er fra naturens side ikke disponeret til at være det i samfund med fem millioner indbyggere, snarere i enheder med 100-150 indbyggere. I er lykkedes med at skabe en fælles fortælling om Danmark, som de fleste borgere køber ind på. Selvfølgelig kan I tage indvandrere ind, men det skal gøres i en hastighed, der bevarer sammenhængskraften. En åben dør vil betyde, at I ophører med at være et land med yderst usædvanlige normer for gensidighed og forpligtelser,” siger Paul Collier.

Som venstredrejet intellektuel kalder han det nonsens, at venstreorienterede partier over hele Europa i årevis ignorerede arbejderklassens bekymringer over migration og indvandring:

”Demokratiske samfund har meget større forpligtelser over for borgere end ikkeborgere. Det er indlysende. Det er dét, det vil sige at være et land.”

”Det er en frygtelig fejl, når folk på venstrefløjen associerer national samhørighed med etnisk nationalisme. Alle har brug for at høre til – og den nationale samhørighed er alt for vigtig til at overlade til den ekstreme højrefløj. Mette Frederiksen havde helt ret, da hun fortalte arbejderklassen, at de ikke forlod Socialdemokratiet, men at Socialdemokratiet forlod dem. Det var en nøjagtig beskrivelse af en fejl, som venstreorienterede partier i hele Europa nu er ved at rette op på,” siger han.

Paul Collier har gættet Kristeligt Dagblads modspørgsmål. Og afviser prompte, at indvandrerskeptiske socialdemokratier bliver skødehunde for xenofobiske højrefløjspartier.

”Mette Frederiksen er pioner for en venstrefløj, der lægger vægt på pligter og ansvar. Det er etisk korrekt, og det er desuden ikke nyt. Det er en tilbagevenden til et sæt værdier, der har været enormt succesfulde for socialdemokratier i Europa.”

Hvis ikke læren af 2015 bliver en EU-migrationspagt, der fjerner incitamentet til at søge mod Europa, bliver det en række radikalt forandrede socialdemokratier, forudser han.

”Arbejderpartiet i Norge har gjort det samme,” siger Paul Collier.

Han føler sig overbevist om, at Labours nye leder i Storbritannien, Keir Starmer, vil følge samme retning.

Hvad bliver konsekvensen for de arbejderpartier, der ikke går det danske og norske socialdemokratis vej?

”De vil vælge den vej. Det er venstrefløjens fremtid.”