Først fortalte de os, at Emil var blandt de overlevende på Utøya. Men så ringede de igen

Arne Okkenhaug mistede sin 15-årige søn på Utøya. Siden har familien insisteret på at besvare ondskaben ved at give næring til det gode: ”Når ens verden styrter i grus, må man svare igen ved at bygge op”

Det var første gang, at Emil skulle deltage på Arbejderpartiets ungdomslejr. De var så stolte af ham, forældrene. Få måneder forinden havde han fået sin første kæreste, efter sommerferien skulle han starte på gymnasiet. Og nu kæmpede Emil også for en mere retfærdig verden. Foto: Privatfoto.

Besynderligt, tænkte Arne Okkenhaug.

Hans mobil plejede aldrig at gløde af ubesvarede opkald, og det var jo ikke mere end et par timer siden, at den 44-årige nordmand havde sat telefonen på lydløs.

Arne, Ann Mari, Oda og Maria havde vandret, spist is og nydt det danske sommerlandskab. Det var første gang, de var på ferie uden familiens ældste barn, Emil på 15 år.

Forældrene havde sat ham af ved færgen til Utøya dagen før. I bilen havde Arne fortalt, at farfar sådan glædede sig til, at Emil vendte hjem fra den politiske sommerlejr, så barnebarnet kunne berette om det engagement og de diskussioner, ”der tændte gløden i ungdommen”.

Ann Mari havde stukket en 500 kroners seddel i Emils brystlomme. Det kunne jo være rart at have, sagde hun og gav sønnen et klem.

Det var første gang, at Emil skulle deltage på Arbejderpartiets ungdomslejr. De var så stolte af ham, forældrene. Få måneder forinden havde han fået sin første kæreste, efter sommerferien skulle han starte på gymnasiet. Og nu kæmpede Emil også for en mere retfærdig verden.

Det blev hurtigt klart for Arne Okkenhaug, at noget forfærdeligt var under opsejling, da han scrollede ned igennem de ubesvarede opkald og bekymrede beskeder fra venner og familie.

Havde de hørt, hvad der var sket? Vidste de, om Emil var i sikkerhed?

Midt på eftermiddagen den 22. juli var en bilbombe eksploderet i Oslos regeringskvarter. Og kort tid efter var en bevæbnet mand iklædt politiuniform ankommet til Utøya, hvor de norske socialdemokraters ungdomsforbund holdt deres årlige sommerlejr.

Det sidste vidste familien Okkenhaug dog endnu ikke, og forvirringen var stadig total, da Arne, Ann Mari, Oda og Maria med tilbageholdt åndedræt satte kurs mod færge-lejet i Frederikshavn.

”Men så, mens vi sad på båden mod Sverige, fik vi besked om, at Emil havde overlevet. Det var jo en ubeskrivelig lettelse, men Ann Mari og jeg besluttede alligevel, at vi ikke ville sige noget til vores døtre, før vi var helt sikre på, at det var rigtigt, ” fortæller Arne Okkenhaug over telefonen fra Levanger nær Trondheim.

”Så vi ringede febrilsk rundt og forsøgte at få bekræftet, at Emil var i live. Om det virkelig var sandt. Men så viste det sig, at der var tale en misforståelse.”

På køreturen nordpå blev heftig telefon-aktivitet afløst af stilhed. Stadig ingen livstegn. Stadig mindre håb.

”Som far føltes det som om at...”

Arne Okkenhaug synker en gang.

”Som om, at det nok ikke ville ende godt. Det er svært at sætte ord på den erkendelse, på fortvivlelsen og smerten over at blive frarøvet det umistelige. Fra da af handlede det først og fremmest om at komme trygt frem.”

Familien ankom til Sundvollen ud for Utøya klokken halv fem om natten. Det var første gang, de hørte om katastrofens omfang. 77 personer var blevet dræbt i angrebene i Oslo og på den lille ø i Tyrifjorden. 52 af ofrene var 18 år eller yngre.

Hele familien Okkenhaug – Emil, Arne, Maria, Oda og Ann Mari – på ferie i Kroatien i 2009 to år før den fatale sommer.
Hele familien Okkenhaug – Emil, Arne, Maria, Oda og Ann Mari – på ferie i Kroatien i 2009 to år før den fatale sommer. Foto: Privat

”Det var så forfærdeligt og kaotisk, og vi kunne ikke holde ud at være der, så vi tog hurtigt videre til mine forældre, der bor i nærheden. Der fik vi installeret Maria, der var 9 år på det tidspunkt, og Oda, som var 13, og så tog min kone og jeg tilbage,” siger Arne Okkenhaug.

”Det hele var på en eller anden måde så paradoksalt. Få øjeblikke tidligere havde vi befundet os i paradis på ferie i Danmark, og så, i løbet af et splitsekund, var vi pludselig revet ud af idyllen og endt i et helvede af afmagt og gråd. Det er en oplevelse, jeg ved, at mange efterladte har. Din verden bliver vendt på hovedet og styrter i grus på et øjeblik.”

Emil Okkenhaug og 76 andre mennesker blev dræbt i Anders Behring Breiviks terrorangreb den 22. juli 2011. Men i modsætning til andre efterladte påbegyndte Okkenhaug-familien sorgarbejdet allerede dagen efter tragedien.

”Vi besluttede os for, at Emil var død. Der var mange pårørende, der forsøgte at holde fast i en flig af håb, men vi tvang os selv til at indse, at vi ikke ville få vores søn tilbage. Og allerede den 23. juli samlede vi derfor hele familien og fortalte det – ikke mindst for, at Maria og Oda skulle have muligheden for at tage det ind,” fortæller Arne Okkenhaug.

Samme dag ringede han til den lokale præst, Kjartan Bergslid. Det var ikke, fordi familien kendte ham specielt godt, men ved Emils konfirmation havde de lagt mærke til hans på en gang empatiske og kraftfulde fremtoning.

”Han virkede, som om han havde et hjerte af guld. Og så havde Emil talt meget varmt om ham. Så jeg ringede og spurgte, om han kunne være præst ved vores søns begravelse.”

Kjartan Bergslid var på ferie hos sine svigerforældre i det sydlige Norge, men så snart Arne Okkenhaug havde lagt røret på, drog præsten nordpå mod Levanger. Og da familien Okkenhaug vendte hjem den 25. juli, havde Bergslid arrangeret en mindesammenkomst, slået kirkens døre op og førte an i det rose-optog, som byens indbyggere samledes om.

”Vi havde aldrig rigtigt haft noget med kirken eller Kjartan at gøre. Og jeg havde måske tidligere haft en lidt kedelig attitude over for troende. Men pludselig, da vi havde allermest brug for det, afbrød præsten sin ferie for at stå sammen med os i sorgen og tale med os på en måde, som ingen terapeut eller psykolog ville kunne have gjort det. Han var så ubeskriveligt vigtig for os i den første tid. Og kirkens rammer og tradition for at håndtere sorg var så god. Kjartan talte med hele familien og trykkede på de følelsesmæssige knapper, som var så vigtige at trykke på i den situation. Det var på mange måder ham, der holdt os oppe,” siger han.

Om natten den 22. juli havde Arne Okkenhaug, der betragter sig selv som agnostiker, bedt sin første bøn. Siden havde Kjartan Bergslid været en uundværlig klippe i familiens hav af sorg, og da Arne Okkenhaug nogle år senere blev spurgt, om han havde lyst til at blive en del det lokale menighedsråd, kunne han ikke andet end at sige ja. Både for at tage ansvar for kirkens rolle i området, men især for at sige tak til Kjartan Bergslid.

Siden Emils død har vi anstrengt os for at fortælle, hvor meget vi holder af hinanden. Det glemmer man ofte i hverdagen.

Arne Okkenhaug

Efter begravelsen besluttede Arne og Ann Mari, at ”barnemorderen ikke skulle få lov at ødelægge mere, end han allerede havde gjort”. Familien ville tage hverdagen tilbage, og tragedien skulle gå mindst muligt ud over døtrene.

”Efter traumatiserende oplevelser bliver man let ukoncentreret og fungerer dårligt, men både min kone og jeg var overbeviste om, at vi måtte tilbage på job hurtigst muligt. Også så vores børn kunne se, at mor og far klarede det. Det, der skete, måtte ikke føre til at, vi begrænsede vores børn fremover,” fortæller Arne Okkenhaug.

”Men jeg er også en person, der bekymrer sig ganske meget. Ikke mindst for mine børn. Så da Oda ville på udveksling til USA nogle år senere, var det rigtig svært. Jeg var så bange for, at der skulle ske hende noget, og havde mest lyst til at sige, at hun ikke skulle tage af sted. Jeg ville aldrig kunne klare at miste et barn til. Men vi havde jo også lovet hinanden, at vi ville ikke lade vores døtres drømme styre af vores frygt, så hun kom af sted. Og det gik rigtig godt. Vi har været enormt fokuserede på fortsat at have et godt liv, for det ved vi, at Emil ville ønske.”

For Arne Okkenhaug er sorgen en trofast følgesvend. Men i dag, 10 år efter det dødeligste angreb i Norge siden Anden Verdenskrig, er smerten ikke længere konstant. Heller ikke selvom han dengang var overbevist om, at hans tilværelse for altid ville være stemt i mol.

”Det første lange stykke tid troede jeg ikke, at jeg nogensinde ville blive i stand til at le igen. Ikke efter at have begravet mit eget barn. Men jeg tog heldigvis fejl. Vi har insisteret på ikke at blive bitre, og jeg tror, vi klarede os gennem sorgen ved at tvinge os selv til at gøre de ting, som førhen gav os glæde. Vi sagde ja til hytteture eller til at besøge folk, også selvom vi måske havde mest lyst til at blive i vores egen lille boble af afmagt,” fortæller han.

”Vi har også hentet styrke i at engagere os i kampen mod ekstremisme. Min ældste datter har netop skrevet speciale om højreekstremisme og analyseret en nynazistisk organisations hjemmeside. Det gør mig stolt, men jeg ser samtidig med stor bekymring på, hvordan hadet og de ekstreme kræfter får mere og mere plads – både i Norge og i udlandet.”

Arne Okkenhaug bruger helst ikke Anders Behring Breiviks navn. I ugerne efter tabet af sønnen reflekterede han længe over, hvordan han skulle forholde sig til den ondskab, som pludselig havde ændret hans liv for altid.

”Allerede kort tid efter 22. juli oplevede vi, at ansvaret stille og roligt blev fjernet fra barnemorderen, at man ledte efter andre syndebukke i medierne. Det var smertefuldt, og i mine øjne også forkert. Hvis politiet var kommet tidligere, kunne Emil have overlevet, for han var en af de sidste, som blev skudt. Det ved vi. Men sådan var situationen ikke, og i sidste ende var det en og kun en person, som var ansvarlig for at dræbe uskyldige, der kun havde ord at forsvare sig med. Det var barnemorderen,” siger han.

Efterfølgende skrev Arne Okkenhaug en tekst til en avis, hvor han først kaldte Breivik for ”kryb”. Inden han trykkede send, lod han dog familie læse og kommentere.

”Og min far, der er en meget klog mand, sagde: ’Arne, jeg synes ikke, du skal kalde ham for et kryb. Vi må finde et andet begreb, for når vi kalder ham kryb, er han ikke længere et menneske, og så fratager vi ham også en del af ansvaret. Det skal vi ikke’. Det er derfor, jeg kalder ham barnemorder. Halvdelen af dem, han dræbte på Utøya, var børn. Halvdelen af børnene var under 18 år. Og når jeg skriver hans navn, bruger jeg små begyndelsesbogstaver, fordi en person, som gør det mest feje og nedrige, man kan – at frarøve forsvarsløse børn livet – et sådant menneskes navn kan jeg ikke skrive, sådan som han selv ville gøre det.”

Når Arne Okkenhaug i dag ser tilbage på de forgangne 10 år, er det først og fremmest troen på, at det gode vil vinde til sidst, som har været afgørende i familiens kamp med sorgen. De valgte side, fortæller han. Og insisterede på ”at give næring til det, som er godt frem for det, som er ondt”.

”Siden Emils død har vi anstrengt os for at fortælle, hvor meget vi holder af hinanden. Det glemmer man ofte i hverdagen. Men hver gang mine døtre lægger sig til at sove – den ene bor fortsat hjemme, den anden er tit på besøg – siger de altid, at de er glade for mor og glade for far. Og vi svarer, at vi er så uendeligt glade for dem. Når ens verden styrter i grus, må man svare igen med at bygge op. Det er vigtigt for vores egen skyld, men det er først og fremmest vigtigt for Emils,” siger han.

”Og samtidig har det betydet ubegribeligt meget, hvordan mennesker omkring os har hjulpet, trøstet, været der. Vi har fået så meget, og det er først og fremmest den menneskelige omsorg, som har gjort det muligt for os at tage livet tilbage.”

De første tre uger efter at Emil blev dræbt, kom hans venner og slog Arne og Ann Maris græsplæne. De sagde ingenting, gjorde det bare og forstod, at forældrene ingenting magtede.

Arne Okkenhaugs stemme knækker:

”Og en dag kom en af Emils veninder med en cd-rom med billeder fra Emils sidste skoleår, fra lejrskoler og alt muligt, som hun havde sat musik til og gav os som gave. Det var noget af det smukkeste. At du mærker, at dem omkring dig er med dig i sorgen. Det behøver ikke være dybe samtaler, men midt i vores største sorg og dybeste afmagt følte vi os virkelig set. At vi var omgivet af varme og kærlighed. Det betød alt. Og det samme håber jeg vil ske for alle andre, som måtte blive ramt af den ondskab, der for 10 år siden forsøgte at knække os.”