”Min mor er den tredje, jeg tænker på, når jeg vågner om morgenen. Først tænker jeg på mine to døtre, og så tænker jeg på min mor,” siger Ganyo Lawrence.
Den 35-årige ghaneser bor i Ghanas hovedstad, Accra, hvor han er ”tro-tro”-chauffør og kører en af de mange minibusser, der fungerer som Accras bybusser.
Ganyo Lawrences 64-årige mor bor i en landsby nogle timers kørsel nord for hovedstaden, hvor han også selv er vokset op.
Da moderen var yngre, dyrkede hun landbrug, men efterhånden er hun blevet gammel og har fået problemer med maven. Derfor arbejder hun ikke længere, fortæller Ganyo Lawrence.
Ganyo Lawrence har tre søskende, og for blot et par generationer siden ville de fire søskende og deres mor stadig have boet i barndommens landsby og i umiddelbar nærhed af såvel hinanden som sammen med tanter, onkler, fætre og kusiner.
I dag ser det anderledes ud. Kun én søster bor i nærheden af moderen, de tre andre søskende er for længst flyttet væk fra barndomslandsbyen for at uddanne sig og finde et arbejde.
I disse år er det kun Ganyo Lawrence selv og hans ældste søster og søsterens familie, der har råd til at hjælpe moderen.
”Min yngste søster studerer stadig, og hende hjælper jeg også med penge. Hun kan ikke sende penge til vores mor endnu, fordi hun uddanner sig. Min storebror bor også her i Accra og er taxachauffør. Han plejede at kunne hjælpe vores mor med penge, men sidste år var han involveret i et alvorligt trafikuheld, der totalskadede hans taxa. Han blev nødt til at investere i en ny bil, så nu har han næsten aldrig råd til at sende penge til vores mor,” siger han.
Hver måned har Ganyo Lawrences mor brug for omkring 700 ghanesiske cedis (cirka 960 kroner) for at kunne klare sig. Hun skal have medicin og er på skånediæt på grund af fordøjelsen.
960 kroner er mange penge for Ganyo Lawrence. Når hans arbejdsdag er slut, har han som regel tjent cirka 140 kroner, efter at udgifterne til vedligeholdelse af tro-troen, benzin og afbetalingen på det lån, han tog for at købe tro-troen, er trukket fra.
”Men om et par måneder er lånet betalt helt ud. Så er tro-troen min, og jeg får lidt flere penge mellem hænderne. Det er godt, for det er dyrt at leve i Accra,” siger han.
Det er billigere at bo i den lille landsby Badu en dagskørsel nord for Accra. Her går livet langsommere end i Accras mylder af trafik og mennesker, og 86-årige Kwabena Tia hviler sig på en træstol i skyggen under halvtaget på et søgrønt hus.
Det er midt på dagen, og solen har opvarmet luften til 37 grader. Selv de mange farvestrålende firben søger skygge på denne tid af dagen.
For 14 år siden lammede en blodprop i hjernen Kwabena Tia fra livet og ned. Dermed var det slut med at dyrke de kassava, yams og cashewnødder, han ellers havde dyrket hele sit arbejdsliv. Senere samme år døde hans hustru, og siden har den gamle mand været 100 procent afhængig af to af sine døtre.
”Jeg har ni børn i alt, men halvdelen er flyttet langt væk fra Badu til den østlige del af landet for at få arbejde. Mine døtre tager sig godt af mig. Men det smerter mig, at jeg ikke kan komme nogen steder, at jeg ikke kan arbejde eller hjælpe til med noget og bare kan sidde her, når jeg er blevet båret herud,” siger han.
For Kwabena Tia er der ikke noget mærkeligt i, at hans børn tager sig af ham, nu hvor han er blevet gammel. Som barn voksede han selv op omgivet af bedsteforældre og den øvrige traditionelle afrikanske storfamilie, og Kwabena Tia har aldrig tvivlet på, at hans børn nok skulle støtte og hjælpe deres forældre, når de blev gamle.
Men blodproppen og lammelsen har ramt ham hårdt, fortæller han.
”Jeg har altid vidst, at jeg ville blive gammel, hvis Gud tillod det. Men jeg havde forestillet mig, at jeg selv ville kunne gå lidt omkring. Ikke, at jeg skulle være lænket til en stol. At skulle bæres på toilettet. Ikke at kunne gå på små besøg hos naboerne. Ikke at kunne se familiens marker,” siger han.
Døtrene klager ikke, forsikrer de. Og selv hvis de gjorde og ikke magtede pleje af deres lamme far, ville der næppe være hjælp at hente uden for familien, lyder det fra Comfort Osei, der er sygeplejerske på privathospitalet Emil Memorial Hospital i Wenchi, omkring 20 kilometer øst for Badu.
Sundhedssystemet i Ghana er indrettet til at tage hånd om sygdomme som malaria, tuberkulose, tyfus og hiv-smitte, men det er ikke indrettet, fortæller Comfort Osei, til at tage hånd om det stigende antal ældre ghanesere, der bliver demente, får en hjerneblødning, udvikler diabetes eller udvikler grå og grøn stær. Sygdomme, der almindeligvis kommer med alderen.
”Hvis de er heldige, får de den allermest nødtørftige pleje og bliver så sendt hjem til familierne, og der bliver de opbevaret, indtil de dør en dag. Sundhedssystemet mangler næsten alt til de ældre: Krykker, blodtryksmålere og udstyr til diagnosticering af diabetes. Vi mangler også motionscykler til genoptræning og rullestole. Hjælpemidler, som kan gøre en kolossal forskel for nogle af de ældre. Dem, vi har, rækker ingen vegne,” fastslår hun.
Der mangler ikke kun håndgribelige hjælpemidler, der mangler også viden om Ghanas ældre, deres sygdomme og plejebehov, mener Christopher Charles Mate-Kole, professor i psykologi og leder af center for ældrestudier ved University of Ghana.
Professoren sidder bag et stort træskrivebord, der bugner af papirer, rapporter og bøger. Resten af kontoret er tæt pakket med reoler, et rundt bord med stole og computere.
”Vi er pionerer i ældrestudier her på centeret. I de første to år har mit kontor her udgjort hele centeret, og først nu får vi egne lokaler. Det vidner også om, at interessen for ældreområdet er ny her i Ghana,” siger han.
Ambitionen er snart at kunne udbyde master- og ph.d.-uddannelser, der ”kan gøre os klogere på, hvem de ældre i Ghana er, hvar de har behov for, og hvordan ghaneserne opfatter de ældre i dag,” siger Christopher Charles Mate-Kole.
Hans vurdering er, at der er endog meget lang vej igen, før ældreplejen i Ghana bliver formaliseret og sat i system af staten:
”Jeg tror, at ghanesiske familier vil blive ved med at stå for en større del af plejen af deres ældre end i mange vestlige lande. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at om 10-20 år ser rigtigt meget anderledes ud på ældreområdet end i dag, og det første konkrete skridt på vejen bliver sandsynligvis introduktionen af en statspension til de ældre.”
Ghanas regering har allerede offentligt luftet muligheden for en universel pension til ældre, og Ganyo Lawrence håber, at regeringen snart lader handling følge ord:
”Det vil være en hjælp for os alle, for det er et tungt ansvar at forsørge vores mor. Tankerne om penge og økonomi fylder meget i mit liv. Men så længe vores mor ikke har penge, forsørger vi hende, for hvis vi ikke tænker på vores mor, er der ingen andre til at gøre det,” konstaterer tro-tro-chaufføren i Accra.
Kristeligt Dagblad rejste til Ghana med støtte fra Danida